Vårby Bakke ved Slagelse var for stor en mundfuld for trafikken, da det den 13. januar 2021 for alvor blev snevejr i Danmark.
“Vi oplever desværre det samme fra år til år, at der er nogle lastbiler, der ikke kan komme op ad bakken mellem 40b og 40a, så der er helt spærret i østgående retning,” udtaler vagtchef Lars Denholt til Ekstra Bladet.
Vårby Bakke ligger ved Slagelses vestlige udkant og stiger mod øst. Den har en højdeforskel på knap 50 meter, og på trods af en hældningsprocent på under fem er stigningen altså en hård nød at knække for store køretøjer, når først sneen har lagt sig.
Blandt andre danske motorvejsbakker, der kan være tunge at forcere for lastbiler under vinterlige forhold, kan nævnes strækningen ved Ejer Bavnehøj og den ved Seest.
Et storstilet projekt skal genskabe et rev, Hunderevet, der ifølge projektets initiativtagere er blevet fjernet af menneskehånd. Engang anså man nemlig dette og andre stenrev i Danmarks farvande for en guldgrube af byggematerialer, der kunne bruges til bl.a. havnemoler. For at citere fra TV 2 Lorrys artikel om emnet: “DTU-Aqua vurderer, at der er fjernet 8,4 millioner kubikmeter stenrev fra 1900 til 1999. Det svarer nogenlunde til størrelsen på Fanø.”
Med tiden er man blevet mere og mere opmærksom på, at rev også er gode for dyr og for havmiljøet generelt, så rundt omkring i Danmark er der taget initiativ til at råde bod på fortidens synder og genopbygge revene. Erfaringen er, at den undersøiske natur ret hurtigt blomstrer op, når et rev først er vendt tilbage.
Det blå område viser placeringen af det kommende kunstige stenrev.
En aparte sidehistorie til Hunderevsprojektet er, at der næsten ikke findes nogen dokumentation for, at der har ligget et rev det sted, hvor det nu etableres. Men Kystdirektoratet har altså godkendt projektet og har ifølge Sjællandske efterfølgende meldt ud, at det ikke var afgørende for tilladelsen, om der har ligget et stenrev på det pågældende sted eller ej.
Året 2020 bød på et par forandringer i Danmarks bakkelandskab. De fleste var kun af statistisk art, men én ændring er meget konkret, nemlig byggeriet af forbindelsesvejen ved Uhre lidt vest for Vejle. Det bliver en af Danmarks største asfalterede stigninger, og der går nok mange år, før der bygges noget af samme kaliber igen. Læs om den kommende vej her.
To andre ændringer har ikke med selve terrænet at gøre, men med tal og rangeringer.
Den ene handler om Himmelbjerget. Himmelbjerget går for at være 147 meter højt, men bakken er højere, nemlig 157 meter. De 147 meter gælder bakkefremspringet Kollen, som er dér, hvor Himmelbjergtårnet står, men på de topografiske kort refererer betegnelsen Himmelbjerget til hele bakken, og da man ikke i andre tilfælde fravælger bakkers højeste punkt for at fremhæve et lavereliggende punkt, må det være rimeligt, at man også i Himmelbjergets tilfælde er konsekvent. Altså: Himmelbjergets top befinder sig 157 meter over havet, og 10 meter længere nede (i retning af Julsø) ligger Kollen, 147 meter over havet. Dette er ikke ny viden, men det er først i 2020, at Danskebjerge.dk har besluttet at lade den sædvanlige opgørelsesmetode gælde også for Himmelbjerget. Det betyder samtidig, at Himmelbjerget er rykket et par pladser opad på listen over Danmarks højeste punkter.
Den anden ændring handler om Mimsbjerg. Mimsbjerg er en ret ukendt midtjysk bakke, som nok havde været mere berømt, hvis den ikke havde ligget dybt inde i en skov. Der er det med Mimsbjerg, at der fra bakkens øverste tinde er et meget stort fald i sydlig retning. Så stort, at der på en blot én kilometer lang strækning er et terrænfald på 124 meter. Dermed er Mimsbjerg den bakke med tredjestørst peak-faktor i Danmark. Kun førnævnte Kollen og Aborrebjerg på Møn har højere peak-faktor. Læs mere her.
2020 var også året, hvor Danskebjerge.dk kårede Danmarks smukkeste asfalterede bakke. Og valget faldt altså på Jelshøj, der ligger ved Århus. Der var flere kriterier, der ligger til grund for valget. Se mere her. Hvis du har bud på stigninger, der kan konkurrere med Jelshøj i skønhed, så kontakt mig endelig. Flere af Danskebjerge.dk’s kåringer er vist i overblik på Danskebjerge.nu.
Af andre af årets begivenheder kan nævnes, at undertegnede blev portrætteret i dagbladet Politiken og hos Friluftsrådet samt medvirkede i en længere samtale på podcastkanalen Bagerstop.
Det skorter ikke på advarsler ved klinten langs Faxe Bugt.
“Afstribning mangler” står der besynderligt nok på dette skilt ved Skansestien langs Faxe Bugt. Jeg ved ikke, hvilken afstribning der skulle være tale om, men jeg ved, at der bag skiltet er en slags grøft, som næsten når helt ind til stien.
Det ser spøjst ud, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at der simpelthen er tale om den indvendige øvre del af et klinteskred. Erosionen har undergravet klintevæggen, og på den måde er det yderste stykke rykket et hak ned.
Jeg var der lige efter solnedgang, og det var for mørkt til, at jeg kunne nå ned på kysten og betragte skreddet derfra. Så det må blive en anden dag. Men jeg kunne se, at der nede på stranden ligger store træer revet op med rode, så selvom klinten ikke er så høj og spektakulær som fx Møns Klint, er det i høj grad en levende klint, som havet og regnen ynder at bide i.
Klinten begynder ved Strandegård Dyrehave og strækker sig knap to kilometer mod sydvest. Den er mellem 10 og 16 meter høj. Navnet Skansestien kommer af, at der nær sydenden af stien ligger en skanse, der senest indgik i det danske forsvar under Englandskrigene.
Der er noget smukt over ordet “himmel”. Himlen er modstykket til Jorden og opfattes i de fleste sammenhænge som et positivt fænomen (selvom regntunge skyer selvfølgelig kan spolere glæden lidt). Himlen er samtidig et centralt begreb i kristendommen, hvor både Gud og livet efter døden jo forbindes med himlen. Det naturskønne og det religiøse forener Grundtvig i titlen på en af sine mest kendte salmer: “Dejlig er den himmel blå”.
Det er ikke så underligt, at adskillige kendte danske naturseværdigheder er blevet opkaldt efter himlen. Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig Himmelbjerget ved Julsø. Man ved ikke præcis, hvordan stedet har fået dette navn, men det optræder første gang på skrift i 1727. Det er et par århundreder før, at de første turistbureauer blev stiftet, så et marketingfremstød skal det himmelstræbende navn næppe ses som udtryk for, og dog har der nok ligget en æstetisk vurdering i navngivningen. Ifølge stednavneforskerne skal “Himmelbjerget” forstås ganske bogstaveligt, altså som “et bjerg, der er så højt, at det rager op i himlen”.
Der findes mindst fem andre bakker i Danmark, der bærer navnet “Himmelbjerget”. Der er således Himmelbjerge i f.eks. Sydvestjylland og på Østbornholm.
Et andet relativt hyppigt forekommende bakkenavn er “Himmelpind”. Dem er der ligeledes fem af i Danmark. Det lidt besynderlige er, at alle fem ligger inden for 20 kilometers afstand af Vejle. Der er ellers ikke noget oplagt dialektalt ved ordet “Himmelpind”, men måske er der tale om almindelig inspiration, der er smittet af fra den ene egn til den næste.
Kort, der viser placeringen af de fem steder med navnet Himmelpind.
Jeg har ikke kunnet finde nogen etymologisk vurdering af, hvor endelsen -pind kunne stamme fra, og opslagsværket Ordbog over det danske Sprog giver heller ingen entydige svar. Jeg tolker “pinden” som et tyndt, spidst fremspring, altså som et (måske lidt muntert tænkt) synonym for ordet “tinde”.
Et fællestræk ved i al fald nogle af Himmelpindene er, at de virkelig stiger stejlt mod toppen. I Vejles vestlige udkant ligger en Himmelpind nær Vardevej. Der er 55 meters højdeforskel mellem vejen og toppen, og det er vel at mærke på en strækning, der kun er ca. 110 meter lang. I lige linje giver det en gennemsnitlig hældningsprocent på 50%! Ikke noget at sige til, at stien til Himmelpind slår nogle slag undervejs – ellers ville kun bjergbestigere kunne klatre derop.
En anden Himmelpind møder vi ca. 4 km nord for Vejle. Her er det mere uklart, hvor Himmelpindens top er, men områdets højeste punkt befinder sig 88 meter over havet, hvilket er ca. 68 meter over bunden af den nærliggende Grejsdal. Afstanden er ca. 290 meter, så hældningen er på godt 23% i gennemsnit.
Lidt sydvest for Taulov ligger denne Himmelpind. Som kortet viser er toppens absolutte højde 39 meter over havet. Fra vest er højdeforskellen på ca. 33 meter.
Navnet Himmelpind er nyere end navnet Himmelbjerget. For alle fem Himmelpindes vedkommende optræder navnene første gang på skrift inden for perioden 1867-1941. Det er så langt oppe i historien, at man roligt kan regne med, at der i navnevalget ligger en bevidst forherligelse af stederne. Det var i turismens opblomstringsperiode, og det var højeste mode at finde vandrestaven frem og bestige høje punkter i landskabet. Og i Vejle var man helt klar over, at man havde et terræn, der var mere kuperet end de fleste andre steder i Danmark.
Dette ligner måske et typisk dansk landskab, men i et lollandsk perspektiv er det enestående.
Det er sjovere at sige “alper” end noget med “bakker”, så derfor har det kuperede område øst for den lille by Birket fået tilnavnet De Lollandske Alper.
Et Mont Blanc finder man ikke her, men man finder Lollands højeste jordpunkt på 29,5 meter over havet, hvoraf de syv udgøres af gravhøjen. I det hele taget er det virkelig et istids- og kulturlandskab med mange forskellige elementer (se kortet!), og så gør det knap så meget, at højdeforskellene hverken smager af Schweiz eller Ejer Bjerge.
De Lollandske Alper – eller Ravnsby Bakker, som det mere jordnære navn på området er – kendetegnes ved nogle store dødishuller. Det største hedder Møllelung, og det er arealmæssigt et af de største dødishuller i Danmark. Det er kort fortalt skabt ved, at der har ligget en enorm, løsrevet klump is her, mens gletsjerne var på tilbagetog. Denne isklump har optaget pladsen for al det sand og grus, som blev skubbet rundt, men til sidst smeltede klumpen, og så lå der et hul tilbage. I modsætning til andre fordybninger skabt under istiden har dødishuller ikke afløb – de ligger der, som hvis man udgraver et bassin hjemme i haven.
Det føromtalte sand og grus, som er dødislandskabets tro følgesvend, er eftertragtet, da det kan bruges til byggerier af alle slags, og Ravnsby Bakker aka. De Lollandske Alper er blevet hårdt angrebet af grusgravning i de sidste årtier. Det er dog for nylig lykkedes at frede området omkring Birket, således at landskabet lige akkurat bevarer sit geologiske særpræg. Situationen er nu, at der klos op ad hinanden ligger et hul, der er skabt i istiden, og et hul, der er skabt af mennesket. De er cirka lige dybe!
Et andet menneskeskabt terrænelement er Ravnsborg – engang en mægtig borg, hvis mure er svundet ind til næsten ingenting. Selve det 18 meter høje voldanlæg er dog velbevaret. 18 meter er altså meget, ikke kun efter lollandsk målestok, men også fordi den gamle borg ligger direkte ud til vandet.
Blandt de lokale motionister er De Lollandske Alper velkendte. Her finder man et terræn, der skiller sig ud fra alt det øvrige, som vitterligt ER meget fladt. Men sammenlignet med andre egne af Danmark er bakkeområdet hverken særlig stort eller særlig stejlt. Tager vi asfaltvejene, så ligger den hårdeste stigning på Ravnsborgvej. Den er 350 meter lang og stiger med 14 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 4. Jeg vil faktisk mene, at Valby Bakke i København er hårdere! Bemærk også den detalje, at voldstedet Ravnsborg har flere højdemeter end Lollands hårdeste stigning.
Men alle disse sammenligninger betyder ikke så meget, for bjergene ved Birket har deres egen charme. Og er det ikke sådan, at man måske i særlig grad hæfter sig ved det bakkede terræn, fordi det netop er så unikt for præcis denne del af landet? Jo sjældnere en juvel er, desto mere værdsættes den.
Landskabet omkring byen Birket er meget komplekst pga. de mange istids- og menneskeskabte terrænelementer. Kortgrafik: Danskebjerge.dk
Ovenstående er et mobilfoto fra den eftermiddagstur, jeg lige er kommet hjem fra. Det er ellers ikke noget jeg gør særlig tit. Altså tager billeder på mine cykelture.
Det har jeg jo ikke tid til! Træning er træning og ikke alt muligt andet. Og pauser går jo ud over gennemsnitsfarten. Uha uha. ?
Men i dag kørte jeg uden ur, så der blev hverken registreret tid eller rute. Uret var løbet tør for batteri, og jeg havde forlagt mit opladerkabel.
Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har cyklet en længere tur uden træningsuret på. Måske var det første gang i ti år.
Så selvfølgelig skete det op til flere gange undervejs, at jeg trak ærmet op for at kigge ned på det ur, der ikke var der. Man er vel slave at teknologien. ?
Hvis jeg skulle være politisk korrekt, havde jeg selvfølgelig nu sagt, at det var en øjenåbner – en eventyrlig befrielse ikke at have ur med og bare køre derudaf og nyde landskabet.
Meeen sådan var det nu ikke. Især på en solotur er uret med til at give træningen lidt struktur og nogle små aha-oplevelser. Og så er det også bare helt banalt en rar ting at vide, hvor langt man har kørt. Tal og data er godt.
Men der er grænser for galskaben. Elektronisk rutevisning bruger jeg f.eks. aldrig. Jeg cykler derhen, hvor min lyst fører mig – og vindretningen ikke mindst. Aldrig ud i medvind – det er ofte det eneste princip, jeg følger, bortset fra når jeg træner intervaller og den slags, hvor rutevalget har betydning.
Ville der være en mental gevinst ved at træne helt uden ur? Måske. Men det moderne menneske er jo vokset op med tiden som makker, så et urløst liv grænser til at være kunstigt.
Desuden er det altså ret praktisk – især her i årets mørke tid -, at man kan holde øje med, hvor lang tid der er til solnedgang. Jeg er ikke fan at landevejscykling i mørke, omend en solnedgang som den over Storebælt i dag da godt kan overvælde mig.
To sjællandske bakketoppe – Vejrhøjt og Kulsbjerg – vist på et topografisk kort, der stammer fra omtrent samme tid, som Achton Friis rejste rundt i Danmark.
Der er selvfølgelig en vis sandhed i, at “alt afhænger af øjnene, der ser”. Men det er også et lidt irriterende udtryk, fordi det kan bruges til at undergrave næsten ethvert forsøg på at foretage sammenligninger.
Maleren Achton Friis holdt sig – heldigvis – ikke tilbage, så da han i mellemkrigsårene rejste rundt og skildrede Danmark, vovede han sig ofte ud i at sammenligne den ene egn med den anden.
Blandt andet mente han, at Nordøstsjællands natur var overvurderet, og at Odsherred og Sydsjælland bød på mere interessante sjællandske landskaber.
Han laver også en tankevækkende sammenligning af Vejrhøj i Odsherred og Kulsbjerg ved Vordingborg. Han indtager nemlig det ret specielle synspunkt, at Kulsbjergs udsigt er bedre end Vejrhøjs. Vejrhøj er jo ellers kvantitativt højere end Kulsbjerg, og Vejrhøj har et mere dramatisk terrænfald, men til gengæld – påpeger Friis – er Vejrhøj mere jysk end Kulsbjerg.
Denne analyse afspejler, at maleren konstant er på udkig efter en egns karakteristika og egen skønhed. For ham er autenticitet afgørende, og Kulsbjerg er altså mere autentisk sjællandsk end Vejrhøj, som vel minder rigeligt om eksempelvis Mols Bjerge.
Her følger hans beskrivelse af det sydligste Sjælland, som han jo tydeligvis er meget begejstret for:
“Man tror, at dette Landskab med Hensyn til Skønhed og Storslaaethed nu har naaet sit Klimaks. Men man behøver blot at bevæge sig en lille Milsvej fra Vordingborg mod Øst, for næsten at glemme, hvad man hidtil har set hernede. Herude løfter sig de vældige Kulsbjerge, en Tvillingbanke, hvis sydligste Del naar 107 Meter og er Sydsjællands betydeligste Højde.
Mon man ikke herfra har den skønneste Udsigt paa hele Sjælland! Jeg mindes Vejrhøj i Odsherred som noget mægtigt betagende og storslaaet, et vildt Landskab, aabent og havfriskt. Men det virker jydsk. Dette har mange af de samme Egenskaber, men blandet med en uforlignelig, udpræget sjællandsk Ynde.
Et mægtigt Stykke af Sydsjælland ligger udbredt for Øjet fra Vest over Syd til Øst; og fra denne anselige Højde ser man bag alt dette de bestandig slyngede Sunde, blinkende mellem Landtunger og nære og fjærne Øer. Marker og Skove og spredte Gaarde ligger strøet mellem hinanden under mig i det bølgende Land. Et skønnere Skue over den „salten Øster-strand“ findes ikke, ingen mere fredfyldt og bedaarende Egn.”
Udsigten fra Fårebakkerne – med det kommende DSB-værksted indsat grafisk. Foto og grafik: Danskebjerge.dk
Det går stærkt med at forringe naturværdierne på og omkring den enestående Mogenstrup Ås i Sydsjælland.
Man skulle ellers tro, at den massive og ødelæggende grusgravning, der fandt sted i efterkrigsårene, havde fået os til at forstå, at vi skal være mere forsigtige med at forgribe os på de uerstattelige istidsbakker.
Men i de senere år har ødelæggelsen af åsen taget til med fornyet styrke.
Først vedtog politikerne, at der skulle bygges et nyt campus på en af skråningerne på Munkebakken i Næstved.
Munkebakken er det nordøstligste af de markante åspartier, der udgør Mogenstrup Ås og har været bypark siden 1927. Men selvom Munkebakken er et af de få grønne områder indenfor Næstveds bygrænse, havde den altså ikke større værdi for beslutningstagerne, end at den måtte give plads til et fleretagersbyggeri. En udvidelse af byggeriet blev vedtaget så sent som i 2020, således at hele bakkens sydlige side nu reelt er bebygget.
Dette anslag mod åsens ene endepunkt blev fulgt op af et angreb i den modsatte ende, nemlig ved Gishale Ås. Gishale Ås er en del af den række af åsbakker, der strækker sig fra Præstø og op forbi Næstved. Så selvom åsen teknisk set ikke er en del af Mogenstrup Ås, hører de altså geologisk sammen. Det pågældende åsparti var i forvejen gennemskåret af en sydgående vej, men nærmest fra den ene dag til den anden blev det udsat for en langt større ødelæggelse: Den langstrakte bakke blev simpelthen gravet ud på langs – på lige så aggressiv facon som den, mange af os troede hørte fortiden til. Den omfattende grusgravning blev igangsat uden debat eller nævneværdig presseomtale. Danskebjerge.dk indsendte ad to omgange læserbreve om det til den lokale avis, men de blev ikke bragt.
Den tredje underminering af Mogenstrup Ås fandt sted dags dato. Her vedtog politikerne i Næstved Byråd, at DSB gerne må opføre sit nye store centralværksted direkte for foden af Fladså Banker, også kaldet Fårebakkerne. Dermed bliver udsigten fra de fredede bakker domineret af et op til 10 meter højt anlæg med rangerspor og køreledninger, der strækker sig over en flere hundrede meter lang flade parallelt med åsen.
Projektet blev vedtaget på baggrund af en dispensation og på trods af højlydte lokale protester. Kun Enhedslisten stemte imod. Det er vist det sædvanlige mønster, når der er afstemninger i det byråd.
Kort fra Maerkmogenstrup.dk over området med Fårebakkerne og det kommende værksted.
Alt i alt kan man vel konkludere, at selvom Mogenstrup Ås er en naturværdi, der ofte nævnes i forbindelse med Næstved og omegn, så er det ikke noget, der står politikernes hjerte synderligt nært. Hvis der skal graves grus, eller der skal bygges uddannelsesinstitutioner og værksteder, så kommer åsen i anden række. Og det er vanskeligt som vælger at beslutte, at man så vil stemme på nogle andre lokalpolitikere til næste valg, da næsten alle partier er enige om, at ødelæggelserne er i orden.
Kameraet brokkede sig noget over tusmørket, men jeg nåede da lige at komme til tops på Jernhatten, inden de sidste rester af dagslys forsvandt.
Jernhatten ligger i det nordøstlige hjørne af Mols Bjerge og overses nok af de fleste turister. Men stien er dog ikke groet helt til, så der må komme mennesker her dagligt.
Det mest imponerende ved stedet er bakkeknoldens beliggenhed klos op ad kysten. Højdeforskellen er meget iøjnefaldende. Jeg tror næsten, at folk med højdeskræk vil kunne mærke det lidt i maven, når de kigger ned ad skråningen.
Kigger man udad, ses en lille mørk stribe ude i horisonten. Det er øen Hjelm, hvis historie bl.a. er knyttet til den navnkundige Marsk Stig. Hjelm er i øvrigt en af de mest kuperede øer i Danmark – med et højeste punkt, der befinder sig 45 meter over havet. Det er kun fire meter lavere end Jernhatten.
Når man zoomer ind på Hjelm, kan man godt se, at det er en kuperet ø.
