Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Bakkeerfaringer fra U23 DM

Løb & ruter Posted on Sun, June 10, 2012 22:02:49

Danskebjerge.dk har modtaget disse gode betragtninger fra Troels V. Nielsen:

“Højen Skovvej-bakken vs. Sandagergård-bakken”

Ved U23 DM i landevejscykling i Vejle, havde jeg muligheden for at
besigtige to af rutens store bakker:

Den ene, en meget lang bakke som
stiger jævnt med et genm. på 8% og med 65 højdemeter, op til Højen.

Den anden; færre højdemeter, men en meget ujævn stigning. Stejl i flere “trin” ved Sandagergård.

Jeg startede på Højen Skovvej. Allerede fra starten hang mange ryttere,
og flere røg af feltet. Der blev aldrig rigtigt rykket på bakken,
rytterne holdt et fast jævnt tempo, som om der var en enighed. Mens
feltet kom op ad stigningen 2. og 3. gang, blev det i flere mindre
grupper.

Efter 3. omgang, gik jeg mod Sandagergård bakken.

Grupperne kom op ad bakken, og flere af rytterne i de mange grupper
rykkede i front. Jeg oplevede en enkelt rytter prøve at hænge på, men
han stod derefter totalt stille og slingrede mens han fik luften igen.
Generelt var en del ryttere i krise, bagerst i hver eneste mindre gruppe
på Sandagergård.

Min konklusion er måske, at Højen Skovvej
trætter meget på hver omgang, men at Sandagergård-bakkens unikke
“trin-kvalitet”, bryder pulsen og rytmen, når der bliver rykket. Og at
det som ødelægger rytteren, er hvis kørelsen konstant ligger på grænsen
og gang på gang overskrider den.

Rytterne led på Højen Skovvej, men posen blev rystet på Sandagergård.



NYHEDSBREV Juni 2012

Om Danskebjerge.dk Posted on Sun, June 10, 2012 12:18:59

Kære bjergven.

Du sidder nu med det 23.
nyhedsbrev fra Danskebjerge.dk.

Siden 2009 er nyhedsbrevene
udkommet med 1-2 måneders mellemrum. Denne gang gik der lidt længere
tid. Det skal jeg beklage, men læs mere om dette nederst.

***

De
seneste par måneder har budt på et væld af store og knap så store
motionsarrangementer, der på den ene eller anden måde har handlet
om danske højdedrag. Et af dem er Klinteløbet på Møn, som faktisk
finder sted denne søndag (den 10. juni). Løbets rute slutter af med
en trappe, hvor højdeforskellen på første og sidste trin er lige
omkring 100 meter.

I sidste måned blev cykelløbet Grejsdalsløbet afviklet ved
Vejle. Et stort arrangement, hvor ruterne byder på nogle af de
skrappeste stigninger i Danmark. I år var der også en enkeltstart,
der foregik ved Munkebjerg – landets måske mest fascinerende terræn
for landevejsryttere.

Danskebjerge.dk har prøvet begge de
nævnte løb og kan anbefale dem til alle, der holder af varieret
natur og ikke er bange for at få pulsen tvunget i vejret.

Men
der findes løb – for løbere -, der har endnu flere ingredienser
med. Her skal du fx klemme dig gennem smalle minegange eller spadsere
gennem udstillingslokaler på et museum. Altså ud over, at du skal
forcere stigninger, der giver dig syre i benene. Lyder det for
gakket? Vurdér selv ud fra Danskebjerge.dk’s
liste:

http://danskebjerge.dk/artikler-bakkedeoggakkede.htm

Hvis
du ikke er til så meget pjat, men bare vil have stenhårde
udfordringer, så er mountainbikeløbene “Fitnessdk MTB-løb”
ved Slagelse og “1000Højdemeter” nær Silkeborg måske
noget. Især det sidstnævnte er helt ekstremt kuperet og er kommet
ind på førstepladsen på Danskebjerge.dk’s liste over
MTB-bjergløb:

http://danskebjerge.dk/bjergloeb3.htm

Fulgte
du med i Giro d’Italias besøg i Danmark? Det var jo et gigantisk
arrangement, og Danskebjerge.dk lavede en ret massiv foromtale af
løbet og selvfølgelig især ruterne. Når det gælder information
om ruter ved hhv. VM og Giro, har Danskebjerge.dk efter egen bedste
vurdering været førende. Ruterne er blevet beskrevet udførligt i
ord og fotos, og i forbindelse med Giro’en blevet alle tre etaperuter
endda dokumenteret med film, som kunne ses på Danskebjerge.dk eller
via Youtube. Ca. 10.000 gange blev de vist, og dertil kommer de p.t
13.000 hits, som Danskebjerge.dk’s video fra opløbet på 2. etape
har fået.

Interessen for Danskebjerge.dk’s dækning af
Giro’en kom også til udtryk ved, at bl.a. en redaktør fra Englands
største cykelmagasin henvendte sig. Han havde dels set nogle af
billederne på sitet, men han havde også været inde på de
engelsksprogede sider, som Danskebjerge.dk havde lavet netop i
anledning af Giro’ens visit i Danmark. (Jeg tror, der potentielt er
et vist publikum til Danskebjerge.dk’s forskellige artikler ude
omkring i verden – måske især i Europa -, men det er også en
tidsrøver at lave sider på flere sprog.)

Du kan se første
side af foromtalen
her:

http://danskebjerge.dk/artikler-giroruten1.htm

Og
her er så
tilbageblikket:

http://danskebjerge.dk/artikler-giroruten8.htm

http://danskebjerge.dk/artikler-giroruten9.htm

Da
Danskebjerge.dk jo i sagens natur interesserer sig for variationer i
landskabet, var Giro-ruterne mindst lige så skuffende som VM-ruten
sidste år. Trist at der hverken ved VM eller under Giro’en var plads
til nogle flere bakker, der kunne peppe det sportslige lidt op.
Danskebjerge.dk har skrevet nogle læserbreve om den sag – læs ét
af dem her:

http://danskebjerge.dk/topolitik5.htm


bloggen Blogsbjerg kommer der også ind imellem nogle holdninger til
udtryk. Men blogindlæggene kan også bare være et par uddybende
kommentarer til nogle aktuelle begivenheder. Her er nogle eksempler
på, hvad der har været skrevet på bloggen i de sidste par
måneder:

Konservativ
Danmark Rundt-rute 2012

Se
Rubjerg Knude og dø

Her
er den hårdeste stigning i årets Giro…

Bjerge
er skønne, men…

Til slut et par ord om nyhedsbrevene
fra Danskebjerge.dk. Som sagt var der denne gang gået lidt længere
tid end normalt, siden sidste nyhedsbrev kom på gaden.

Det
skyldes dels, at Danskebjerge.dk har haft travlt med nogle spændende
ting, som du har fået beskrevet ovenfor, eller som du vil høre mere
til senere på året.

Men det skyldes også, at opdateringerne
mere og mere foregår via Facebook og Danskebjerge.dk’s blog
Blogsbjerg. Nyhedsbrevene vil frem over kun komme cirka kvartalsvis
og vil i endnu højere grad end før samle op på nogle af de temaer
og nyheder, der har været offentliggjort på sitet i de forudgående
par måneder. De flittige besøgende på www.danskebjerge.dk vil med
andre ord kunne opleve, at dele af nyhedsbrevet er “kendt stof”,
mens de lidt sjældnere gæster kan se nyhedsbrevet som en måde at
blive ajourført på.

Husk i øvrigt at melde dig til
nyhedsbrevet på ny, hvis du får ny mailadresse el.lign. Og så
glæder jeg mig til at møde dig på Facebook.

Mange
bakkehilsner
Jacob

****************************