Der tales meget om menneskeskabte naturkatastrofer i disse år. Men fænomenet er ikke nyt.
For 500 år siden var bønderne i det nordligste Sjælland så at sige med til at grave deres egen grav, da de lod dyrene æde så meget af bevoksningen, at der til sidst ikke var noget til at holde på jorden. Den meget sandholdige jord flyttede sig – især i stormvejr, som der var meget af på det tidspunkt -, og så blev ikke bare markerne ufrugtbare. Adskillige gårde blev også opslugt af sandflugten, som især gik ud over landsbyen Torup.
Et par af bygningerne ligger i dag som ruiner i landskabet. Og endnu flere dukker nok snart op, for arkæologer er i gang med udgravninger. Op til 11 gårde kan muligvis blive identificeret, når de øverste muldlag fjernes.
Læs mere her:
http://sn.dk/Gribskov/Boender-var-selv-skyld-i-naturkatastrofe/artikel/576893
I dag ser topografien langs den sjællandske nordkyst meget anderledes ud, end det gjorde tilbage i middelalderen. Men i de sidste par hundrede år har terrænforandringerne været små. Det skyldes, at man i 1700-tallet tog initiativer til at få stoppet sandflugten, og sejren blev fejret med bl.a. et højt monument, der troner på en bakkeknold i Tibirke (foto: Danskebjerge.dk).
Endnu i 1800-tallet fremstod nogle af flyvesandsbakkerne dog som forrevne “ørkenbjerge” nord for Arresø. Det vidner Lundbyes kendte maleri fra 1838 om (nedenfor).
I dag er terrænet bevokset og minder om et traditionelt kystnært landskab, bortset fra i eksempelvis sommerhusområdet Tibirke Bakker, hvor man fornemmer, hvordan store dele af Nordsjælland tog sig ud i sandflugtens tid.
I et tidligere indlæg kan du læse mere om området ved Tibirke og Tisvilde:
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post238
/Jacob
