Supermotionist og bakkeekspert Martin Hoff har i weekenden fundet og besteget en cykelsti, som i hældning tangerer de 30%. I alt er den 370 meter lang og stiger med drabelige 22% i snit, hvilket overgår de ellers meget stejle gader i Martins hjemby Oslo.

Den grusomme cykelsti, som på opstigningen kostede Martins cykel en knækket tand på forreste klinge, ligger lidt uden for den sydnorske by Kristiansand.

Asfalterede cykelstier er en kategori, som Danskebjerge.dk endnu ikke har undersøgt systematisk. Men der findes nogle danske cykelstier, som skråner ganske meget.


Billedet herover er taget af Troels Vesterlund. Han målte ved samme lejlighed hældningen til 20%. Strækningen finder man ved Vejle.

Også på Sjælland er der alpine cykelstier.

Eksempelvis i Frederiksværk, hvor forlængelsen af Kastanie Allé stiger med op til 17,5% (målt af Danskebjerge.dk). Se billeder fra lokaliteten her.

Egentlig er begrebet stejl cykelsti et lettere selvmodsigende begreb. En cykelsti skal jo favorisere cykelfolket, men det er trods alt de færreste cyklister, som synes det er fornøjeligt at gå helt i stå på ekstremt skrå asfalt.

Bemærk i øvrigt, at der på den sydnorske “turvei” er forbud mod at cykle nedad. Alene dette er jo en betydelig begrænsning af strækningens anvendelighed – selvom forbuddet i sig selv er ganske forståeligt.

/Jacob