Blogsbjerg

Stenhuset ved Strands i Mols Bjerge er en meget iøjnefaldende stendysse fra bondestenalderen. Man kunne kalde den arketypisk – og så alligevel ikke.

Kammeret med de fem bæresten og den store dæksten står på toppen af en bakkeknold. Og det er sådan, mange af os forestiller en gravhøj: En samling af sten oven på en høj.

Men i virkeligheden er Stenhuset lidt unormal. For ganske vist blev stenalderens dysser ofte placeret på højt beliggende steder i terrænet, så de kunne ses fra stor afstand. Men der var sjældent tale om kuppelformede bakker som denne.

Kuppelformen gjorde først sit indtog i bronzealderen – med gravhøje bygget op fra bunden af græstørv. Bronzealderfolket nedprioriterede de store stenkonstruktioner med kæmpekamre. (Se billede fra Stabelhøje nederst.)

Stenalderfolket var derimod stenbyggere om en hals, og når de arbejdede med jord, så var det mest for at fylde det ind imellem randstenene og måske op omkring et dyssekammer.

Faktisk er det i de senere år blevet debatteret blandt forskere, om stendysserne i for høj grad er blevet forbundet med anlæggelse af jordhøje. I beskrivelser af dysser uden jord imellem stenene har man traditionelt antaget, at jorden bare er skredet ud og forsvundet. Men kritikerne af denne antagelse har påpeget, at nogle af de jordfattige dysser kan have været jordfattige fra starten. Eksempelvis fordi man i stenalderen – ligesom os i dag – elskede synet af de store sten og derfor ikke så nogen grund til at dække dem til.

Men hvor placerer det så Stenhuset? Ja, ud fra kammerets forholdsvis avancerede opbygning at dømme er Stenhuset en af de dysser, der blev anlagt sent i stenalderen. Det kan tænkes, at man på dette tidspunkt var begyndt at få øjnene op for kuppelformede gravhøje, og at Stenhuset på den måde er en kombination af stenalderens dyssetradition og den mere ”moderne” gravhøj, der brød igennem i bronzealderen.

På den led er dyssen mere atypisk end typisk. Men ikke desto mindre meget flot.

(Det er muligt at besigtige Stenhuset, og der er en informationstavle ved den. Der skulle også være en trampesti derhen til, men jeg fandt ikke nogen sti, da jeg besøgte stedet – hvilket måske kan hænge sammen med, at der lige var blevet pløjet. Men så må man jo vade ind over marken.)

I bondestenalderen påbegyndte mennesket en sejlivet tradition: at indsamle store sten og placere dem oven på terrænoverfladen. Ikke for at bygge boliger til de levende. Men for at skabe rammer for de døde. I hvert fald indeholder disse anlæg typisk én eller flere grave.

Det vilde er, at stenalderfolkenes byggerier er så pokkers store. Tag nu Danmarks længste langdysse. Den ligger ved Skive, er noget beskadiget, men blev engang opmålt til at være 185 meter lang. En ordentlig krabat – næsten lige så lang som to fodboldbaner i forlængelse af hinanden.

For nylig har jeg besøgt to andre langdysser, der også er blandt Danmarks længste. Det er Grønsalen ved Fanefjord Kirke på Møn og langdyssen ved Reerslev sydøst for Kalundborg. Den første er 102 meter lang, den anden 100 meter. I højden måler de begge beskedne to meter. Men det er konceptet med omgivende randsten, der gør disse dysser til så imponerende anlæg. Tænk engang at skulle skaffe store sten til at sætte rundt om en høj, der er hundrede meter lang. Ved Reerslev er mange af stenene væk i dag, mens Grønsalen stadig har hele 145 randsten (foto herunder).

Bondestenalderens stenbyggerier var i et par årtusinder de største i Danmark. Og jeg er lige ved at sige: Det er de stadig. For der er da forholdsvis langt imellem, at der i dag laves bygninger, som er mere end 100 meter lange, er der ikke? De af vore bygninger, der har religiøse formål, kan i al fald ikke hamle op med dem fra bondestenalderen. Danmarks længste kirke, Aarhus Domkirke, er kun 93 meter lang.

Okay, selvfølgelig er nutidens – og vel også middelalderens – stenbyggerier mere avancerede end oldtidens. Men de stakkels stenalderfolk havde næsten ingen teknologi til rådighed, da de anlagde deres langdysser, og alligevel leverede de så iøjnefaldende arkitektur. Det kan man kun have dyb beundring for.

I bronzealderen ændrede gravtraditionen karakter. Nu skulle gravene være kuppelformede og helst ligge højt i terrænet. På en måde blev højde det nye sort (Danmarks største gravhøj, Hohøj ved Mariager, er 12 meter høj), mens de lange rækker af store sten gik af mode. Specielt i 1800-tallet blev et utal af sten fjernet og brugt til diverse andre byggeprojekter, og kun en gæv kamp for at få fredet langdysserne hindrede ødelæggelserne i at fortsætte. At Grønsalen i dag har så stor en del af sine randsten bevaret, hænger meget sammen med, at dyssen blev fredet allerede i 1831.

/Jacob

(Foto øverst og i midten: Grønsalen, Møn. Foto nederst: Reerslev-dyssen, Nordvestsjælland.)

Jeg var engang ved at skrive til Geodatastyrelsen for at gøre opmærksom på noget, der måtte være en fejl. På styrelsens digitale højdekort var der nemlig et område sydøst for Billund, som så helt underligt ud. Adskillige markante buer var placeret bag hinanden, nærmest koncentrisk. Sådan kunne et terræn umuligt se ud, tænkte jeg.

Men siden har jeg indset, at den er god nok. Området omkring landsbyen Bindeballe – inderst i Vejle Ådal – ER højest ejendommeligt. Set fra luften ligner det nærmest et kæmpe stykke Haribo Rotella. Visse steder er der over 20 små buer i rad og række, vel at mærke inden for en afstand af blot et par kilometer. Højdeforskellen imellem buernes rygge og deres dalstykker er 5-15 meter.

Når dette besynderlige landskabsfænomen ikke er så omtalt, så hænger det nok især sammen med, at geologerne har haft svært ved at forklare, hvordan det er opstået. Ting, der ikke kan forklares entydigt, har det med at blive ignoreret lidt af videnskaben. Den fremherskende teori om Bindeballebuerne er dog, at de er skabt af smeltevand ved fronten af en gletsjer. Vandet er blevet presset frem mod en gletsjerport, og så er der på en eller anden måde opstået turbulens. En turbulens, der er afspejlet i de langstrakte, kredsformede bakker.

/Jacob

I en koncertanmeldelse fra Roskilde bidrager Ekstra Bladet til myten om det forfærdelige danske vejr. Om en nigeriansk sanger hedder det:

“Næppe ret ofte er det vist silende regnvejr og 16 grader i Lagos, men Kuti jr. så nu alligevel ud til at føle sig hjemme på Orange.”

Ergo: I Afrika er det altid godt vejr, mens Danmark trækker nitten – er altså anmelderens pointe. Men det er noget vrøvl.

Jo vist er det varmere i Lagos, men om sommeren falder der faktisk ca. fire gange så meget regn som i Danmark. Det ved Ekstra Bladet tydeligvis ikke. Her holder man sig til den fordomsfulde barnelærdom, der siger, at når man kommer fra Afrika, så vader man per definition rundt i tørt ørkensand under en bagende sol.

Der vil selvfølgelig nok være dem, der hellere vil stå i regnvejr i fire ud af fire dage i næsten 30 graders nigeriansk varme end stå i regnvejr i én ud af fire dage i 16 grader. Personligt foretrækker jeg det køligere og tørrere vejr.

I øvrigt er det ikke sådan, at jeg går rundt med førstehåndsviden om klimaet i alverdens storbyer. Men det er temmelig enkelt at slå den slags data op. Oftest overraskes man. Danmarks klima er nemlig forbavsende tiltalende, når man sammenligner med mange andre landes.

Se også tidligere indlæg om sammenligning af nedbør i hovedstæder.
http://blogsbjerg.danskebjerge.dk/#post308

/Jacob

København er en af de fladeste hovedstæder i Europa, men det er ved at ændre sig. På Amager er der i de senere år blevet bygget opad – navne som Bjerget og Amager Bakke vidner om den himmelstræbende tendens -, og nu er der højtravende, men dog konkrete planer om endnu mere markante byggerier længere mod nord i København.

http://nyheder.tv2.dk/lokalt/2017-06-17-koebenhavn-kan-faa-hoejhus-paa-330-meter

Ét projekt handler om to tårne i Nordhavn på hhv. 190 og 330 meter. I forvejen har den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels et forslag liggende hos kommunen på et 285 meter højt hus. Faktisk er der allerede ved at blive bygget højt i København: I Carlsberg Byen etableres tårne på op til 120 meter. Det er højere end Københavns hidtidige højdespringer, tårnet på Christiansborg (106 meter).

Hvad skal man mene om det? Tja, jeg har for så vidt ikke noget imod højhuse. Jeg synes blot, det er vigtigt, at man har en strategi. Højhuse kan være enkeltstående monumenter – en slags kunstværker à la Turning Torso i Malmø (190 meter). Eller de kan indgå i en gruppe af højhuse, der tegner en bys skyline.

Mellemtingen derimod er sjældent køn, og det er den udvikling, jeg kan være bekymret for. Jeg har bl.a. set, hvordan skyline i flere store amerikanske byer er faldet uheldigt ud. Der stritter nogle højhuse op hist og her, og på afstand ligner det et stolpehegn, der aldrig er blevet bygget færdigt. New Yorks skyline er derimod betagende, men det vil koste milliarder at opbygge noget tilsvarende, og i øvrigt er København jo ikke New York.

Jeg synes, det er fint at tænke høje tanker, men håber, at de politikere, der skal godkende projekterne, beholder begge ben på jorden.

/Jacob

Så fik jeg endelig lejlighed til at prøve Lollands terræn af – på cykel vel at mærke.

Jeg er ret velbevandret i Lollands geografi og har været der et utal af gange. Men først denne weekend satte jeg mine cykelhjul på øens overflade.

Noget af det interessante ved det lollandske terræn er fraværet af bakker. Det er hovedsageligt en flad oplevelse at cykle på Danmarks fjerdestørste ø, omend den visse steder byder på nogle svage buler i landskabet. Det gælder bl.a. syd og sydøst for Maribo, som var mit udgangspunkt for den 68 km  lange tur. I dette område forekommer vejstrækninger, der stiger sammenhængende med 5-8 højdemeter, oftest i forbindelse med små ådale, og ved Grønnegade finder man et af Lollands højeste punkter (27 moh.).

Helt pandekageagtigt er der med andre ord ikke, men når vinden er svag som i dette tilfælde, henter man altså stadig en smule ekstra fart alene ved et ukomplicerede terræn. Samlet vil jeg anslå min tidsgevinst på turen til at være på ca. 1 km/t,- i cykelløb vil det nok være mere.

Ved Nysted kan man ikke komme længere sydpå, for der ligger Femern Bælt. I stedet drejede jeg nordover og kom ind i et endnu nemmere terræn. Hele vejen fra udkanten af Nysted til udkanten af Nykøbing kunne jeg køre i et og samme gear uden større problemer, og med en marginal medvind kørte jeg det ca. 12 km lange stykke med et par og tredive i snit og en puls på ca. 135. Det næsten bakkeløse terræn fortsatte vestover tilbage til Maribo.

(Hvis jeg skulle have prøvet noget endnu mere fladt, skulle jeg være taget til Vestlolland, hvorimod der i et lille område på Nordlolland (‘De Lollandske Alper’) ville have været nærmest kuperet – dog stadig uden bakker på over 20 højdemeter.)

Men er det så egentlig fedt at cykle på den flade lollandske slette?
Ja, der er helt klart fordele. Bl.a. kan man nemt tilrettelægge sin træningsintensitet, fordi der ikke er nogen større stigninger at tage hensyn til – kun eventuel vind. Til gengæld kan man nok også komme til at savne bakkerne. Ikke kun fordi bakker automatisk tvinger pulsen op, men også fordi de i lighed med andre landskabselementer fungerer som fikspunkter på en rute – de er med til at give turen “karakter”. Man kommer nemt til at kigge lidt rigeligt på kilometertælleren, når man cykler på det flade og landskabsmæssigt begivenhedsfattige Lolland.

Højdepunkter havde min cykeltur dog. Hvis ikke af topografisk, så af æstetisk art. Turens klimaks var Nysted by. Vældig hyggelig lille havneby, der minder lidt om Ebeltoft og Allinge.

Derudover er det en fornøjelse bare at se på stednavne her. Jeg passerede således småbyer som Krønge, Sløsse og Øllebølle. Søllested nåede jeg ikke. 🙂

/Jacob

Mange holder af raps. Se bare alle de Facebookopslag med fotos af rapsmarker. Folk elsker rapsens overvældende gule farve og det sikre tegn på sommer, som rapsmarker i fuldt flor er.

Nogle anfører så, at rapsmarker ikke er rigtig natur. De er nærmest det modsatte, siger de, for en intensivt dyrket mark efterlader næsten ingen plads til biodiversitet.

Nuvel, men hvad er så egentlig natur?

Bromme Plantage er et godt udgangspunkt for en sådan diskussion.

For 300 år siden var det et sandet, let bølgende åbent landskab. Det var dyrket af bønder med primitive redskaber og ingen sprøjtemidler. Så blev der plantet grantræer i området, hvilket givetvis bedre kunne betale sig, når nu jorden var så porøs. Men kom der mere eller mindre natur ud af dét? Det kan diskuteres.

Efter Anden Verdenskrig kom næste omvæltning: Grusgravning. Store stykker af plantagen blev ryddet, og gravemaskiner åd løs af sand og grus. Kom der mere eller mindre natur ud af dét? Hvis vi vælger at kalde granplantagen for natur, så medførte grusgravningen mindre natur.

I de seneste par årtier er dele af grusgraven (som også til dels fungerede som losseplads) blevet ”retableret”. Terrænet er blevet møbleret lidt om, der er bygget kunstige bakker, og der er kommet bevoksning på skråningerne. Mere natur? Ja, der kom mere natur ud af det, hvis altså landbrugsjord, som blev gjort til plantage, som blev gjort til grusgrav, som blev gjort til naturområde, kan kaldes natur.

Hvis det hele får lov at gro frit, vil man om nogle år ikke kunne færdes i det område. Buskadset vil simpelthen være for tæt og genstridigt. Allerede nu er der steder, hvor brændenælderne fylder så meget, at det kan være en tvivlsom fornøjelse at færdes der. Hvis der overhovedet er tale om mere natur, så er det i hvert fald en natur, der vil være svært tilgængelig. Og hvad er den natur så værd, kunne man spørge?

Men lupinen er her. Og den er køn i sine overvejende lilla nuancer, der stråler selv i gråvejr, som det var i dag, da jeg var på besøg i Bromme. Natur? Tjah, lupinen er kommet, fordi jordbundsforholdene i den nedlagte grusgrav og losseplads passer den godt. Men den er nok også kommet, fordi der har ligget affald fra bl.a. haver her – med små lupinfrø. Naturligt forekommende midt på Sjælland er den i hvert fald ikke.

Det er den heller ikke på Island. Jeg besøgte Island sidste år og var bl.a. betaget af den blå lupin, der voksede over alt i det unge, stenede istidslandskab (se mit foto nederst). Men Alaska-lupin, som den hedder, er et fremmedlegeme. Endda et fremmedlegeme, som mennesket selv har indført. Den skulle begrænse jorderosion, men endte i stedet med at brede sig og kvæle andre plantearter. Gør det Alaska-lupinen mindre smuk? Skal man betragte den som et trist udtryk for forringet natur, fordi den er indført af mennesket i nyere tid?

Jeg har ikke et sikkert svar på disse spørgsmål. Men én ting ved jeg, og det er, at der ikke findes ret meget natur, der er urørt af menneskehånd, og den natur, der kun vokser på egne præmisser, er ikke nødvendigvis en natur, vi mennesker vil elske.

/Jacob

Sammenlign lige de her to sætninger. De er fra hhv. den danske og den norske færdselslov:

– “Ved svinging eller annen vesentlig endring av kjøretøyets plassering i sideretning skal det til veiledning for annen trafikant gis tegn.”

– “Kørende skal give tegn før igangsætning fra kanten af vejen og før vending og svingning.”

De to udsagn ligner hinanden, men der er den forskel, at den norske sætning indeholder “til veiledning for annen trafikant”.

Jeg er ikke jurist, men der er alt andet lige tale om en understregning af, at det er i kommunikationen med andre trafikanter, at signalgivningen er påbudt i Norge.

Og hvorfor nævner jeg så dette? Jo, fordi jeg mener, at den danske færdselslov er meget restriktiv og overlader alt for lidt til trafikanternes egen dømmekraft. Giver det mening at give tegn, når der ikke er andre trafikanter i nærheden? Nej, det gør da ej, men i Danmark har man en firkantet færdselslov. Og omfattende er den tilmed.

I den norske “Forskrift om kjørende og gående trafikk” er der 21 paragraffer. I den danske “Færdselslov” er der 144 paragraffer. Altså syv gange så mange. Okay, det kan godt være, at der så i Norge er nogle ting, der står i andre love el.lign. Whatever. Faktum er, at de norske trafikregler er langt enklere end de danske.

I Norge må cyklister f.eks. godt cykle på fortove. De skal blot vise hensyn og tilpasse farten.

De må også godt cykle over fodgængerfelter! Det indebærer dog ændrede vigepligtsregler. Hvis man som cyklist vil have samme rettigheder i fodgængerfelter som gående, må man stå af og trække!

Derudover “mangler” en stribe love for cyklister, som man finder i Danmark. Det er f.eks. ikke lykkedes mig at finde norske love om, hvor store materialer der må transporteres på cykler. Eller om antallet af fødder, der skal være på pedalerne. Eller om antallet af køretøjer, der må føres ved siden af en cykel, som har tre eller flere hjul.

Det er ting, som er defineret i den danske færdselslov. Helt overflødigt, hvis man spørger mig!

Jeg går ind for en ny cykellov i Danmark. En cykellov, der skal forenkle reglerne. Og som skal lægge mere vægt på trafikantens agtpågivenhed og ansvar end på detailregulering af adfærd.

I Danmark har vi lullet os ind i en “lov er lov”-tilgang til mange ting. Danskerne er på det punkt meget autoritetstro. Vi glemmer at spørge, om loven giver mening. Og når vi ikke spørger, så bliver alting ved med at være, som det altid har været.

Jeg siger ikke, at vi skal overføre hele den norske færdselslov til Danmark. F.eks. er jeg ikke sikker på, at cyklisme på fortove vil fungere herhjemme. Men lad os finde tilbage til et mere pragmatisk forhold til trafikal adfærd. Og lad os finde inspiration i udlandet.

Læs om Danskebjerge.dk’s forslag til ny cykellov her:
http://danskebjerge.dk/topolitik7.htm

/Jacob

Okay, indrømmet, jeg har nok en hang til at gå lidt imod de gængse holdninger. Men det er fordi jeg synes de tit er for letkøbte.

Tag nu f.eks. sagen om de deltagere, der kørte over for rødt i Grejsdalsløbet. Hvor har folk dog haft travlt med at fordømme dem. Inklusive arrangørerne. Der var endda en video, der angiveligt dokumenterede udåden.

Jeg kan for så vidt godt forstå reaktionen fra folkeviddet – og mente sådan umiddelbart også selv ud fra omtalen, at dem, der blev afsløret, var nogle værre bisser.

Nu er der så bare lige det med videoklip fra trafiksituationer, at de ofte kun giver et halvt billede af, hvad der faktisk er sket.

Tit drejer det sig om optagelser fra bilister, der i ti sekunder har kørt bag ved en gruppe cykelryttere, som fylder op i vognbanen. Dette fremstilles som grov chikane og skødesløshed fra rytternes side. I virkeligheden indeholder billederne ingen dokumentation af lovovertrædelser. Man finder nemlig ikke ud af, om bilisten bare har kørt bag ved rytterne uden at give signal. Det er kun, hvis rytterne ikke reagerer på et tydeligt signal, at de gør sig skyld i en færdelsforseelse.

Alligevel kan man være sikker på, at videoer af den type bakkes op af et væld af Facebook-brugere, der med hadske vendinger nedgør folk på cykel. Det er en sørgelig tendens.

I tilfældet med Grejsdalsløbet mener jeg også, at mange har været for tidligt ude med fordømmelserne. På videoen ser man nemlig næsten ikke den øvrige trafik. Man ser kun ryttere, der kører over for rødt lys. Jamen, kan man da køre over for rødt, uden at det er ulovligt? Ja, det kan man da nemt forestille sig: Hvis den trafik, der kommer fra siden, holder tilbage.

For mit eget vedkommende kunne jeg sagtens som bilist finde på at holde tilbage for en gruppe cykelryttere, hvis jeg ser dem nærme sig et kryds, også selvom der er grønt for mig. Og hvis jeg bremser op – eller holder stille trods grønt -, er det da helt logisk, at cyklisten kører over. Alt andet er for tosset. Jeg var ikke selv med til løbet, så jeg skal ikke afgøre, hvad der præcist skete. Men jeg kan se på nogle af klippene, at flere ryttere faktisk orienterer sig til siderne.

I øvrigt har jeg den holdning, at færdselsloven er en hjælp til at få trafik til at glide sikkert. Den er ikke en spændetrøje. I storbyer er det i praksis en smagssag, om fodgængere skal stoppe ved rødt lys ved fodgængerovergange, når der ikke er øvrig trafik. Sådan synes jeg egentlig også det er for cyklister. Det er simpelthen meningsløst at holde tilbage for trafik, der ikke er der.

Selvfølgelig kræver det, at krydset er overskueligt. Men her må cyklistens dømmekraft spille ind. Det er for dumt at køre ud foran tværgående trafik. Om det så er i et lyskryds eller ikke.

Jeg tænker, at nultolerancepolitikken – hvis det er sådan én, som Grejsdalsløbet vil slå ind på – er en farlig vej at gå. For hvor ender det så? Skal deltagere også diskvalificeres, hvis de ikke rækker hånden ud til siden for at vise, at de vil svinge? Jeg tror aldrig, jeg har set en gruppe på 30 ryttere, hvor alle 30 har rakt hånden ud før et sving. Det ville da også være noget fjollet noget. Selvom lovens bogstav kræver det!

Ingen tvivl om, at hasarderet kørsel i motionsløb skal kunne straffes. Det er vigtigt – ikke kun af færdselssikkerhedsmæssige årsager, men også pga. det sportslige aspekt: Hvis en rytter suser over et kryds på en trafikfarlig måde, så er det jo snyd – en måde at skaffe sig en tidsfordel på i forhold til konkurrerende deltagere. Her må de officials, der befinder sig de pågældende steder, spille en rolle. De kan indberette tilfældene, og så må rytteren, der er under anklage, gives en chance for at forsvare sig.

Jeg ved ikke, om der har været vidner inde over sagen i Grejsdalsløbet. Jeg mener blot, at det videoklip, der har været vist, er utilstrækkeligt til at afgøre, om der faktisk er sket så mange overtrædelser, som det er blevet hævdet.

/Jacob

Det nye storstilede forbrændingsanlæg i nordenden af Amager er blevet betragtet som et enestående stykke arkitektur. Bygningen kombinerer en industriel nødvendighed med muligheder for rekreativ udfoldelse. Og så har Amager Bakke, som det 90 meter høje anlæg hedder, et unikt ydre design.

Det var i hvert fald antagelsen. Indtil dette forår.

Den franske tvilling
For i den franske storby Lille er man ved at udbygge bydelen Euralille, og her er det i marts blevet besluttet at opføre en ejendom med navnet Shake. Den er udformet med en høj gavl i den ene ende og så et skrånende tag, der i modsatte ende af bygningen drejer 180 grader og fortsætter faldet ned til gadeniveau.

Med andre ord ligner Shake i rystende grad Amager Bakke. Selv træerne på taget er med. Kun skorstenen, der rager op fra toppen af det danske anlæg, mangler i Lille.

I Frankrig er fællestrækkene ikke gået ubemærket hen. I avisen La Voix du Nord peges på paradokset i, at Shake blev præsenteret som noget nyskabende og originalt, samtidig med at bygningen i den grad minder om den i København.

Overraskende lighed
Det er arkitektfirmaet BIG, der står bag designet af Amager Bakke.

BIG, hvis stifter er den prisbelønnede Bjarke Ingels, udtaler kortfattet til La Voix du Nord, at man godt har bemærket den stærke lighed mellem de to projekter. Og at ligheden er særligt overraskende, fordi Amager Bakke blev designet ud fra nogle specifikke betingelser, der gjaldt på netop det sted.

De franske ophavsmænd fastholder, at Shake er originalt design, skabt fra bunden i forbindelse med arkitektkonkurrencen i Lille. Arkitekterne fra PCA-Stream indrømmer ganske vist, at de kender og beundrer BIG. Men ligheden mellem Shake og Amager Bakke er tilfældig, lyder det.

Byggerier i gang
Det vides ikke, om der vil komme et retsligt efterspil ud af sagen. Hvis de to projekter fortsætter omtrent som planlagt, vil Amager Bakke åbne for alpine skiløbere og andre bakkeglade mennesker i begyndelsen af 2018, mens Shake står færdig i 2021. Sidstnævnte skal ikke rumme noget forbrændingsanlæg, men derimod kontorer, restauranter, en børnehave og meget andet.

/Jacob