Tour de Munkebjerg er et traditionsrigt motionsløb i Vejle, men i år måtte det vige pladsen – for en finhval.
Løbets rute er godt 6 km lang og har en markant højdeprofil. Størstedelen foregår på Ibæk Strandvej, som er flad som en pandekage og har et smukt panorama ud over Vejle Fjord. Den afsluttende del går vildt og voldsomt opad, nemlig ad Munkebjergvej, som af Danskebjerge.dk er kåret som Danmarks bedste asfalterede stigning. Et helt specielt løb, som kræver at man har gode evner til at disponere kræfterne.
Men i dag mødte den store stigning en kæmpe der overgik den. Den meget omtalte finhval, der har forvildet sig ind i Vejle Fjord, tiltrak så mange nysgerrige gæster, at man besluttede at aflyse løbet. Det er ikke hver dag at et motionsløb må aflyses på grund af en hval…
Men når alt postyret er overstået, bør man prøve at finde tid til en tur op ad Munkebjerg. Det er en udfordring ud over det sædvanlige på disse breddegrader.
/Jacob
Det er endnu uvist, hvornår Tour de Munkebjerg skal afvikles, efter at det blev udsat pga. finhval i Vejle Fjord. Hvis man var tilmeldt, eller skulle have fået lyst til at løbe med, så er det nok en god idé at kigge forbi arrangørens hjemmeside, http://www.vejlelober.dk/, hvor der givetvis vil blive informeret om løbets videre skæbne. Der er snak om, at det udsatte løb afvikles i september.