Man støder ind imellem på udsagn om, at i Danmark findes der ikke bjerge.
Det er ikke nødvendigvis forkert – men heller ikke entydigt korrekt.
Ordet ‘bjerg’ har nemlig flere betydninger på dansk, og det er ikke altid, man kan afgøre definitivt, om ordet bruges i den ene eller anden betydning.
Grundlæggende betydninger
Jeg har tidligere diskuteret emnet med udgangspunkt i bl.a. Nudansk Ordbog og en debat på Ingeniørens hjemmeside. Men i Ordbog over det danske Sprog, der behandler dansk sprog fra 1700 til 1950, er der redegjort endnu grundigere for betydningerne af ‘bjerg’, og det fortjener en omtale.
Der angives tre grundbetydninger*:
1.) ”større forhøjning i jordens (eller et andet himmellegemes) overflade.”
2.) ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”
3.) Ikke nærmere defineret, men det danske ord bruges her parallelt med brugen i tysk og norsk, når der fx tales om det materiale, som klipper består af, eller om de aktiviteter, der er knyttet til arbejde sådanne steder.
Grundbetydning 3 er lidt perifer og vil ikke blive beskrevet yderligere her.
Men de to første betydninger demonstrerer spændvidden i begrebet ‘bjerg’: fra et stort landskabselement til noget, der blot giver associationer til et sådant.
Synonymt med bakke
Betydning 1 har dog to underbetydninger, som er væsentlige at skelne imellem. Den ene handler om danske forhold, hvor ordet ‘bjerg’ er synonymt med ‘bakke’. Denne betydning anføres som forældet eller dialektal, og her skal man huske på, at ordbogen kun omhandler sproget frem til 1950. Med andre ord er det nu flere generationer siden, at ordet ‘bjerg’ var gængs i betydningen ‘bakke’. Men den lange periode, hvor ‘bjerg’ var et almindeligt topografisk udtryk, har smittet af på især stednavne, således at mange bakker i dag bærer navnet ‘bjerg’, typisk i sit sidste led. Det er dermed kun i nutidens ører, at det lyder kuriøst med steder som Urnebjerg (5 moh.), Dødemandsbjerg (8 moh.) og Jordbjerg (9 moh.). Himmelbjerget nævnes også som eksempel i afsnittet, hvilket altså indebærer, at navnet, der er mindst 300 år gammelt, oprindeligt slet ikke har rummet den ironi, som nogle i vore dage tænker ind i det.
Videre til underbetydning 2: ”om forhold uden for Danmark (og på Bornholm): stor (kuplet eller tilspidset) forhøjning, især bestående af stenmasser”. Ordbogen angiver altså en rent geografisk definition her, hvilket for så vidt er lidt usædvanligt, da naturfænomeners egenskaber jo ikke afhænger af grænsedragninger. Men her har vi altså den betydning, der refereres til, når folk påstår, at Danmark ikke har nogen bjerge. Jeg forstår sådan set godt valget af en geografisk begrundelse. Med den undgår man diskussionen om, hvornår en landskabsform går fra at være bakke til at være bjerg. Om det er ved en bestemt højde over havet eller en bestemt højdeforskel (nogle steder sættes sidstnævnte til 200 meter).
Men bemærk tilføjelsen: ”især bestående af stenmasser”. Der er altså en tendens til, at ‘bjerge’ i denne betydning kobles til klippeterræn. Og derfor er der også blevet plads til Bornholm i en parentes. Her er min egen fornemmelse dog, at man ikke i dagens Danmark kan bruge ordet ‘bjerg’ om landskabsformer på Bornholm uden samtidig at have et glimt i øjet.
Den indirekte betydning
Lad os så gå videre til underbetydningerne af betydning 2, som jo lød: ”overført betydning: om det, der i form minder om et bjerg.”
I ordbogen uddybes denne definition med tre underbetydninger. De to første kan vi springe let hen over. De handler hhv. om en abstrakt poetisk brug og om et fysiologisk fænomen. Men den tredje underbetydning er bredt favnende: ”om en stor mængde (‘bunke’, ‘masse’ o.l.), af hvad der kan dynges, stables, lægges oven på hinanden.” Denne underbetydning beskrives som hørende til dagligdagssproget.
Der er virkelig mange ting, der kan udgøre et bjerg i den betydning. Papirer på skrivebordet. Gamle murbrokker. Slik.
Jeg skulle til at sige, at der ikke er nogen grænser for, hvad der kan blive til det overførte begreb ‘bjerg’. Men måske er der alligevel. For hvad gælder, hvis forhøjningen er skabt af naturmaterialer, f.eks. jord- og stenarter? Lad os sige, vi er i en grusgrav. De flere meter høje dynger af sand og grus – er de ‘bjerge’ i betydning 1.2? Nej, for de befinder sig jo i Danmark. Er de så ‘bjerge’ i betydning 2.3 – altså i overført betydning? Det kan være svært at afgøre. Det er ‘bjerge af sand og grus’, ja (betydning 2.3), men ligheden med ‘rigtige bjerge’ à la betydning 1.2 er åbenlys.
Svært at skelne
Der er flere definitioner, der støder sammen her. Sprogjuridisk vil man nok kunne argumentere for, at dyngerne ikke er bjerge, da der ikke findes bjerge i Danmark (i betydning 1.2), men er der omvendt ikke en væsentlig forskel på ‘bjerge af papirer’ og ‘bjerge af sand og grus’? Det synes jeg. Sidstnævnte har så direkte en reference til store forhøjninger i landskabet, at der er tale om mere end blot en association.
Hvor efterlader det os så? I et tomrum måske. Men et udmærket tomrum. For gråzonen skaber netop plads til en fleksibel brug af ordet ‘bjerg’. Hvis du kalder en 10 meter høj dansk bakke for et ‘bjerg’, kan du dække dig ind med, at du bruger ordet i overført betydning. Eller du kan bruge det kærligt-ironisk i en kontekst, hvor det danske landskabs moderate højde stilles over for visse andre landes drabelige tinder.
Og så er der vel egentlig også en tredje mulighed. Nemlig at man tager konsekvensen af de mange gamle stednavne, der bærer ordet ‘bjerg’ i sig, og bruger ordet i sin oprindelige betydning. Hvorfor skal man kalde Himmelbjerget for en bakke? Er det ikke mere ligetil at kalde det et bjerg?
Ordet er ældgammelt. Det optræder i skrifter fra middelalderen og genfindes i vore nabosprog (f.eks. ‘berg’ i tysk, norsk og svensk og som ‘barrow’ på engelsk). Det vil ikke gøre mig noget, hvis det gode gamle danske ord ‘bjerg’ får en renæssance.
/Jacob
*) Når jeg citerer fra Ordbog over det danske Sprog, ændrer jeg ordbogens gamle stavemåder til nutidige og tilretter forkortelser.
