Overskæringsbakken (Rævebakken) set fra vest. Om sommeren er den knap nok synlig fra afstand.
Overskæringsbakke øst for Sorø er måske den gamle klosterbys mest ikoniske forhøjning.
Stor er den ellers ikke – kun ca. 7 meter højere end det omgivende terræn. Og så er den omgivet af skov og altså af flere årsager ikke særlig synlig.
Når bakken, som også kaldes Rævebakken, alligevel er kendt af mange, så skyldes det, at den er omdrejningspunkt for en gammel årlig tradition for 3.g-eleverne på Sorø Akademi. Torsdag før Valborgsaften går de i samlet flok derud for at fejre gymnasietidens snarlige afslutning.*) Indtil for et par årtier siden omfattede begivenheden afbrænding af dukker forestillende nogle af skolens lærere. Den del blev der dog skruet ned for. Ved mit besøg lørdag kunne jeg konstatere, at der er placeret nogle stole i form af træblokke på bakketoppen, så muligvis er stedet nu om stunder mere en stille hyggelokalitet end en larmende festplads.
En nytilkommen facilitet på toppen: Træstubbe, der kan siddes på. Fotos: Danskebjerge.dk.
Stedet er også et eksempel på, at bakker har det med at blive centrum for kulturelle begivenheder. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og Rebild Bakker er blandt de mest prominente eksempler. Men der behøver ikke være enormt mange højdemeter i det, for at en bakke bringer folk sammen. Ud over Overskæringsbakke er der nær Sorø tre små bakker af kulturhistorisk betydning: Parnashøjen (ca. 11 meter høj og med mindesten på toppen), Kinahøjen (ca. 3 meter høj og med en lille tilhørende scene, hvor Det Kongelige Teater m.fl. optræder) og Galgebakken (ca. 10 meter høj og med i al fald én veldokumenteret halshugning).
Sidstnævnte bakke har jeg kælket ned ad i min barndom – jeg husker den som stor, stejl og meget skræmmende! Det var den ikke rent objektivt betragtet, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.
Man kan sammenfattende sige, at når det gælder forhøjninger i landskabet, er det ikke størrelsen, men gørelsen det kommer an på. Og så minder det os om, at landskaber skal forstås relativt: En bakke behøver ikke være særligt stor for at vække opsigt – det kræver blot, at der ikke findes nogen endnu større bakker lige i nærheden.
*) Begrebet Overskæringen (eller Overskæringsfesten) kommer af en tradition, der begyndte ved anlæggelsen af jernbanen i 1856 eller kort efter. Studenterne drog syngende ud til et sted, hvor jernbanesporene krydser. Ifølge en artikel i Soranerbladet blev traditionen ændret i 1937, hvor DSB indførte lyntog. Elevernes leg ved banelegemet, som inkluderede spring i sidste øjeblik hen over sporene, når et lokomotiv nærmede sig, var ganske enkelt for farlig (også selvom der ikke er rapporteret om ulykker).
I stedet fandt skovrideren på at samle en kvasdynge på “en af Rævebakkerne”, og med bålet som det nye omdrejningspunkt for traditionen kunne man brænde sin studenterhue samt dukker af skolens ikke altid lige populære undervisere. Traditionens navn blev dog bibeholdt, og således fik Rævebakken tilnavnet Overskæringsbakken, selvom bakken ligger et stykke vej fra den daværende jernbane mellem Sorø station og Sorø by.
Det er gået med den alternative energi, som jeg havde frygtet. Nemlig at det er projektmagere, der kaster sig over det – i stedet for, at man centralt finder de mest hensigtsmæssige løsninger.
På det seneste har en række store godser stået i spidsen for projekter med vindenergi og solceller. Ikke alle er blevet gennemført endnu – heldigvis. Men jeg er bekymret for tendensen.
Godserne har en volumen, der gør, at de kan foretage store investeringer på deres arealer. Imidlertid er det også godserne, der ejer herregårdene og de omkringliggende landskaber og dermed i mange tilfælde en natur og en kulturarv, som er værd at beskytte. Det er en farlig cocktail for disse værdier, når godsernes jagt på profit møder politikernes iver efter at få bygget energianlæg i en fart.
Alene i Syd- og Østsjælland er der på fem år søsat adskillige projekter. Saltø Gods, Holmegaard Gods, Gisselfeld Kloster, Jomfruens Egede og Vallø Stift er eksempler på godser, der har satset stort på anlæg for vedvarende energikilder. Bregentved Gods har været endnu tidligere ude og har endda høstet en milliardfortjeneste på frasalg af solcelleparker.
Jamen, er det ikke meget godt med noget privat initiativ? Er det ikke godt, at nogen bidrager til, at Danmark bliver mere uafhængig af fossil energi?
Jo, men der skal være en balance i det. Og jeg tror desværre, at politikerne har for lidt styr på den balance.
For det første: Der er klare tegn på, at der snart vil opstå en overkapacitet indenfor solcelle- og vindenergi. Det er sådan noget, der nemt sker, når man fra politisk side vil fremme et eller andet i samfundet. Når der følger penge og politisk goodwill med, er der altid nogle, der vil spekulere i det. Og det kan medføre, at samfundet spilder en masse ressourcer. I dette tilfælde vil det også medføre unødige (omend midlertidige) skader på naturen.
For det andet: Når private spillere kommer på banen, vil de tage udgangspunkt i, hvad der er mest rentabelt for dem selv, og det vil være at benytte egne arealer til projekterne. Dermed kommer hensynet til aktørens økonomiske interesser hurtigt til at overtrumfe de interesser, der gælder natur og kultur. Et helt frisk eksempel er Vallø Stifts projekt med vindmøller ved Køge. Koncernen vil anlægge et antal 185 meter høje vindmøller inde i skove! Det virker helt sort og burde vel være i strid med loven i udgangspunktet. Men byrådet i Køge Kommune er positivt indstillet – trods kraftige protester fra borgere.
Jeg tror helt ærligt, at politikerne er forblændet af deres egne flyvske forestillinger og af de tilbud, de modtager fra godserne.
Det er klart, at godserne er i en konkurrencemæssigt stærk position, når de kan skaffe jord så at sige gratis. Hvis det offentlige gik ud og skulle skaffe arealerne, ville de jo skulle opkøbe dem og måske endda foretage en del dyre ekspropriationer. Så det er nemmere og billigere for politikerne, når nogen gør arbejdet for dem, og så kan de samme politikere bagefter hæve armene i triumf og sige “Se os, vi gør noget for klimaet”.
Og godserne – gør de det også for klimaet? Nok mest for deres bundlinje. Men måske også lidt for at profilere sig. Vallø Stift gjorde sig bemærket på den front i forbindelse med den sensationelle udgravning af Borgring ved Lellinge. Stiftet sørgede nemlig for, at lokaliteten i det første stykke tid blev kaldt “Vallø Borgring”. Det skete, selvom Vallø By og Vallø Slot ligger en 12,5 kilometers køretur fra fortidsmindet. Men fordi det var på et areal ejet af Vallø Stift, tænkte koncernen altså, at de var berettiget til at blive nævnt – på samme måde som når storsponsorer sørger for at indgå i navne på fodboldstadions. Det går selvfølgelig ikke, og efter noget tid endte det da også med, at “Vallø Borgring” blev til Borgring.
Personligt har jeg oplevet Vallø Stift som dem, der gør, hvad de kan for at begrænse offentlighedens adgang til deres arealer. Det juridiske grundlag er ofte tvivlsomt, men i sidste ende vil private aktører have gode kort på hånden, hvis de virkelig bare gerne vil af med besøgende, som ikke skæpper i kassen. Sympatisk er det ikke.
Det er især nedgangen i antallet af gårde, der har styrket de gamle godsers magtposition. Det behøvede som sådan ikke at være et problem. Problemet opstår ved, at de moderne godser i stigende grad drives som rent kommercielle foretagender. Dermed kommer deres ageren hurtigt i konflikt med lokale interesser. Eksempelvis når de vil tjene penge på solceller og vindmøller.
Nu viser erfaringen jo, at etableringen af store energianlæg vil møde lokal modstand, næsten uanset hvordan man bærer sig ad. Og jeg tror ikke på, at man kan nå i mål med at rejse en masse nye vindmøller på steder, hvor der ikke er mennesker, der bliver generet af det.
Men jeg mener, at man i høj grad bør tage udgangspunkt i, hvad der objektivt betragtet vil være de mest rentable og mindst naturødelæggende steder at placere vindmøller. Og så må stat og kommune skaffe midlerne til at etablere møller de steder. Stadig gerne i samarbejde med private, men mere uafhængigt af de privates særinteresser. Jeg tror på, at hvad angår de meget grundlæggende ting i samfundet, og til dem hører energiproduktion, må det offentlige gerne stå i spidsen – også selvom det kan betyde en fordyrelse på den korte bane. Hvis man virkelig vil have mere energi fra sol og vind, så skal man have befolkningen med på vognen, og det får man ikke, hvis man ofrer naturen og kulturarven på det alter.
Min gamle farbror bor på adressen Bakkegårdsvej 100. Husnummeret fortæller, at det drejer sig om en forholdsvis lang vej med mange adresser, og vejnavnet udtrykker, at vejen er kuperet – sådan da. Det sidste skal man i hvert fald ikke tage alt for bogstaveligt. Det højeste punkt på vejen befinder sig ca. 46 meter over havet, og det laveste 36 meter over havet.
På min seneste cykeltur kom jeg forbi farbrors hus, og kort efter ramte jeg den bakke, som Bakkegårdsvej er opkaldt efter. Den fører op til gården ved navn Bakkegård og har en højdeforskel på 5 meter. Der var direkte modvind, så jeg rejste mig i pedalerne, og pulsen steg. Men det er bestemt en stigning, der er til at tale med. Det samme er den marginalt skrappere stigning, der ligger en kilometer længere mod syd ad Bakkegårdsvej – den er på 9 højdemeter og heller ikke ligefrem en rekordbasker.
Som højdeangivelserne afslører, er terrænet på og omkring Bakkegårdsvej ikke specielt bakket.
Var det en spøgefugl, der fandt på navnet Bakkegårdsvej? Nej, slet ikke. Siden de ældste tider har steder haft navne efter det, der var mest karakteristisk ved dem. Og i et landskab uden nævneværdige højdedrag er det karakteristisk for en lokalitet, hvis den befinder sig fem meter over det omgivende terræn. Derfor: Bakkegård. Og da denne ejendom formentlig var den største gård i området (det synes 1800-tals-kort at bekræfte), har det været oplagt at kalde den vej, der går forbi Bakkegård, for Bakkegårdsvej.
I Danmark er der talrige eksempler på veje, der hedder noget med “bakke” eller “bjerg”, uden at de fører nogen særligt kuperede steder hen. På Danskebjerge.dk finder du en side, hvor der er samlet eksempler på danske veje med navnet “Bjergvej”. Nogle af dem lever op til deres navn, men i rigtig mange tilfælde skal vi snarere have fat i princippet “alt er relativt”: Der er objektivt betragtet ikke tale om signifikante højdeforskelle, men set i forhold til det øvrige landskab på den pågældende egn skiller de sig alligevel ud.
Ti af Danmarks mindst bjergrige veje med navnet Bjergvej. Læs mere her.
Det spiller nok også en rolle, at ord, som udtrykker noget med højde, associeres med noget positivt. Der er jo et strøg af romantik over bakker. Det er således næppe tilfældigt, at byerne Rumperup og Gumperup kom til at hedde hhv. Højsted og Klinteby, efter at lokale borgere havde fremsat ønske om en navneforandring.
Topografisk er der dog noget om snakken i begge tilfælde. Ved Højsted er der høje, og nær Klinteby er der en klint.
Men nogle gange er sammenhængen mellem stednavn og landskab knap nok til at se med det blotte øje. Tag f.eks. den gård, hvor min kære farbror blev født for 94 år siden. Den ligger under to kilometer fra Bakkegårdsvej 100 og bærer navnet Bjergagergård. Ifølge topografiske kort ligger Bjergagergård 4 meter højere end det lille vandløb Frøsmose Å et par hundrede meter derfra. Mod øst – til den modsatte side – fortsætter terrænet med at stige, men kun med yderligere 4 meter. Der er altså på ingen måde tale om en stor bakke, men igen er det relativiteten, man skal fokusere på: Der ligger en række gårde på østsiden af Frøsmose Å, og Bjergagergård er den af dem, der befinder sig på den mest markante skråning ned mod åen. Den er med andre ord den mest “bjergagtige” af egnens gårde, og det er nok.
Bjergagergård ligger ikke i Danmarks mest bjergrige landskab, men den ligger ikke desto mindre på en skråning ned mod en å, og det har været nok til at give den det alpeagtige navn.
En af min mors gamle kolleger røbede engang, at hun var begyndt at sige til folk, at hun boede i Søbjerg. Det passede ikke. Hun boede i Sobjerg. Men Sobjerg lød så grimt, syntes hun – Søbjerg var bedre.
Jeg holder ret meget af den historie. En lille hverdagsfortælling om forfængelighed. Først for relativt nylig er det gået op for mig, at justeringen af stednavnet har et vist faktuelt grundlag.
Lad os se lidt nærmere på sagen.
Nærmer du dig Sobjerg fra Dianalund-siden, kommer du forbi flere skilte, der peger mod Sobjerg. Der står “Sobjerg” på dem – ikke overraskende. Men når du kører gennem selve Sobjerg og fortsætter mod vest, så skifter Kragerupvej navn til … Søbjergvej. Og på et hvidt skilt med røde bogstaver står der minsandten: “Søbjerg 2”. Det peger i den retning, man lige er kommet fra, og kan kun henvise til én ting: Sobjerg.
Jeg har gransket forskellige nutidige kort, og jeg kan simpelthen ikke finde nogen lokaliteter i nærheden med navnet Søbjerg. Med andre ord eksisterer Søbjerg kun på disse skilte – og så måske uofficielt blandt visse lokale beboere, der i lighed med min mors kollega finder “Søbjerg” mere velklingende end “Sobjerg”.
Hov! Nu er der slået et streg over o’et, så der står Søbjerg. Og vejen hedder Søbjergvej!
Ikke en gang forleddet “Sø-” er der belæg for. Der eksisterer ingen sø i området. Jo, med lidt god vilje: Midt i Sobjerg – en bebyggelse på små ti huse – ligger der et gadekær. Men at opkalde en landsby efter sådan en beskeden mængde vand ville alligevel være noget af en tilsnigelse.
En del mere oplagt er det at forbinde stednavnet Sobjerg – stavet med o – med den bakke, som byen ligger for foden af. Bakken hedder Sobjerg (eller Sobjerg Banke, som nyere kort med hang til dobbeltkonfekt kalder den). Det er faktisk et ret imponerende landskabselement, som jeg gerne kører forbi, når lejligheden byder sig. Toppen ligger op til 34 meter højere end det omgivende terræn, og da der ikke er ret meget bevoksning i området, er den særdeles iøjnefaldende.
Jeg er muligvis farvet af min interesse for bakker, men jeg synes, at egnens beboere burde være stolte af det mægtige Sobjerg. Det er de så ikke. Eller måske er de, men de bryder sig bare ikke om navnet. Kan det tænkes, at det er dem, der har fået gennemtrumfet, at der skal stå “Søbjerg” på det førnævnte skilt, og at vejen fra vest mod Sobjerg skal hedde Søbjergvej?
Sobjerg er en af mine yndlingsbakker på Sjælland. Svinene holdt nok også meget af at gå her.
Jeg har ikke undersøgt vej- og skiltesagerne nøjere, men jeg fandt til gengæld nogle historiske informationer om stednavnet, altså om Sobjerg. Det viser sig, at der findes to gamle kort, hvor Sobjerg skrives Søbjerg. Eller “Søebierg” for at være helt præcis. Kortene er fra hhv. 1774 og 1844. På endnu tidligere kort optræder forleddet “Soe-“, som måske også smager lidt af ø.
Jeg tvivler på, at min mors gamle kollega har været inspireret af disse gamle stavemåder. Hun har sikkert slet ikke kendt til dem. Men man kan i al fald sige, at vejen fra o til ø ikke er så lang, som man kunne tro.
Det ved vi jo også fra visse bøjningsformer. Det hedder én ko, men to køer. Og det hedder én so, men to søer. Er der ikke en forbindelse her? Stednavnet Sobjerg skal vel netop forstås som bjerget, hvorpå der går søer. I øvrigt en parallel til Kobanke – Sjællands højeste naturlige punkt. Kobanke må antages at betyde den banke, hvorpå der går køer.
Men, men, men. De her grammatiske causerier vil næppe gøre en forskel hos modstanderne af navnet Sobjerg. For det er jo associationen, de ikke bryder sig om. En so er et lavstammet, øffende dyr, der går med sin flade, slimede snude dybt nede i sølet. Sådan et væsen vil man nødigt have hæftet på sig, heller ikke selvom det måske blot er i form af smådrillerier.
Gadekæret i Sobjerg er stort i forhold til byen, men ikke i forhold til bakken.
Så er det straks smukkere med en sø: Søbjerg. Et idyllisk navn. Man ser det for sig: en fjeldsø i et solbeskinnet alpelandskab. Lige noget, der kan få ejendomspriserne til at bevæge sig opad mod den skyfri himmel. Navnet Solbjerg kunne i den forbindelse også være tillokkende. Men det er faktisk snuppet. Kun seks kilometer fra Sobjerg ligger landsbyen Solbjerg. Det ville være noget rod at have to gange Solbjerg så tæt på hinanden.
Og det ville helt ærligt også være noget rod, hvis man omdøbte landsbyen Sobjerg til Søbjerg, for Sobjerg ligger jo ved Sobjerg – alias Sobjerg Banke. Bakken og byen er nært knyttede, og man kan ikke bare ændre den enes navn, uden at det kommer til at se ulogisk ud for folk med bare minimalt lokalkendskab eller evne til at studere et landkort.
Topografisk kort fra slutningen af 1800-tallet. Budskabet er klart: Sobjerg ligger ved Sobjerg.
Men man skal aldrig sige aldrig, og der findes rent faktisk eksempler på, at byer med succes har forkastet deres egne navne. Her kan nævnes Rumperup og Gumperup. Det var navne på to små byer, der ligesom Sobjerg ligger på Sjælland, og de har det til fælles, at den forreste del af navnene ofte forbindes med noget nedsættende. Efter ønske fra lokalbefolkningerne blev Rumperup og Gumperup omdøbt til hhv. Højsted og Klinteby. I 2025 er det præcis 100 år siden af Rumperup blev til Højsted – i øvrigt efter at et andet alternativ, Søby, blev afvist med den begrundelse, at der hverken var nogen sø eller nogen egentlig by der.
Hvem ved, om 100 år hedder Sobjerg måske Søbjerg, og måske vil man til den tid se tilbage og sige, at det hele startede med en forfængelig nødløgn.
AI-billede. Fotografierne på siden er Danskebjerge.dk’s.
Det er sjældent, man forbinder motorveje med middelalder. Men kører du på Vestmotorvejen mellem Slagelse og Sorø, så har du en usædvanlig god mulighed for at beskue en bygning med ca. 800 år på bagen. Kindertofte Kirke er nemlig muligvis den middelalderkirke, der har kortest afstand til en dansk motorvej.
Motorvejsbyggerier tæt på kirker vækker ind imellem kritik i medierne, men i de sager, der har været fremme indenfor de senere år, er der tale om en afstand på flere hundrede meter mellem kirke og motorvej. Ved Kindertofte Kirke er afstanden derimod kun 110 meter. Bilisterne har et meget fint kig til kirken, som ligger oppe på en lille bakke, 9 meter højere i terrænet end motorvejen. Til gengæld er en motorvej vel ikke det yndigste at kigge på (eller lytte til) fra en kirke.
Men hvorfor lød der ikke et ramaskrig, dengang motorvejsplanerne blev fremlagt? Hvorfor fik lokalbefolkningen ikke stoppet projektet? Det korte svar er: Fordi der knap nok findes en lokalbefolkning.
Kindertofte Kirke står nemlig temmelig alene i landskabet, omgivet af marker og ikke så meget andet. Der er en gård mod øst, men den ligger 100 meter borte. Man kunne tro, at Kindertofte Kirke ligger i Kindertofte, men det gør den ikke, for der er ikke nogen by, der hedder Kindertofte – og dog!
Kindertofte Kirke set fra syd. Den ligger ensomt i landskabet, men det har den ikke altid gjort. Foto: Danskebjerge.dk
Springer vi 250 år tilbage i tid, var der en hovedgade i Kindertofte. På hver side af den lå der bondegårde, og gik man fra kirken ned gennem gaden, kom man til Fægangen, som bønderne benyttede, når de skulle føre deres kreaturer til og fra overdrevet. Undervejs kunne der gøres et stop ved byens vandhul, hvis folk eller fæ trængte til at få slukket tørsten. (Se kort nederst i denne artikel.)
I dag findes vandhullet faktisk stadig. Men gårdene er væk – på nær den førnævnte.
Hvorfor?
Jeg har ikke for alvor gravet efter oplysninger om Kindertofte, men overordnet set er der to hyppige årsager til, at visse danske landsbyer skrumpede ind frem mod 1800-tallet. Den ene årsag er forringet udbytte af markerne, f.eks. som følge af sandflugt. Dette lader ikke til at være tilfældet i Kindertofte. Faktisk synes Kindertofte og omegn at have været i fremgang i 1700-tallet. Ellers ville man næppe have udvidet kirken med en nordlig tilbygning så sent som i 1741.
Så vi skal have fat i en anden almindelig årsag til smålandsbyers undergang, og den er, at den nærmeste herregård har ønsket at inddrage noget landbrugsjord. Det er nok her, vi finder nøglen til at forstå Kindertoftes undergang.
I 1774 opkøbtes i hvert fald Kindertofte Kirke af en kongelig forvalter. Få år senere blev den overtaget af general H. H. Eickstedt, i forbindelse med at han oprettede hovedgården Store Frederikslund (hovedbygningen ligger 1 km nord for kirken). Indenfor de følgende årtier forsvandt et antal gårde fra Kindertofte. En udvikling, der faktisk var helt i tråd med, hvad der var sket flere andre steder i landet. Den Store Danske skriver: “Fra år 1500 til 1775 kom truslen mod landsbyerne især fra landets 700-800 herregårde, hvis marker i perioden fordobledes eller tredobledes ved nedlæggelse af bondegårde og hele landsbyer. (…) På landsplan har det givet drejet sig om nogle hundrede landsbyer.”
For Kindertoftes vedkommende var der ikke tale om en hurtig og fuldstændig nedlæggelse. På et matrikelkort fra 1859 ses endnu fire af de oprindelige ti gårde samt et par mindre bygninger. På et kort fra første del af 1900-tallet kan man se, at yderligere tre af gårdene er forsvundet, men der er stadig et “Fattighus” ved kirken. Kort fra århundredets midte viser, at kirken nu kun havde marker omkring sig.
Skråfoto med Kindertofte Kirke i midten. Jeg har indsat data om nogle af kirkens omgivelser.
Kindertofte Kirke er faktisk en af de smukkere landsbykirker, jeg kender. Den er enkel og harmonisk, og kapellet på sydsiden bidrager til elegancen. At kirken står rent i landskabet uden forstyrrende elementer, er isoleret set også et æstetisk plus.
Men det er klart, at en kirke, der ligger for sig selv, ikke bliver brugt så meget, og den har vel heller ikke så mange “venner”, som andre danske kirker har. Derfor havde vejplanlæggerne relativt nemt ved at komme igennem med, at den skulle have E20 som nabo.
Motorvejsprojektet omfattede ikke kun en motorvej, men fik også betydning for infrastrukturen helt tæt på kirken. En vej, der førte mod vest til Vedbynørre, blev skåret over og er i dag blot et beskedent spor, der ender blindt ved kanten af motorvejen. En nordgående vej fik et knæk mod øst og blev forsynet med en smal motorvejsbro. På den anden side af broen er der nu en lille lund – her lå indtil motorvejsbyggeriet i 1990’erne områdets største gård, Kindertoftegård, som blev nedrevet. Og for lige at nævne en af de nyeste forandringer: Den gamle Kindertofte Skole på den modsatte side af hovedvejen står endnu, men rummer i dag Vestsjællands største swingerklub!
I de sidste 250 år har verden ændret sig meget rundt om Kindertofte Kirke. Omvendt må man da glæde sig over, at den og de andre danske middelalderkirker har overlevet det ene århundrede efter det andet trods alle omvæltningerne.
Tre kort over Kindertofte, der viser stedet i hhv. 1768, 1859 og 2024. (Kortet fra 1768 er taget fra Nationalmuseets beskrivelse af Kindertofte Kirke.)
Hovedfeltet på vej op ad bakken på Tjørnedevej nær Maglesø i 2024-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Se video fra Maglesø-rundstrækningen her. (Foto: Danskebjerge.dk)
For snart en del år siden udkom Danskebjerge.dk med en artikel om GPS’ers og rutehjemmesiders pålidelighed. Konklusionen var kort fortalt, at man skal holde angivelser om højdemeter ud i strakt arm. For hvis nogen blot oplyser et antal højdemeter for en bestemt rute, kan du ikke helt bruge det til noget uden også at vide, hvor vedkommende har tallet fra, og hvilken registrering den er baseret på. Er det fx direkte fra egen GPS, eller har tallene været gennem en udbyders kortfunktion efterfølgende? Det kan have stor betydning, ligesom det kan have stor betydning, hvor god en software eventuelle højdekorrektioner er baseret på.
Nu er der jo løbet meget vand under broen siden den artikel, og jeg vil her lige komme med en kort status, hvor jeg ser på, om problemstillingen har ændret sig. Det skal lige siges, at jeg ikke har viden om, hvordan de enkelte teknologiudbydere har indrettet deres algoritmer, så min vurdering er dels baseret på almindelige observationer, hvor jeg sammenligner forskellige kilder til data, og dels på, at jeg i nogle få tilfælde har lavet manuel optælling af højdemeter på ruter, hvilket giver et om ikke 100% nøjagtigt, så dog et pålideligt resultat, som man kan sætte op imod andre angivelser, man støder på.
Først og fremmest: Er data for højdemeter mere pålidelige nu end for ti år siden?
Dertil vil jeg svare: både ja og nej.
Ja’et skyldes, at jeg fornemmer, at nogle udbydere stabilt kan levere data, som virker forholdsvis præcise. Det gælder f.eks. RideWithGPS og Strava. De lader til at have fået implementeret noget software, som kan trække selv finere højdedata ud af kort. Hvis nogen kom til mig og sagde: “Jeg har lige kørt 100 km. RideWithGPS siger, at der var 700 højdemeter” – så vil jeg tro på, at de 700 er tæt på det korrekte.
Egentlig har jeg længe ment, at det burde være relativt nemt at lave software, som kan beregne højdemeter med høj nøjagtighed. Højdedata findes nemlig – endda på frit tilgængelige online kortservices og med en præcision, der når helt ned på centimeterniveau. Så det handler bare om at parre softwaren med disse kort og programmere tingene sådan, at der for hvert punkt, der indtegnes i en ruteplanlægger, trækkes en højde ud.
Det vil næsten kunne fjerne al usikkerhed om højdemeter. Og det vil gøre eksempelvis barometermåling ligegyldig. Åh, ja – suk – barometermåling. Jeg nærede engang store håb til dette – det lød fancy og dejligt analogt. Men da jeg så fik et ur med barometermåling, brast alle mine illusioner. Der er for mange ting, der kan gå galt i processen – fra manglende kalibrering til ændringer i vejret. I hvert fald bruger jeg det slet ikke. Jeg kører min ruteregistrering ind i systemet og vælger den korrektion, der nu måtte være tilgængelig.
Og så er vi jo allerede langt inde i den del af mit svar, der lyder: “Nej”. Altså nej til det spørgsmål, der går på, om de højdedata, vi præsenteres for, er mere troværdige nu end for ti år siden. Teknologien har udviklet sig generelt, men du skal ikke regne med, at din GPS er blevet bedre til at måle højdeforskelle. Og du skal heller ikke regne med, at du bare ved at gå ind på fx Strava straks får et validt result, når du finder en bestemt rute.
Forleden sad jeg og kiggede efter en rute, der gik rundt om Maglesø syd for Holbæk. Jeg fandt to på Strava. Vejen, der er kørt, er identisk (den ene siger, at runden er 9,15 km lang, mens den anden siger 9,2), men højdemeterangivelserne passer slet ikke sammen.
Ovenfor er et screenshot fra den ene registrering af Maglesø-ruten …… Og her fra den anden.
For den ene rutes vedkommende angives “elevation gain” til 184 meter. I det andet tilfælde er tallet 90. Det ene tal er altså mere end dobbelt så højt som det andet, hvilket er langt ud over, hvad man kan kalde bagatelafdelingen. Hvis man kørte rundstrækningen 10 gange med udgangspunkt i hver af de to registreringer, ville forskellen i højdemeter være 940!
Det er den med de 184 meter, der stikker mest ud. Selve højdeprofilen fremstår ellers plausibel, men tallet er absurd højt. I det andet eksempel er det modsatte tilfældet. Højdeprofilen er noget mærkværdig at se på, men til gengæld virker tallet mere rigtigt.
Nu er det faktisk sådan, at Danskebjerge.dk møjsommeligt har optalt højdemeter manuelt på ruten, så vi har et facit. Og det er: 127 højdemeter. Det er tættere på de 90 end på de 184 – men stadig langt fra.
Er det så Stravas skyld, at man får to så forkerte bud? Ikke nødvendigvis. Strava er øjensynligt indrettet sådan, at de data, der kommer fra den uploadende bruger, forholdsvis direkte overføres til selve visningen. Men der findes altså en højdekorrektionsfunktion, som man kan klikke sig frem til, når man redigerer ruten. Og det viser sig som regel, at denne korrektur, som efter alt at dømme er baseret på statiske kortdata, rammer tæt på virkeligheden.
Men man kan som nævnt også gå til RideWithGPS, og her får man – når man uploader en tur rundt om Maglesø eller tegner den ind – et ganske brugbart resultat uden at skulle højdekorrigere. I forbindelse med denne artikel tegnede jeg rundstrækningen ind her, og det gav 118 højdemeter – altså kun 9 færre end tallet fra den manuelle optælling. Jeg supplerede dette med lidt søgning i samlingen af ruter hos RideWithGps og fandt en Maglesø-upload, som angav 115 højdemeter. Der er med andre ord ikke meget forskel. For nogle år siden var der hos RideWithGPS en angivelse, der lød på 132, så det svinger tilsyneladende lidt (med en usikkerhed på ca. 10%), men jo slet ikke i samme størrelsesorden, som hvis man går ind på Strava og bare søger nogle uploads frem.
En registrering fra en tur rundt om Maglesø fundet på RideWithGPS. Bortset fra “Max Grade”, som er for lavt uanset metode, passer data ganske godt.
Men for nu lige at vende tilbage til spørgsmålet om i dag og for ti år siden:
Dengang fandtes en populær rutehjemmeside, der hed GPSies.com. Populariteten var berettiget, for data herfra var langt bedre, end hvad man kunne finde på andre lignende websites. Desværre solgte den tyske ejer sit værk, og GPSies.com blev til AllTrails.com, hvor de dog ikke lige fik den gode software med over – de var åbenbart bare interesseret i at overtage nogle brugere! Så det var noget af et tilbageskridt, og deraf mit “både-og”-svar til ovenstående spørgsmål. For nej, vi har ikke taget et afgørende skridt frem mod høj præcision, men jo, der findes nogle udmærkede datakilder, som blot skal håndteres med lidt varsomhed. Dertil kommer, at der kan være GPS-produkter og rutewebservices, som jeg ikke kender, og som er endnu bedre end Strava, RideWithGPS og Garmin for den sags skyld, når det gælder højdemeter.
Én ting, som i hvert fald er væsentligt at få med set fra især en dansk synsvinkel, er de små terrænforskelle. I Danmark vrimler det jo ikke med enorme stigninger. Til gengæld kan landskabet godt være ret puklet. Og hvis rutesoftwaren er sat til at skære alle ujævnheder væk (f.eks. alt under 5 eller 10 højdemeter), så kommer de danske ruter til at lide under det. Vi ved, at det forekommer, ikke mindst hos Garmin. Argumentet er forståeligt, nemlig at hvis revl og krat inddrages, så kan selv små GPS-fejl give skæve resultater. Men udbyderne kan som sagt komme uden om det ved at lade højdemeterberegningen være baseret på kort. Vel at mærke de rigtige, troværdige kort, som heldigvis findes.
Med et indbyggertal på over 180.000 indtager Odense tredjepladsen på listen over Danmarks største byer. Til gengæld udmærker byen sig ikke, når det gælder terrænet. Fyns hovedstad er nemlig ganske bakkefattig, og derfor skal der ikke så meget til, for at et punkt kan blive Odenses højeste. Prisen går til Bolbro Bakke, som når op i en naturlig højde af 40 meter over havet.
Den nedre del af Bolbro Bakke set mod vest fra Middelfartvej. Stigningen er på i alt 21 højdemeter.(Foto: Danskebjerge.dk)
Hvis man googler Odenses højeste punkt, får man ellers nogle andre bud. Disse ligger især mod vest i retning af Vissenbjerg. Steder som Dyred og Blommenslyst nævnes, og her findes ganske rigtigt terrænpunkter, der er noget højere end 40 meter over havet. Men det er efter undertegnedes mening upræcist at kalde dem for Odenses højeste punkter, for de kan ikke siges at ligge i Odense by. Det gør Bolbro Bakke derimod, omend lokaliteten først i sidste del af 1900-tallet blev opslugt af den voksende storby. Før Anden Verdenskrig var der cirka to kilometer fra bakkens top til bygrænsen mod øst. I dag skal man bevæge sig 350 meter i modsat retning for at møde et skilt, der markerer endepunktet for Odenses bymæssige bebyggelse.
Men man kan diskutere kriterierne for, hvornår en by ophører. Hører f.eks. bydelene Højby og Sankt Klemens med til Odense by? Tja, der er vel kun en ådal, der skiller. Hvis man er large og regner dem med til Odense, så er Bolbro Bakkes ophøjede status i fare, for i Højby når terrænet op i et par og fyrre meter over havet, og i Sankt Klemens næsten det samme. Men lad os her lade tvivlen komme Bolbro Bakke til gode. Det er nemlig et sted med en højdramatisk historie.
Kombineret kort med højdekurver, der viser området omkring toppen af Bolbro Bakke. Odinstårnets placering er markeret med en rød prik. De aflange bakker syd for Odinstårnet er konstruerede jordvolde, der rækker et par meter højere op end Bolbro Bakkes naturlige top.
I 1934 besluttede man, at der på Bolbro Bakke skulle opføres et højt udsigtstårn. Det skulle bestå af overskydende byggematerialer fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Tårnet blev kaldt Odinstårnet – en reference til Odenses navn, der menes at stamme fra guden Odin.
Imponerende nok stod tårnet allerede året efter klart til indvielse. Det endte med at blive hele 177 meter højt. Til sammenligning er Lighthouse i Århus, Danmarks højeste bygning pr. 2024, “kun” 142 meter højt. Filippatårnet, der fra og med foråret 2024 er den højeste bygning i Odense, strækker sig 63 meter op i luften. Så Odinstårnet var og er i en liga for sig. Når man dertil lægger, at det 177 meter høje tårn blev placeret nær toppen af Bolbro Bakkes top i 36 meters højde over havet, ragede det i alt 213 meter i vejret, hvilket er ca. 50% mere end Lighthouse.
Det fynske udsigtstårn blev forsynet med hurtigtkørende elevatorer. Med sådan én varede det ikke mange øjeblikke, før man nåede til restauranten omtrent halvvejs oppe. Herfra kunne man nyde en mageløs udsigt ud over Nordfyn. Tårnet blev en udpræget turistattraktion, og der solgtes store mængder souvenirs med Odinstårnet som tema.
Odinstårnet fotograferet samme år det blev indviet. (Kb.dk)
Når man ser Odinstårnet på fotografier og film fra den tid, virker tårnets konstruktion ret så spinkel. Der er ikke den samme brede bund, som man kender det fra f.eks. Eiffeltårnet. Formentlig har ingeniører beregnet, at Odinstårnet kunne modstå orkaner og andet uvejr. Men næppe, at det også skulle kunne tåle sprængstoffer. Dét var der nogen, der fandt på at udnytte.
Den ødelæggende aktion blev udført den 14. december 1944. Det var den nazistiske Peter-gruppe, der stod bag sprængningen. Sabotagen var tænkt som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Et kolossalt brag rungede ud over Odense, og så lå byens kun ni år gamle vartegn spredt ud over en betragtelig del af Bolbro Bakke.
De sørgelige rester af Odinstårnet efter sprængningen. (Wikipedia)
En mindesten på Bolbro Bakke vidner om, at én ulykke sjældent kommer alene. På befrielsesdagen den 5. maj opstod der skyderi i Odinstårnets ruinhob. Sandsynligvis var det modstandsfolk, der som et udslag af kådhed eller inkompetence kom til at beskyde hinanden. En mand døde.
Men freden kom. Og hen ad vejen fik man ryddet op i dyngerne efter det ødelagte tårn. Derefter begyndte bygrænsen lige så stille at kravle op ad Bolbro Bakke.
Alt andet lige må der have været fare for, at det sted, hvor Odinstårnet havde stået, kunne blive bebygget. Men det reddede skindet. Det blev i stedet en del af en park, Odinsparken. Et grønt areal, som er omkranset af etagebyggeri.
På den nordlige side af Odinstårnet kan man tydeligt se terrænet stige op mod tårnets fod. (Foto: Danskebjerge.dk)
At arealet omkring tårnet stod relativt uberørt, gav næring til tanker om en genrejsning af Odinstårnet. En forening blev dannet med netop det formål, og året 2004 markerede den foreløbige kulmination på foreningens arbejde. Det år blev der nemlig opført en miniatureudgave af Odinstårnet på selv samme sted, hvor det oprindelige tårn havde stået. Begrebet miniature skal her forstås relativt. Det nye Odinstårn er faktisk hele 12 meter højt. Det er der ikke mange monumenter i Danmark, der kan måle sig med.
Men står det til Foreningen Odinstårnet, så skal minitårnet snart vige pladsen igen. Drømmen er opførelsen af et nyt tårn, man rent faktisk kan komme op i.
For 20 år siden virkede dette måske som en utopi, men i de senere år er der jo blevet bygget en del meget høje bygninger i Danmark. Og hvis man kunne bygge et 177 meter højt tårn tilbage i midten af 1930’erne, så kan man da også i dag. Højderekorder er noget, der fænger. Det samme gør udsigter. Bare se, hvor stor interesse det vakte, da Skovtårnet ved Rønnede blev opført. Og det er endda kun 45 meter højt.
Kommer der et nyt Odinstårn – og hvor højt bliver det? The sky is the limit. (Foto: Danskebjerge.dk)
Om det så lige vil fungere med Bolbro Bakke – med tanke på områdets nuværende bebyggelse og infrastruktur -, det kan man diskutere. Måske vil det være nemmere at lede efter en placering ved de førnævnte lokaliteter, Blommenslyst og Dyred.
Eller også kunne man nøjes med at lave et mellemstort udsigtstårn – et Odinstårn på f.eks. 30 meter i højden. Fra sådan et tårn vil der være en god udsigt ud over Odense. Ikke en mageløs, men en god.
Et sådant tårnprojekt er vel mere realistisk, men også lidt mere leverpostejsagtigt, da det utvivlsomt vil stå i skyggen af fortidens storhed.
Læs meget mere om Danmarks udsigtstårne – både dem, der stadig eksisterer, og dem, der ikke gør – på denne side på Danskebjerge.dk.
Zone 2-træning er meget oppe i tiden. Især efter at Pogacars succes i Tour de France blev sat i forbindelse med en øget mængde træning i zone 2.
Hvad er zone 2? Det er desværre ikke så let at fastslå præcist, for der findes flere definitioner. Nogle siger, at den går op til 80% af maksimumpulsen. Andre siger, at den øvre grænse snarere ligger på omkring de 70%. Endnu mere komplekst bliver det af, at der er to forskellige måder at udregne pulsprocenter på.
Men altså – lad mig tage udgangspunkt i mine egne tal og mine egne Garmin-data.
De siger, at zone 2 er træning ved 106-123 slag i minuttet, svarende til 60-70% af min maksimale puls. Zone 1 ligger så på 89-106 (50-60%), mens zone 3 ligger på 124-142 slag (70%-80%). Hos Garmin er der i alt fem zoner, men udfordringen med zone 2 er primært at holde sig mellem zone 1 og zone 3, så lad os nøjes med at fokusere på disse tre.
Når jeg cykeltræner, ligger jeg det meste af tiden i zone 3 (70%-80%). Det tror jeg faktisk, at flertallet af motionister gør. Ulempen kan være, at zone 3 er en tilstand, hvor kroppen trættes relativt meget, uden at man presser den i en grad, så den bliver stærkere. Tit er det ellers den gyldne middelvej, der er den bedste at vælge her i livet, men skal man følge fysiologiens mekanismer, så gælder det faktisk ikke træning. Her bør man undgå det “mellemhårde”.
Det er der ikke noget nyt i. Jeg kan huske, at jeg engang i Norge læste et motionsblad, hvor der blev talt for, at man primært trænede under 70% af max og over 90% af max. Altså ENTEN meget mild træning ELLER benhård træning. Rådene gjorde indtryk på mig dengang (ca. i 2008), fordi det ikke virkede så intuitivt.
Og jeg må tilstå, at jeg kun i begrænset omfang har prøvet disse råd af.
Det skyldes dels, at jeg ikke føler, at jeg har tid – og vel heller ikke lyst – til at motionere lavintenst. Jeg vil gerne “mærke”, at jeg træner.
Men det hænger også sammen med, at træning under 70% slet og ret er vanskeligt. Jeg oplever det faktisk sådan, at det kræver stor koncentration at træne på den måde. Hvis jeg ikke tænker over det, kommer min puls meget nemt over 70% og dermed op i zone 3 eller 4. Eksempelvis i modvind og på bakker. For hvor sjovt er det lige at cykle op ad en lille bakke med 8 km/t – eller køre med 20 km/t i modvind? Det kan man næsten ikke få sig selv til. Men det er dét, zone 2-træning indebærer.
Omvendt er der jo også en nedre grænse for zone 2. Og det er spøjst med den, for den er trods alt så høj, at jeg vanskeligt kan komme op over den på gåture. Jeg skal virkelig presse mig selv – og helst i udfordrende terræn – for at komme op på 60% i puls, når jeg går. Lidt ærgerligt faktisk, for en kombination af højintens cykling og lavintens gang ville være en tiltalende træningsrytme for mig.
Så zone 2 skal være noget, jeg opsøger på cyklen, men hvad gør jeg for at ramme rigtigt indenfor de dér drilske pulsgrænser?
Jamen, det gode ved zone 2 er, at du kan sætte dig ud på cyklen uden at føle, at du skal yde noget. Du skal bare cykle i et roligt tempo – lidt som hvis du skal cykle fra A til B i hverdagen. Og når du så kommer ud i modvinden eller rammer en stigning, så skal du tænke det modsatte af, hvad du plejer at tænke. I stedet for at træde hårdere i pedalerne skal du føle, at du tager kraft ud af dit tråd – ellers vil du automatisk få en højere puls. Bliver du det mindste forpustet, er du formentlig allerede i zone 3 eller højere. Om ikke andet vil din pulsmåler fortælle dig det.
Nå, men er jeg så sådan én, der vil træne en masse i zone 2 fremover? Næppe. Zone 2-træning passer bedst til dem, der har en stor træningsmængde, og det synes jeg ikke jeg kan sige, at jeg har. For mig går træning mest ud på at fornemme, at jeg er på det niveau, jeg gerne vil være, og der vil zone 2-træning gøre mig lidt usikker, da det er en træningsform, hvor man så at sige underpræsterer. Men den er alligevel god at kende til, for man ved jo, at den er relativ effektiv, og hvis man så har en dag, hvor man savner overskud til at give den gas på landevejen, så giver det stadig god mening at sige: Pyt, jeg snupper bare noget zone 2.
Mennesket har sat sit præg på højen nord for Gerlev, og det er der en grund til.
Lørdag var jeg en tur på Vejrbanke. Det er en bakke, der ligger i den nordlige udkant af Gerlev, 4 km stik syd for Slagelse.
Jeg fik interesse for bakken under en cykeltur for nylig. På toppen er der nemlig en stor træbygget platform med bord og adskillige siddepladser. “Der er nok en god udsigt derfra,” tænkte jeg i forbifarten, og ganske rigtigt – da jeg var deroppe i dag, kunne jeg nyde et kig ud over vidtstrakte marker til om ikke alle sider, så dog de fleste.
Højdekurverne tydeliggør, at der fra Gerlev er terrænfald mod syd, øst og vest.
På udsigtspunktet befinder man sig 65 meter over havet. De sidste tre meter skyldes en høj, som ved første øjekast ligner en gravhøj. Det ville være usædvanligt at tillade sådan et anlæg oven på en gravhøj, og researchen bagefter viste da også, at der er tale om en høj opført som en del af et vandværk. Det forklarer samtidig de to små bygninger, der ligger klos op ad højen. Mit gæt er, at der inde i højen befinder sig nogle store beholdere.
Udsigt fra toppen af højen: To løbere er på vej ned mod Harrested Ådal.
At der er flot udsigt mod syd og øst skyldes især, at landskabet falder ned mod Harrested Ådal. Der er godt 50 højdemeter ned til ådalens bund.
Dette bakkede landskab er ofte lidt overset, fordi man i stedet fokuserer på Vårby Bakke, der ligger til den modsatte side, altså mod vest. Terrænfaldet ned mod Vårby Å er en halv snes meter større og et nøk stejlere. Men Harrested-området er bestemt også krævende, hvis man f.eks. er cyklist.
Bakken op mod Gerlev er en af de hårdere vestsjællandske stigninger.
Tag Skørpingevej fra broen over Harrested Å. Stigningen op mod Gerlev starter i 15 meters højde over havet, og den slutter først et stykke inde i Gerlev by 51 moh. Strækningen er 1200 meter lang, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,0. Især de første par hundrede meter er ganske stejle, og der er tit ufordelagtig vind, fordi vejen overvejende stiger i nordvestlig retning og ligger i åbent terræn.
Der er bakker, der er hårde, fordi de simpelthen er det. Og så er der bakker, der er hårde, fordi man tror, de ikke er det.
På min seneste cykeltur stødte jeg på to af disse snydebakker. Vel at mærke af ret forskellig slags.
Strækningen op mod Sønderupsønder ad Slagelse Landevej. Højdekurverne ligger ikke ret tæt, men det er netop dét, der gør bakken så lumsk.
Efter at have rundet Skælskør havde jeg retning mod nord. Jeg var mere end halvvejs på den planlagte tur, og benene var ikke helt lige så friske, som da jeg startede. Men vindretningen var gunstig, og tempoet godt.
Så mærker jeg alligevel noget, der minder om en krise. Farten falder fra nogle og tredive kilometer i timen til nogle og tyve. Tilsyneladende uden grund. Hvad sker der? Nåh jo.
Vi nærmer os Sønderupsønder. Her har jeg kørt før, men det er længe siden. Dengang blev jeg ramt af en fornemmelse af at hænge fast i dyndet. Det er det samme nu.
Fænomenet kaldes i internationalt cykelsprog for ‘false flat’. Det vil sige, at det, der lader til at være fladt terræn, i virkeligheden er stigende.
‘False flat’ kan tilskrives flere faktorer. Først og fremmest skal strækningen have en jævn, men kun moderat hældning – oftest i intervallet 1-3%. Dernæst skal omgivelserne være sådan, at de visuelt ikke afslører, at terrænet stiger. Og endelig skal den vej, man cykler på, typisk være bred, for på store brede veje er det sværere at identificere hældninger med øjet.
Vejene i Harzen er typisk brede og omkransede af træer. Det gør det sværere at identificere hældninger.(Foto: Danskebjerge.dk)
Mit grummeste møde med ‘false flat’ var i Harzen. Det er en del år siden, men det står stadig klart for mig.
Fra byen Goslar cyklede jeg ind mod bjergene. Da jeg kom til en dal, forventede jeg at finde nogle sideveje, der førte hen til skarpe stigninger. I stedet blev jeg ved og ved med at køre i dalen, og tempoet var sløjt trods stadigt højere puls. Først senere indså jeg, at vejen gennem dalen faktisk hele tiden gik en smule opad. Det var bare ikke til at se. Senere på turen stødte jeg på andre ‘false flats’ og enerverende stigninger. En medvirkende faktor var, at der er meget nåleskov i Harzen, og når du kører på en bred vej omgivet af høje ensartede træer skrumper fornemmelsen af stigning.
Sønderupsønder er ikke Harzen. Men fænomenet er tilsvarende. Og ubehaget og forundringen den samme. Slagelse Landevej virker som flad asfalt, men er det ikke. På det sidste stykke mod toppen øges stigningsprocenten dog en smule, og det er faktisk en lettelse: Solidt skrånende asfalt ved man, hvad er, og her kan man bedre leve med lav fart og lidt ømhed i benmuskulaturen.
Sønderupsønder-bakken er i alt 1150 meter lang og stiger med 2,7% i gennemsnit. Det kan måske virke sammenligneligt med Slagelseegnens mest kendte stigning, Vårby Bakke på Korsørvej. Den er 1100 meter lang og stiger med 4% i snit. Men der er stor forskel på de to. Vårby Bakkes stigningsgrad ligger konstant på 4-5% på langt det meste af strækningen, og det er nok til, at man aldrig er i tvivl. Vårby Bakke er hverken ‘flat’ eller ‘false flat’. Hård, men reel.
Korsørvej ved Vårby Bakke. Her er man ikke i tvivl om, at terrænet begynder at stige trods den moderate gennemsnitlige stigningsprocent. (Foto: Danskebjerge.dk – fra før der blev anlagt dobbeltrettet cykelsti.)
Nu nævnte jeg jo, at jeg på tilbageturen fra Skælskør var stødt ind i en anden snydestrækning, så den skal også med her.
Det drejer sig om vejen Parcelgårdsvej, der går parallelt med Vestmotorvejen i udkanten af Slagelse. Parcelgårdsvej er i det ydre helt anderledes end vejen til Sønderupsønder: smal, snoet og puklet. Men også dén er sært irriterende. For uanset om man kommer kørende fra den ene eller den anden side, så oplever man vældig meget modstand. Det hele føles så trægt.
Strækningen gennem Slagelse Lystskov ad Parcelgårdsvej. Altid en led omgang, selvom højdeprofilen ikke umiddelbart ser skræmmende ud.
Måske spiller det ind, at asfaltbelægningen er noget grov idet. Men min hovedtese er, at det er de meget hyppige terrænstigninger og terrænfald, der gør udslaget. 4-5 meter op, 4-5 meter ned, 4-5 meter op osv. Man får intet momentum med sig, og derfor er det hårdt. Normalt er en asfaltvej noget “udglattet”, men Parcelgårdsvej forekommer at være placeret direkte oven på det puklede dødislandskab, der er ret markant i området. Læg dertil forskellige småsving, som også bidrager til at bryde rytmen.
Til syvende og sidst er hverken Parcelgårds eller Slagelse Landevej dog ondskabsfulde i sig selv. Når bare man har fokus på sin ydelse og ikke alt muligt andet, så er både den ene og den anden type strækning ét fedt. Men det vil alligevel være en hjælp for de fleste, hvis de på forhånd ved, at de nærmer sig en bakke, der bedrager. Så kan man være lidt tilgivende overfor sig selv, når sanserne sætter gang i alarmklokkerne. Betragt det som falsk alarm, og stol på dine evner!
