Med Amstel Gold Race lige om hjørnet gled mine tanker tilbage til dengang i 2011, hvor jeg prøvede kræfter med løbet.
Det var selvfølgelig bare motionsudgaven, men 150 kilometer midt i april er temmelig langt, især hvis man som jeg stort set ikke cykler i vinterhalvåret.
Men distance er jo så langt fra det eneste parameter, der beskriver en rutes sværhedsgrad. Og når det gælder Amstel Gold Race, så er antallet af stigninger helt centralt. Tag bare et kig på mine gps-data fra løbet (ovenfor – eller i større udgave her).
Stigninger der tærer
Kurverne viser den sidste halvdel af løbet – godt og vel. Hvis man alene tager stigninger på over 40 højdemeter, så er der 13 af dem på løbets sidste 80 kilometer. Det er noget af det, der måske er allermest karakteristisk ved Amstel: De hyppige stigninger.
De største af dem ligger mellem kilometer 80 og 105. Her mødte jeg først Camerig, som ganske vist kun stiger med 3,8 procent i snit, men det er over en strækning på 4300 meter. Den tærer på kræfterne hos en motionist, og man er endda kun knap halvvejs.
Camerig fulgtes af stigningerne Gemmenich og Drielandenpunt. De er lidt mindre, men har dog til sammen ca. 200 yderligere højdemeter.
Det er ikke her, at profløbet afgøres. Dertil ligger stigningerne for langt fra mål, og de er heller ikke stejle nok til at være oplagte afsæt til udbrud. Men hvis der køres til, kan denne sektion have en klart udmattende funktion. For en motionist har de i hvert fald!
Stejlt mod slutningen
Efter turen i “højlandet” kommer man ned i et terræn, hvor det går mere op og ned – ligesom fx i området omkring Vejle. Stigningerne når ikke over 80 højdemeter, men de er til gengæld forholdsvis stejle.
Stejlest er Keutenberg: 9,4% i snit over 700 meter. Det er en motionistdræberbakke. Den ligger sent i løbet og er med rette den mest frygtede. Jeg havde en gut ved siden af mig, der kiksede et gearskifte, netop som det begyndte at blive stejlt. Han måtte vist helt af cyklen, men hvad der ellers skete for ham, havde jeg ikke overskud til at følge med i, da jeg selv var hunderæd for også at måtte stige af, hvis lårene ikke magtede de himmelhøje stigningsprocenter. Som man kan se på min pulskurve, nåede jeg på Keutenberg op på 91% af makspulsen (det er den spids, man ser på pulskurven ud for kilometer 140). 91% er virkelig meget, når man tager i betragtning, at jeg på det her sene tidspunkt var helt fladmast af udmattelse.
Til sammenligning er den afsluttende Cauberg noget nemmere at tale med. Men jeg må indrømme, at jeg tog den i et stabilt, lavt gear. Der var absolut ikke kræfter til en Philippe Gilbert-agtig afslutning.
Pulsen hopper og danser
Hvis man ser på pulskurven for hele turen, må man konstatere, at deltagelse i Amstel Gold Race er at sammenligne med et intervalløb – bare et utroligt langt ét af slagsen. Pulsen kører op og ned i takt med stigningerne, og selvom det samlede antal højdemeter på godt 1800 højdemeter kun svarer til ca. 1½ gang Alpe d’Huez – for motionsløbets vedkommende -, så skal der altså lægges en del oven i sværhedsgraden, netop fordi det er så ekstremt varieret en rute.
De professionelles rute afviger lidt fra motionsløbets, og der kan forekomme ændringer fra år til år. Men faktisk er det bakkeområde, som løbet køres i, ikke så stort endda. Så det er de samme stigninger, man møder, blot kombineret forskelligt og med gentagende sløjfer hos profferne.
Nyt syn på Amstel
Jeg må indrømme, at jeg tidligere betragtede Amstel Gold Race som en slags andenrangsklassiker, og det hang især sammen med, at stigningerne ikke var nær så hypede som dem, der er i fx Flandern Rundt og Liège-Bastogne-Liège. Og som dansker fik man på en måde den opfattelse bekræftet, da Bjarne Riis stak af fra feltet på flad vej og vandt 1997-udgaven af Amstel.
Men for motionistben er og bliver Amstel Gold Race en barsk udfordring. Det er ikke et “overlevelsesløb” som fx Paris-Roubaix eller La Marmotte. Men hvis man kender Grejsdalsløbet i Vejle og lægger 10% oven i sværhedsgraden, så nærmer vi os. Hele løbet køres på asfalt, og ingen af stigningerne kan kategoriseres som egentlige bjerge. Det er på den led et konventionelt løb, men altså med en klar overhyppighed af stigninger.
Mere info her: http://en.wikipedia.org/wiki/Amstel_Gold_Race
/Jacob
