Højdeprofil og pulsniveau fra dagens fem runder. Som det fremgår, kom pulsen til at “følge” ruteprofilen.
Hvis du synes, at der er lidt langt mellem bakkerne i dit område, så find en kort rundstrækning, hvor du kan bevæge dig op ad den samme stigning flere gange på en træningstur.
Det gjorde jeg i dag. Udgangspunktet var en af Sydsjællands længste stigninger (45 højdemeter), som jeg besteg fem gange. Runden er 6,5 km lang, og med i alt 62 højdemeter på strækningen (opgjort ved manuel gennemgang på kort) bliver det til en del, når man kører rundt og rundt.
De fem runder gav samlet set 32,5 kilometer og hele 310 højdemeter. Hvis jeg var blevet ved og havde snuppet 15 runder, ville det være endt med 930 højdemeter. Det er på højde med, hvad man kommer ud for i f.eks. Danmarks mest bakkede motionsløb Grejsdalsløbet. Alt, der nærmer sig 1000 højdemeter på 100 km, er rigtig meget i et dansk landskab.
Korte rundstrækninger har selvfølgelig den indbyggede svaghed, at de i længden kan opleves lidt monotone. Men det er en metode, som kan bruges til at presse sig selv og undersøge, hvordan kroppen reagerer på højdemeterne. Og det er da i al fald sjovere end at sidde og glo ind i en væg på en spinningcykel.
Andre egenskaber, der er gode på en rundstrækning:
Skov eller anden form for læ undervejs
Så få vejkryds og kryptiske vejforløb som muligt, så man ikke skal bremse op
Mulighed for at køre rundstrækningen med uret, så man undgår at skulle krydse veje
Anden etape i Tour de France gav Danskebjerge.dk anledning til en ny måling af stigningsprocenter.
Bjergspurten op ad stigningen på Høve Stræde (i franske termer: Côte d’Høve Stræde) sluttede nemlig på Veddingevej, og dermed skulle rytterne forcere et skarpt og stejlt højresving. Hvor stejlt er der egentlig i det sving? Det er der vist ingen, der har forsøgt at måle – før nu.
Der findes i forvejen to angivelser af Høve Strædes maksimale stejlhed. Den ene angivelse står slet og ret på et højt vejskilt, som har været et slags vartegn for Høve Stræde, siden ruder konge var knægt. Ifølge skiltet skråner vejen med op til 10%.
En anden angivelse er af nyere dato. Det er nogle blå skilte, som er sat op for nylig for at markedsføre Odsherred som et område med skrappe cykelbakker. Den maksimale stigning på Høve Stræde ligger ifølge disse skilte på 8,8%.
To skilte på stigningen Høve Stræde-Veddingevej: Det ene er det nye Tour de France-skilt, det andet har stået på toppen af Høve Stræde i en lang årrække.
Men hvad viste det elektroniske vaterpas så?
Jeg må indrømme, at jeg ikke foretog målinger helt fra bunden af stigningen. Jeg nøjedes med at konstatere, at stigningen virker stejlest nær toppen, dvs. nær svinget ind på Veddingevej (bekræftet via topografiske kort med 0,5 meters højdekurver).
Her kunne det hurtigt slås fast, at den maksimale stigningsprocent på Høve Stræde er højere, end hvad de nævnte skilte fortæller. Lige nedenfor Veddingevej-svinget viste målingerne nemlig en hældning på op til 11 procent.
Ved svinget ind på Veddingevej tiltager denne hældning imidlertid kraftigt. Mere end én måling sagde 18% i svinget, så 18 må hermed betragtes som bakkens maksimale stigningsprocent. Ganske vist rækker denne hældning kun over et kort stykke, men det er nok til, at det har betydning for stigningens samlede sværhedsgrad – især fordi det stejle sted ligger så langt oppe på bakken.
De cykelmotionister, der passerede mig under opmålingen, lød da også ret så forpustede! Man kan altid diskutere, over hvor stor en strækning man skal udmåle den maksimale stigningsprocent. Jeg mener jo, at man i Danmark har så relativt korte stigninger, at det giver mening at snævre målingerne meget ind – gerne helt ned til 1 meters afstand. Andre mener, at man skal måle den maksimale stigningsprocent ud fra et 2 meter langt stykke. Atter andre kræver endnu flere meter.
Men selv hvis man udvidede Høve Stræde-stigningens stejle parti til at gå fra Høve Stræde, rundt i svinget til Veddingevej og op til det punkt, hvor svinget ophører, så ville stigningsprocenten på det stykke stadig være højere end de 8,8%, som de blå skilte hævder. Så det er umiddelbart lidt en gåde, hvordan nogen er nået frem til dette tal. Det øverste af de blå skilte står endda på Veddingevej – og dermed lige efter det stejleste sted på bakken.
Til sammenligning opfatter jeg 10%-skiltet som mere plausibelt. Det står skråt overfor Veddingevej og refererer således alene til Høve Stræde, ikke til det skrånende sving. Jeg synes, det giver god mening at skrive, at Høve Stræde på det øverste stykke stiger med 10%. Godt nok er det marginalt lavere end mine 11%, men tager man et gennemsnit over nogle meter, virker tallet 10 ganske repræsentativt.
En af forskellene på Jylland og Sjælland er, at der i Jylland findes kontinuerligt stigende vejstrækninger med en højdeforskel på mere end 100 meter. Fænomenet forekommer simpelthen ikke på Sjælland. Ganske vist er der enkelte steder på Sjælland, hvor asfalten befinder sig i lidt over 100 moh., men vejene til disse lokaliteter er lange og snørklede, hvis man skal starte ved et punkt, der befinder sig 100 meter lavere.
Den stigning, der kommer tættest på, er stigningen op til Vejrhøj. Vejrhøj-stigningen angives oftest til at være på 65-80 højdemeter, men starter man knap 400 meter nede ad Dragsmøllevej (i 6 meters højde over havet) og kører helt til Vejrhøjvejs asfalterede afslutning (99,5 moh.), bliver den samlede højdeforskel faktisk på hele 93,5 meter. Længden på strækningen er så 2.000 meter og den gennemsnitlige stigningsprocent 4,7.
Det gør Vejrhøjvej-stigningen til Sjællands objektivt set hårdeste stigning. Den kan næsten måle sig med de allerhårdeste i Jylland. Den er heller ikke langt fra at slå de største bakker på Bornholm. Ser man isoleret på stejlheden, så er Vejrhøj-stigningen dog ikke så exceptionel. Stigningsprocenterne er generelt éncifrede. Kun på de sidste 90 meter bider bakken lidt mere til. Her er stigningsprocenten på 11% i gennemsnit.
Strækningen Dragsmøllevej-Vejrhøjvej på kort med satellitfoto og højdekurver. De røde prikker repræsenterer stigningens to yderpunkter. Den sorte trekant peger på stigningens stejleste sektion.
Ét af de større minusser ved Vejrhøjvej er, at vejen slutter blindt. Jeg vil ikke desto mindre anbefale motionister at prøve Vejrhøj-stigningen, når de er i Odsherred. Øverst oppe er der nemlig fine udsigter, man kan nyde. Bl.a. til en af Danmarks største gravhøje, Vejrhøj, der har lagt navn til flere lokaliteter på egnen. Man kan også skue mod øst, hvor den lavtliggende Lammefjords flade terræn gør det muligt at se mange kilometer ud i horisonten.
I øvrigt: Hvis du helt vil undgå at krydse veje og alligevel få en så høj elevation ud af anstrengelserne som muligt, så vil jeg anbefale at komme fra nord ad Kalundborgvej. Kør forbi Vejrhøjvej-/Dragsmøllevej-krydset, og drej ind til højre ad Kolåsvej. Dermed startes i 12,5 moh., og højdeforskellen bliver 87 meter. De 1.650 meter får dermed en gennemsnitlig stigning på 5,3%.
Ved min seneste cykeltur til toppen af Vejrhøjstigningen tog jeg disse billeder med mobilen:
Udsigten mod øst helt fra toppen af Vejrhøjvej (99,5 moh.). Vejen ned mod svinget er den del af bakken, der har den største hældning.Kig mod nordøst til oldtidsmindet Vejrhøj (120 moh.). Derfra kan man se ud over Nekselø Bugt til den ene side og Lammefjorden til den anden.
Dagen i dag bød på en tur til Gunderslevholms skove. Og på et klassisk møde med en modstander af skovgæster!
Anledningen var, at vi ville se til Grundtvigsdyssen – den berømte dysse, der er lige så stor og imponerende, som den er usselt vedligeholdt. Dyssen har været overgroet i mange år, men man ved jo aldrig, om der lige har været nogen forbi for at rydde op i den.
Det havde der så ikke været – det stod klart allerede ved den pæl, der viser vej ind til Grundtvigsdyssen. Der er godt nok en pil på pælen, men ingen sti i den retning, pilen peger. Jo, altså, stien har været der – jeg har gået på den mange gange -, men den er nu helt og aldeles tilgroet.
Fortidsmindepæl uden tilhørende sti
Dette var dog et mindre problem sammenholdt med den jungle, som selve dyssen viste sig at være begravet i. De mange sten nedenfor dyssekammeret er fuldstændig skjult og utilgængelige pga. tætte formationer af brombærbuske. Der gror også mellemhøje træer inden for randstenene. At der står en informationstavle ved siden af fortidsmindet, er nærmest latterligt, når man er forhindret i at se det.
Informationstavlen foran den permanent tilgroede langdysse
Nå, men oven på skuffelsen vendte vi tilbage til skovvejen og gik i retning af Tystrup Sø. Undervejs blev vi overhalet af en skrattende buggy med to mand i. Vi talte om, at det måske var skovfogeden.
En halv kilometer længere fremme åbner terrænet op ud mod søens sydlige bred, og ved en åbning i hegnet gik vi ad et spor, som jeg har benyttet flere gange før. Sporet var – som så meget andet – ret tilgroet, men der var da nogle friske kørespor i græsset.
Åbningen i hegnet med spor ned mod bredden af Tystrup Sø. Godset mener ikke, man må gå herned.
Disse spor viste sig at være skabt af førnævnte buggy, som nu holdt nede ved bredden. Da vi gik derned, kom den ene af personerne fra buggyen over og spurgte, hvem vi var. Vi fortalte, at vi såmænd bare var skovgæster, og så fulgte en samtale, som i komprimeret form foregik sådan her:
Skovfogedtypen: – I må ikke gå hernede. Det er af hensyn til vildtet. Mig: – Nå, men der er jo ellers et spor her, og jeg er ret sikker på, at der også plejer at være en sti? Skovfogedtypen: – Nej, og I må ikke færdes på stier i skoven. Mig: – Må vi ikke gå på stier? Skovfogedtypen: – Nej, kun på skovvejene. I kan jo også se, at der ikke er nogen spor her. Mig: – Tja, men oppe ved Grundtvigsdyssen var der jo også vokset til. Må vi så heller ikke gå dér? Skovfogedtypen: – Jo, men der er jo en markering. Mig: – Men hvis I mener, at folk skal holde sig til bestemte veje, hvorfor lader I så en sti, som man gerne må gå på, vokse til? Skovfogedtypen: – Det er ikke vores ansvar.
Og det sidste har han for så vidt ret i. Der findes – desværre – ikke nogen lov, der regulerer offentlighedens adgang til fortidsminder i private skove.
Aktuelt luftfoto fra SDFI med tydelige spor i det åbne terræn.
Jeg har efter turen til Gunderslevholm kigget nærmere på paragrafferne, og det nærmeste, jeg er kommet en bestemmelse om krav til pleje, er museumslovens paragraf 29q, stk. 2:
“Beskadiges, ændres eller flyttes et fortidsminde, kan kulturministeren påbyde ejeren og brugeren at genoprette den hidtidige tilstand samt at foretage foranstaltninger, der er nødvendige for at hindre nye beskadigelser.”
Jeg mener jo, at et fortidsminde tager skade af at gro helt til. Bevoksning kan f.eks. påvirke stenenes placering. Men ak, i vejledningen til skovejere vedr. fortidsminder står der tydeligt, at bevoksning aldrig er skovejerens ansvar, så længe der ikke er tale om nybeplantninger:
“Selvom selvforynget opvækst kan gøre samme skade på fortidsmindet som den tilplantede bevoksning, er den ikke omfattet af loven. Ejeren kan således ikke pålægges at fjerne selvforynget opvækst på fortidsminder.”
Ergo: En berømt langdysse kan forsvinde permanent i tykke lag af brændenælder og stikkende brombærbuske, uden at nogen gør en pind ved det.
Jeg er ikke tilfreds med, at loven er sådan. Jeg håber, at den bliver lavet om.
Hvad der så er indgået af specifikke aftaler vedr. Grundtvigsdyssen, ved jeg ikke. I 2008 blev dyssen grundigt restaureret (det var bl.a. i den forbindelse, at den nuværende informationstavle blev opsat). Nationalmuseet stod for projektet i samarbejde med Gunderslevholm Gods, men måske har parterne bare pakket deres sager sammen efter istandsættelsen uden at aftale en plan for, hvordan dyssen kunne holdes pæn og tilgængelig i de følgende år?
Spørgsmålet er også, om private skovejere overhovedet har en interesse i, at fortidsminderne i skovene tager sig indbydende ud. Jagt er jo i høj kurs blandt skovejerne, og som vores “ven” fra buggyen var inde på, kan det være irriterende for dem, hvis de så også skal tolerere skovgæster.
Men kunne skovens “politibetjente” i det mindste ikke holde sig til sandheden? Jeg oplever gang på gang, at når man møder disse mennesker, så argumenterer de fejlagtigt – eller måske i virkeligheden løgnagtigt. For det er jo ikke sandt, at man som skovgæst i en privat skov kun må gå på skovvejene. Faktum er, at man også må gå på stier – det står endda på skiltene i Gunderslevholms egen skov!
Modsat hvad buggymanden påstod, må man godt gå på stier i Gunderslevholms skove.
Det øger heller ikke min respekt for den overvægtige buggymand, at han benægtede, at der er stier på engen ved søbredden. Det er der nemlig. Godt nok er de som sagt noget tilgroede – i forsommeren er nærmest alt jo groet til -, men på luftfotos kan man tydeligt se, at der er brugsspor i netop det område. (Se foto.) Jeg vil til hver en tid mene, at der er adgang for gående her.
Ja, og så kan jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af, at en mand, der kører rundt i en buggy i skoven og parkerer for at nyde søudsigten, kommer hen og afviser gående skovgæster med den begrundelse, at de er til gene for rådyrene. Jeg fik virkelig lyst til at diskutere med ham mere indgående, men jeg holdt mig i skindet. Det var jo lørdag, og vejret var godt.
Det er sjældent nogen specielt bjergrig oplevelse at køre den direkte vej mellem de sjællandske købstæder. En undtagelse er vejene fra Næstved mod nord – til Sorø og til Ringsted. Her kommer man nemlig i karambolage med Susåen, og det giver højdemeter.
Jeg har regnet ud, at den ca. 30 km lange hovedvejsstrækning Næstved-Sorø er omtrent lige så kuperet som f.eks. Vejle-Horsens og Århus-Silkeborg (med tilsvarende distancer).
Forleden lagde jeg nogle omveje ind på turen mellem Næstved og Sorø og nåede dermed op på 300 højdemeter (ifølge Strava – og tallet virker plausibelt). Det er jo ganske solidt efter sjællandske standarder! Undervejs besteg jeg fire stigninger på 30 højdemeter eller mere. Stejlest var en spøjs lille sag ved Vetterslev – nok op til 10%, men vel kun 15 meter i højdeforskel.
Højdeprofil: Strækningen Næstved-Sorø med indlagte genveje.
Når jeg møder københavnske venner, der har Valby Bakke som primær reference, driller jeg dem somme tider med, at der mellem Ringsted og Næstved er tre-fire stigninger, der er hårdere end Valby Bakke. Det er sjovt (synes jeg), fordi området mellem Næstved og Ringsted normalt ikke forbindes med kuperet landskab. Men det går altså ret meget op og ned, og igen er det Susåen, der gør sig gældende.
Faktisk er Susåen (og dens tilløb) leverandør af de fleste større bakker på den sydlige halvdel af Sjælland. Deri ligger umiddelbart et paradoks: en å er jo en fordybning i landskabet. Men som i så mange andre sammenhænge er det højdeforskellene, der danner grundlag for et kuperet landskab – ikke den absolutte terrænhøjde.
De skråfotos, som Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har gjort frit tilgængelige, har vel egentlig mest et praktisk formål – de dokumenterer landet, som det ser ud, nøgternt og objektivt, som et landkort. Men nærmest utilsigtet giver fotoservicen også mulighed for et fascinerende kig på Danmarks landskaber. At billederne er taget lidt forskudt – i modsætning til de traditionelle satellitfotos – giver terrænet en langt mere interessant karakter.
Nedenfor har jeg valgt nogle vinkler ud og lavet en lille samling af skråfotos fra nogle af Danmarks mest spektakulære kystlandskaber. Se flere på Danskebjerge.dk’s Facebookside.
Fyret på Rubjerg Knude, Nordvestjylland.Hammershus borgruin, Nordbornholm.Hanklit, Mors.Dronningestolen og Geocenter Møns Klint, Høje Møn.
