Blogsbjerg

For snart en del år siden udkom Danskebjerge.dk med en artikel om GPS’ers og rutehjemmesiders pålidelighed. Konklusionen var kort fortalt, at man skal holde angivelser om højdemeter ud i strakt arm. For hvis nogen blot oplyser et antal højdemeter for en bestemt rute, kan du ikke helt bruge det til noget uden også at vide, hvor vedkommende har tallet fra, og hvilken registrering den er baseret på. Er det fx direkte fra egen GPS, eller har tallene været gennem en udbyders kortfunktion efterfølgende? Det kan have stor betydning, ligesom det kan have stor betydning, hvor god en software eventuelle højdekorrektioner er baseret på.

Nu er der jo løbet meget vand under broen siden den artikel, og jeg vil her lige komme med en kort status, hvor jeg ser på, om problemstillingen har ændret sig. Det skal lige siges, at jeg ikke har viden om, hvordan de enkelte teknologiudbydere har indrettet deres algoritmer, så min vurdering er dels baseret på almindelige observationer, hvor jeg sammenligner forskellige kilder til data, og dels på, at jeg i nogle få tilfælde har lavet manuel optælling af højdemeter på ruter, hvilket giver et om ikke 100% nøjagtigt, så dog et pålideligt resultat, som man kan sætte op imod andre angivelser, man støder på.

Først og fremmest: Er data for højdemeter mere pålidelige nu end for ti år siden?

Dertil vil jeg svare: både ja og nej.

Ja’et skyldes, at jeg fornemmer, at nogle udbydere stabilt kan levere data, som virker forholdsvis præcise. Det gælder f.eks. RideWithGPS og Strava. De lader til at have fået implementeret noget software, som kan trække selv finere højdedata ud af kort. Hvis nogen kom til mig og sagde: “Jeg har lige kørt 100 km. RideWithGPS siger, at der var 700 højdemeter” – så vil jeg tro på, at de 700 er tæt på det korrekte.

Egentlig har jeg længe ment, at det burde være relativt nemt at lave software, som kan beregne højdemeter med høj nøjagtighed. Højdedata findes nemlig – endda på frit tilgængelige online kortservices og med en præcision, der når helt ned på centimeterniveau. Så det handler bare om at parre softwaren med disse kort og programmere tingene sådan, at der for hvert punkt, der indtegnes i en ruteplanlægger, trækkes en højde ud.

Det vil næsten kunne fjerne al usikkerhed om højdemeter. Og det vil gøre eksempelvis barometermåling ligegyldig. Åh, ja – suk – barometermåling. Jeg nærede engang store håb til dette – det lød fancy og dejligt analogt. Men da jeg så fik et ur med barometermåling, brast alle mine illusioner. Der er for mange ting, der kan gå galt i processen – fra manglende kalibrering til ændringer i vejret. I hvert fald bruger jeg det slet ikke. Jeg kører min ruteregistrering ind i systemet og vælger den korrektion, der nu måtte være tilgængelig.

Og så er vi jo allerede langt inde i den del af mit svar, der lyder: “Nej”. Altså nej til det spørgsmål, der går på, om de højdedata, vi præsenteres for, er mere troværdige nu end for ti år siden. Teknologien har udviklet sig generelt, men du skal ikke regne med, at din GPS er blevet bedre til at måle højdeforskelle. Og du skal heller ikke regne med, at du bare ved at gå ind på fx Strava straks får et validt result, når du finder en bestemt rute.

Forleden sad jeg og kiggede efter en rute, der gik rundt om Maglesø syd for Holbæk. Jeg fandt to på Strava. Vejen, der er kørt, er identisk (den ene siger, at runden er 9,15 km lang, mens den anden siger 9,2), men højdemeterangivelserne passer slet ikke sammen.

For den ene rutes vedkommende angives “elevation gain” til 184 meter. I det andet tilfælde er tallet 90. Det ene tal er altså mere end dobbelt så højt som det andet, hvilket er langt ud over, hvad man kan kalde bagatelafdelingen. Hvis man kørte rundstrækningen 10 gange med udgangspunkt i hver af de to registreringer, ville forskellen i højdemeter være 940!

Det er den med de 184 meter, der stikker mest ud. Selve højdeprofilen fremstår ellers plausibel, men tallet er absurd højt. I det andet eksempel er det modsatte tilfældet. Højdeprofilen er noget mærkværdig at se på, men til gengæld virker tallet mere rigtigt.

Nu er det faktisk sådan, at Danskebjerge.dk møjsommeligt har optalt højdemeter manuelt på ruten, så vi har et facit. Og det er: 127 højdemeter. Det er tættere på de 90 end på de 184 – men stadig langt fra.

Er det så Stravas skyld, at man får to så forkerte bud? Ikke nødvendigvis. Strava er øjensynligt indrettet sådan, at de data, der kommer fra den uploadende bruger, forholdsvis direkte overføres til selve visningen. Men der findes altså en højdekorrektionsfunktion, som man kan klikke sig frem til, når man redigerer ruten. Og det viser sig som regel, at denne korrektur, som efter alt at dømme er baseret på statiske kortdata, rammer tæt på virkeligheden.

Men man kan som nævnt også gå til RideWithGPS, og her får man – når man uploader en tur rundt om Maglesø eller tegner den ind – et ganske brugbart resultat uden at skulle højdekorrigere. I forbindelse med denne artikel tegnede jeg rundstrækningen ind her, og det gav 118 højdemeter – altså kun 9 færre end tallet fra den manuelle optælling. Jeg supplerede dette med lidt søgning i samlingen af ruter hos RideWithGps og fandt en Maglesø-upload, som angav 115 højdemeter. Der er med andre ord ikke meget forskel. For nogle år siden var der hos RideWithGPS en angivelse, der lød på 132, så det svinger tilsyneladende lidt (med en usikkerhed på ca. 10%), men jo slet ikke i samme størrelsesorden, som hvis man går ind på Strava og bare søger nogle uploads frem.

Men for nu lige at vende tilbage til spørgsmålet om i dag og for ti år siden:

Dengang fandtes en populær rutehjemmeside, der hed GPSies.com. Populariteten var berettiget, for data herfra var langt bedre, end hvad man kunne finde på andre lignende websites. Desværre solgte den tyske ejer sit værk, og GPSies.com blev til AllTrails.com, hvor de dog ikke lige fik den gode software med over – de var åbenbart bare interesseret i at overtage nogle brugere! Så det var noget af et tilbageskridt, og deraf mit “både-og”-svar til ovenstående spørgsmål. For nej, vi har ikke taget et afgørende skridt frem mod høj præcision, men jo, der findes nogle udmærkede datakilder, som blot skal håndteres med lidt varsomhed. Dertil kommer, at der kan være GPS-produkter og rutewebservices, som jeg ikke kender, og som er endnu bedre end Strava, RideWithGPS og Garmin for den sags skyld, når det gælder højdemeter.

Én ting, som i hvert fald er væsentligt at få med set fra især en dansk synsvinkel, er de små terrænforskelle. I Danmark vrimler det jo ikke med enorme stigninger. Til gengæld kan landskabet godt være ret puklet. Og hvis rutesoftwaren er sat til at skære alle ujævnheder væk (f.eks. alt under 5 eller 10 højdemeter), så kommer de danske ruter til at lide under det. Vi ved, at det forekommer, ikke mindst hos Garmin. Argumentet er forståeligt, nemlig at hvis revl og krat inddrages, så kan selv små GPS-fejl give skæve resultater. Men udbyderne kan som sagt komme uden om det ved at lade højdemeterberegningen være baseret på kort. Vel at mærke de rigtige, troværdige kort, som heldigvis findes.

/Jacob

Med et indbyggertal på over 180.000 indtager Odense tredjepladsen på listen over Danmarks største byer. Til gengæld udmærker byen sig ikke, når det gælder terrænet. Fyns hovedstad er nemlig ganske bakkefattig, og derfor skal der ikke så meget til, for at et punkt kan blive Odenses højeste. Prisen går til Bolbro Bakke, som når op i en naturlig højde af 40 meter over havet.

Hvis man googler Odenses højeste punkt, får man ellers nogle andre bud. Disse ligger især mod vest i retning af Vissenbjerg. Steder som Dyred og Blommenslyst nævnes, og her findes ganske rigtigt terrænpunkter, der er noget højere end 40 meter over havet. Men det er efter undertegnedes mening upræcist at kalde dem for Odenses højeste punkter, for de kan ikke siges at ligge i Odense by. Det gør Bolbro Bakke derimod, omend lokaliteten først i sidste del af 1900-tallet blev opslugt af den voksende storby. Før Anden Verdenskrig var der cirka to kilometer fra bakkens top til bygrænsen mod øst. I dag skal man bevæge sig 350 meter i modsat retning for at møde et skilt, der markerer endepunktet for Odenses bymæssige bebyggelse.

Men man kan diskutere kriterierne for, hvornår en by ophører. Hører f.eks. bydelene Højby og Sankt Klemens med til Odense by? Tja, der er vel kun en ådal, der skiller. Hvis man er large og regner dem med til Odense, så er Bolbro Bakkes ophøjede status i fare, for i Højby når terrænet op i et par og fyrre meter over havet, og i Sankt Klemens næsten det samme. Men lad os her lade tvivlen komme Bolbro Bakke til gode. Det er nemlig et sted med en højdramatisk historie.

I 1934 besluttede man, at der på Bolbro Bakke skulle opføres et højt udsigtstårn. Det skulle bestå af overskydende byggematerialer fra byggeriet af Lillebæltsbroen. Tårnet blev kaldt Odinstårnet – en reference til Odenses navn, der menes at stamme fra guden Odin.

Imponerende nok stod tårnet allerede året efter klart til indvielse. Det endte med at blive hele 177 meter højt. Til sammenligning er Lighthouse i Århus, Danmarks højeste bygning pr. 2024, “kun” 142 meter højt. Filippatårnet, der fra og med foråret 2024 er den højeste bygning i Odense, strækker sig 63 meter op i luften. Så Odinstårnet var og er i en liga for sig. Når man dertil lægger, at det 177 meter høje tårn blev placeret nær toppen af Bolbro Bakkes top i 36 meters højde over havet, ragede det i alt 213 meter i vejret, hvilket er ca. 50% mere end Lighthouse.

Det fynske udsigtstårn blev forsynet med hurtigtkørende elevatorer. Med sådan én varede det ikke mange øjeblikke, før man nåede til restauranten omtrent halvvejs oppe. Herfra kunne man nyde en mageløs udsigt ud over Nordfyn. Tårnet blev en udpræget turistattraktion, og der solgtes store mængder souvenirs med Odinstårnet som tema.

Når man ser Odinstårnet på fotografier og film fra den tid, virker tårnets konstruktion ret så spinkel. Der er ikke den samme brede bund, som man kender det fra f.eks. Eiffeltårnet. Formentlig har ingeniører beregnet, at Odinstårnet kunne modstå orkaner og andet uvejr. Men næppe, at det også skulle kunne tåle sprængstoffer. Dét var der nogen, der fandt på at udnytte.

Den ødelæggende aktion blev udført den 14. december 1944. Det var den nazistiske Peter-gruppe, der stod bag sprængningen. Sabotagen var tænkt som et svar på modstandsbevægelsens tiltagende aktivitet. Et kolossalt brag rungede ud over Odense, og så lå byens kun ni år gamle vartegn spredt ud over en betragtelig del af Bolbro Bakke.

En mindesten på Bolbro Bakke vidner om, at én ulykke sjældent kommer alene. På befrielsesdagen den 5. maj opstod der skyderi i Odinstårnets ruinhob. Sandsynligvis var det modstandsfolk, der som et udslag af kådhed eller inkompetence kom til at beskyde hinanden. En mand døde.

Men freden kom. Og hen ad vejen fik man ryddet op i dyngerne efter det ødelagte tårn. Derefter begyndte bygrænsen lige så stille at kravle op ad Bolbro Bakke.

Alt andet lige må der have været fare for, at det sted, hvor Odinstårnet havde stået, kunne blive bebygget. Men det reddede skindet. Det blev i stedet en del af en park, Odinsparken. Et grønt areal, som er omkranset af etagebyggeri.

At arealet omkring tårnet stod relativt uberørt, gav næring til tanker om en genrejsning af Odinstårnet. En forening blev dannet med netop det formål, og året 2004 markerede den foreløbige kulmination på foreningens arbejde. Det år blev der nemlig opført en miniatureudgave af Odinstårnet på selv samme sted, hvor det oprindelige tårn havde stået. Begrebet miniature skal her forstås relativt. Det nye Odinstårn er faktisk hele 12 meter højt. Det er der ikke mange monumenter i Danmark, der kan måle sig med.

Men står det til Foreningen Odinstårnet, så skal minitårnet snart vige pladsen igen. Drømmen er opførelsen af et nyt tårn, man rent faktisk kan komme op i.

For 20 år siden virkede dette måske som en utopi, men i de senere år er der jo blevet bygget en del meget høje bygninger i Danmark. Og hvis man kunne bygge et 177 meter højt tårn tilbage i midten af 1930’erne, så kan man da også i dag. Højderekorder er noget, der fænger. Det samme gør udsigter. Bare se, hvor stor interesse det vakte, da Skovtårnet ved Rønnede blev opført. Og det er endda kun 45 meter højt.

Om det så lige vil fungere med Bolbro Bakke – med tanke på områdets nuværende bebyggelse og infrastruktur -, det kan man diskutere. Måske vil det være nemmere at lede efter en placering ved de førnævnte lokaliteter, Blommenslyst og Dyred.

Eller også kunne man nøjes med at lave et mellemstort udsigtstårn – et Odinstårn på f.eks. 30 meter i højden. Fra sådan et tårn vil der være en god udsigt ud over Odense. Ikke en mageløs, men en god.

Et sådant tårnprojekt er vel mere realistisk, men også lidt mere leverpostejsagtigt, da det utvivlsomt vil stå i skyggen af fortidens storhed.

Læs meget mere om Danmarks udsigtstårne – både dem, der stadig eksisterer, og dem, der ikke gør – på denne side på Danskebjerge.dk.

/Jacob

Zone 2-træning er meget oppe i tiden. Især efter at Pogacars succes i Tour de France blev sat i forbindelse med en øget mængde træning i zone 2.

Hvad er zone 2? Det er desværre ikke så let at fastslå præcist, for der findes flere definitioner. Nogle siger, at den går op til 80% af maksimumpulsen. Andre siger, at den øvre grænse snarere ligger på omkring de 70%. Endnu mere komplekst bliver det af, at der er to forskellige måder at udregne pulsprocenter på.

Men altså – lad mig tage udgangspunkt i mine egne tal og mine egne Garmin-data.

De siger, at zone 2 er træning ved 106-123 slag i minuttet, svarende til 60-70% af min maksimale puls. Zone 1 ligger så på 89-106 (50-60%), mens zone 3 ligger på 124-142 slag (70%-80%). Hos Garmin er der i alt fem zoner, men udfordringen med zone 2 er primært at holde sig mellem zone 1 og zone 3, så lad os nøjes med at fokusere på disse tre.

Når jeg cykeltræner, ligger jeg det meste af tiden i zone 3 (70%-80%). Det tror jeg faktisk, at flertallet af motionister gør. Ulempen kan være, at zone 3 er en tilstand, hvor kroppen trættes relativt meget, uden at man presser den i en grad, så den bliver stærkere. Tit er det ellers den gyldne middelvej, der er den bedste at vælge her i livet, men skal man følge fysiologiens mekanismer, så gælder det faktisk ikke træning. Her bør man undgå det “mellemhårde”.

Det er der ikke noget nyt i. Jeg kan huske, at jeg engang i Norge læste et motionsblad, hvor der blev talt for, at man primært trænede under 70% af max og over 90% af max. Altså ENTEN meget mild træning ELLER benhård træning. Rådene gjorde indtryk på mig dengang (ca. i 2008), fordi det ikke virkede så intuitivt.

Og jeg må tilstå, at jeg kun i begrænset omfang har prøvet disse råd af.

Det skyldes dels, at jeg ikke føler, at jeg har tid – og vel heller ikke lyst – til at motionere lavintenst. Jeg vil gerne “mærke”, at jeg træner.

Men det hænger også sammen med, at træning under 70% slet og ret er vanskeligt. Jeg oplever det faktisk sådan, at det kræver stor koncentration at træne på den måde. Hvis jeg ikke tænker over det, kommer min puls meget nemt over 70% og dermed op i zone 3 eller 4. Eksempelvis i modvind og på bakker. For hvor sjovt er det lige at cykle op ad en lille bakke med 8 km/t – eller køre med 20 km/t i modvind? Det kan man næsten ikke få sig selv til. Men det er dét, zone 2-træning indebærer.

Omvendt er der jo også en nedre grænse for zone 2. Og det er spøjst med den, for den er trods alt så høj, at jeg vanskeligt kan komme op over den på gåture. Jeg skal virkelig presse mig selv – og helst i udfordrende terræn – for at komme op på 60% i puls, når jeg går. Lidt ærgerligt faktisk, for en kombination af højintens cykling og lavintens gang ville være en tiltalende træningsrytme for mig.

Så zone 2 skal være noget, jeg opsøger på cyklen, men hvad gør jeg for at ramme rigtigt indenfor de dér drilske pulsgrænser?

Jamen, det gode ved zone 2 er, at du kan sætte dig ud på cyklen uden at føle, at du skal yde noget. Du skal bare cykle i et roligt tempo – lidt som hvis du skal cykle fra A til B i hverdagen. Og når du så kommer ud i modvinden eller rammer en stigning, så skal du tænke det modsatte af, hvad du plejer at tænke. I stedet for at træde hårdere i pedalerne skal du føle, at du tager kraft ud af dit tråd – ellers vil du automatisk få en højere puls. Bliver du det mindste forpustet, er du formentlig allerede i zone 3 eller højere. Om ikke andet vil din pulsmåler fortælle dig det.

Nå, men er jeg så sådan én, der vil træne en masse i zone 2 fremover? Næppe. Zone 2-træning passer bedst til dem, der har en stor træningsmængde, og det synes jeg ikke jeg kan sige, at jeg har. For mig går træning mest ud på at fornemme, at jeg er på det niveau, jeg gerne vil være, og der vil zone 2-træning gøre mig lidt usikker, da det er en træningsform, hvor man så at sige underpræsterer. Men den er alligevel god at kende til, for man ved jo, at den er relativ effektiv, og hvis man så har en dag, hvor man savner overskud til at give den gas på landevejen, så giver det stadig god mening at sige: Pyt, jeg snupper bare noget zone 2.

/Jacob

Lørdag var jeg en tur på Vejrbanke. Det er en bakke, der ligger i den nordlige udkant af Gerlev, 4 km stik syd for Slagelse.

Jeg fik interesse for bakken under en cykeltur for nylig. På toppen er der nemlig en stor træbygget platform med bord og adskillige siddepladser. “Der er nok en god udsigt derfra,” tænkte jeg i forbifarten, og ganske rigtigt – da jeg var deroppe i dag, kunne jeg nyde et kig ud over vidtstrakte marker til om ikke alle sider, så dog de fleste.

På udsigtspunktet befinder man sig 65 meter over havet. De sidste tre meter skyldes en høj, som ved første øjekast ligner en gravhøj. Det ville være usædvanligt at tillade sådan et anlæg oven på en gravhøj, og researchen bagefter viste da også, at der er tale om en høj opført som en del af et vandværk. Det forklarer samtidig de to små bygninger, der ligger klos op ad højen. Mit gæt er, at der inde i højen befinder sig nogle store beholdere.

At der er flot udsigt mod syd og øst skyldes især, at landskabet falder ned mod Harrested Ådal. Der er godt 50 højdemeter ned til ådalens bund.

Dette bakkede landskab er ofte lidt overset, fordi man i stedet fokuserer på Vårby Bakke, der ligger til den modsatte side, altså mod vest. Terrænfaldet ned mod Vårby Å er en halv snes meter større og et nøk stejlere. Men Harrested-området er bestemt også krævende, hvis man f.eks. er cyklist.

Tag Skørpingevej fra broen over Harrested Å. Stigningen op mod Gerlev starter i 15 meters højde over havet, og den slutter først et stykke inde i Gerlev by 51 moh. Strækningen er 1200 meter lang, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,0. Især de første par hundrede meter er ganske stejle, og der er tit ufordelagtig vind, fordi vejen overvejende stiger i nordvestlig retning og ligger i åbent terræn.

/Jacob

Der er bakker, der er hårde, fordi de simpelthen er det. Og så er der bakker, der er hårde, fordi man tror, de ikke er det.

På min seneste cykeltur stødte jeg på to af disse snydebakker. Vel at mærke af ret forskellig slags.

Efter at have rundet Skælskør havde jeg retning mod nord. Jeg var mere end halvvejs på den planlagte tur, og benene var ikke helt lige så friske, som da jeg startede. Men vindretningen var gunstig, og tempoet godt.

Så mærker jeg alligevel noget, der minder om en krise. Farten falder fra nogle og tredive kilometer i timen til nogle og tyve. Tilsyneladende uden grund. Hvad sker der? Nåh jo.

Vi nærmer os Sønderupsønder. Her har jeg kørt før, men det er længe siden. Dengang blev jeg ramt af en fornemmelse af at hænge fast i dyndet. Det er det samme nu.

Fænomenet kaldes i internationalt cykelsprog for ‘false flat’. Det vil sige, at det, der lader til at være fladt terræn, i virkeligheden er stigende.

‘False flat’ kan tilskrives flere faktorer. Først og fremmest skal strækningen have en jævn, men kun moderat hældning – oftest i intervallet 1-3%. Dernæst skal omgivelserne være sådan, at de visuelt ikke afslører, at terrænet stiger. Og endelig skal den vej, man cykler på, typisk være bred, for på store brede veje er det sværere at identificere hældninger med øjet.

Mit grummeste møde med ‘false flat’ var i Harzen. Det er en del år siden, men det står stadig klart for mig.

Fra byen Goslar cyklede jeg ind mod bjergene. Da jeg kom til en dal, forventede jeg at finde nogle sideveje, der førte hen til skarpe stigninger. I stedet blev jeg ved og ved med at køre i dalen, og tempoet var sløjt trods stadigt højere puls. Først senere indså jeg, at vejen gennem dalen faktisk hele tiden gik en smule opad. Det var bare ikke til at se. Senere på turen stødte jeg på andre ‘false flats’ og enerverende stigninger. En medvirkende faktor var, at der er meget nåleskov i Harzen, og når du kører på en bred vej omgivet af høje ensartede træer skrumper fornemmelsen af stigning.

Sønderupsønder er ikke Harzen. Men fænomenet er tilsvarende. Og ubehaget og forundringen den samme. Slagelse Landevej virker som flad asfalt, men er det ikke. På det sidste stykke mod toppen øges stigningsprocenten dog en smule, og det er faktisk en lettelse: Solidt skrånende asfalt ved man, hvad er, og her kan man bedre leve med lav fart og lidt ømhed i benmuskulaturen.

Sønderupsønder-bakken er i alt 1150 meter lang og stiger med 2,7% i gennemsnit. Det kan måske virke sammenligneligt med Slagelseegnens mest kendte stigning, Vårby Bakke på Korsørvej. Den er 1100 meter lang og stiger med 4% i snit. Men der er stor forskel på de to. Vårby Bakkes stigningsgrad ligger konstant på 4-5% på langt det meste af strækningen, og det er nok til, at man aldrig er i tvivl. Vårby Bakke er hverken ‘flat’ eller ‘false flat’. Hård, men reel.

Nu nævnte jeg jo, at jeg på tilbageturen fra Skælskør var stødt ind i en anden snydestrækning, så den skal også med her.

Det drejer sig om vejen Parcelgårdsvej, der går parallelt med Vestmotorvejen i udkanten af Slagelse. Parcelgårdsvej er i det ydre helt anderledes end vejen til Sønderupsønder: smal, snoet og puklet. Men også dén er sært irriterende. For uanset om man kommer kørende fra den ene eller den anden side, så oplever man vældig meget modstand. Det hele føles så trægt.

Måske spiller det ind, at asfaltbelægningen er noget grov idet. Men min hovedtese er, at det er de meget hyppige terrænstigninger og terrænfald, der gør udslaget. 4-5 meter op, 4-5 meter ned, 4-5 meter op osv. Man får intet momentum med sig, og derfor er det hårdt. Normalt er en asfaltvej noget “udglattet”, men Parcelgårdsvej forekommer at være placeret direkte oven på det puklede dødislandskab, der er ret markant i området. Læg dertil forskellige småsving, som også bidrager til at bryde rytmen.

Til syvende og sidst er hverken Parcelgårds eller Slagelse Landevej dog ondskabsfulde i sig selv. Når bare man har fokus på sin ydelse og ikke alt muligt andet, så er både den ene og den anden type strækning ét fedt. Men det vil alligevel være en hjælp for de fleste, hvis de på forhånd ved, at de nærmer sig en bakke, der bedrager. Så kan man være lidt tilgivende overfor sig selv, når sanserne sætter gang i alarmklokkerne. Betragt det som falsk alarm, og stol på dine evner!

/Jacob

Man fristes til at tro, at højden af et landskab er noget stationært, men det sker alligevel jævnligt, at et terræn ændrer sig. Danmark er vel et af de lande, hvor det sker oftest. Der er flere fænomener, der forårsager det:

1.) Landet hæver/sænker sig som forsinket reaktion på gletsjernes forsvinden. Ændringen er på under 2 millimeter om året, men over tid gør det en forskel. Det kan være medvirkende til, at den nuværende terrænhøjde på et givent sted ved afrunding er 1 meter højere eller lavere end dengang, da de første officielle topografiske opmålinger blev foretaget.

2.) Kysterne eroderes. Især ved Vestkysten er der mange steder, hvor der tidligere var en høj klint, men nu kun flad strand. De mest spektakulære klinteskred finder dog sted i den modsatte ende af landet, nemlig ved Møns Klint, hvor kystlinjen til gengæld er relativt stabil.

3.) Sandaflejring og sandfygning. I kystnære områder kan der aflejres materiale fra havet, således at der skabes nye landområder. Og længere inde i landet kan vinden flytte rundt på overfladesand. Dermed bliver terrænet nogle steder lavere og andre steder højere end før.

Det sted, hvor punkt 3 vel ses tydeligst i Danmark, er på Fanø. Her er landskabet meget foranderligt. Forleden fik jeg en henvendelse fra en af Danskebjerge.dk‘s læsere. Den gik på, at Fanøs højeste punkt er nogle meter højere, end jeg har angivet i en artikel om øens højeste punkter. Jeg tjekkede op, og det er ganske rigtigt. Dels er der nord for det punkt, som jeg udpegede som det højeste, er “nyt” punkt, hvis højde er 27 moh. (se kortet ovenfor). Og dels er højden af det punkt, jeg udpegede, øget med to meter – fra 22 til 24 moh. Så der har forekommet en tilførsel af materiale med højere terræn til følge.

Men om forskellene alene skyldes højdeforskydninger siden artiklens offentliggørelse i 2017, eller om de også skyldes eventuelle uregelmæssigheder i myndighedernes digitale terrænmåling, er svært at sige med sikkerhed.

Læs mere om den sydvestjyske ø her:

https://danskebjerge.dk/artikler-fanoestoppe.htm

/Jacob

Kongedyssen ved Slagelse er en stor langdysse med et stort kammer. Og den er større – faktisk måske en hel del større -, end hvad de officielle dimensioner tilsiger.

Ifølge informationstavlen ved oldtidsmindet måler dyssen 57 meter. Det svarer til det tal, der står i Nationalmuseets beskrivelse fra 1940. Imidlertid viser en digital måling ud fra satellitfoto en anden længde – nemlig 61 meter. Og det er tættere på Skov- og Naturstyrelsens beskrivelse fra 1984, hvor længden blev angivet til 60 meter.

Så der kan ikke herske tvivl om, at informationstavlen underestimerer Kongedyssens dimensioner med nogle meter. Men, men, men. Denne afvigelse er for intet at regne mod, hvad en spændende teori siger om dyssens oprindelige udseende. Står denne teori til troende, har vi at gøre med Sjællands suverænt længste langdysse. Måske endda Danmarks længste, hvis vi kun ser på de langdysser, der har bevaret deres dyssekarakter frem til i dag.

Lad mig begynde med min egen observation. Som nævnt foretog jeg en opmåling af Kongedyssen. Det gjorde jeg vha. et digitalt onlinekort fra SDFI. I den forbindelse opdagede jeg på satellitbillederne en lys terrænform på kornmarken stik nord for Kongedyssen. Da jeg slog kortets skyggefunktion til, måbede jeg: Terrænformen er aflang, har omtrent samme dimensioner som Kongedyssen og ligger i direkte forlængelse deraf, blot adskilt af den tværgående Bavnehøjvej og nogle meter på hver side af den.

Dette fund skabte jo grobund for en tese: Kunne Kongedyssen engang have omfattet den aflange form mod nord? Det ville i så fald næsten tredoble dyssens samlede længde. Kongedyssen ville have været ca. 175 meter lang! I sandhed et majestætisk oldtidsminde.

Jeg undersøgte sagen nærmere og nåede frem til disse forhold, der taler for, at tesen er sand:

• Formen på nordsiden af vejen er rent faktisk registreret som en langdysse. Den er blot sløjfet for længst – allerede i 1893 betegnes den af Nationalmuseet som “overpløjet”.
• På den nuværende Kongedysse findes randsten mod syd, vest og øst (knap 80 i alt) – men slet ingen mod nord. Det kunne passe med, at der aldrig har været nogen nordlige randsten, fordi dyssen i sin oprindelige form ganske enkelt ikke har haft noget endepunkt her.
• Der er kun ét kammer i den nuværende Kongedysse. Det er almindeligt med flere kamre i langdysser. Hvis dyssen oprindeligt har fortsat mod nord, kan der have eksisteret et eller flere kamre i den del.
• I 1984 taler Skov- og Naturstyrelsens udsendte medarbejder med ejeren af den nærliggende Stendyssegård. Denne refererer en gammel mand for at have fortalt, at dyssen tidligere havde været længere, men at den nordlige del af dyssen var blevet fjernet og anvendt som fyld et eller andet sted, evt. ved byggeri af en bro.
• Hvad skulle idéen være i at anlægge to mere end 60 meter lange og lige brede dysser i direkte forlængelse af hinanden med højst 40 meters afstand imellem sig i stedet for at anlægge én sammenhængende langdysse?
• En 175 meter lang langdysse er voldsomt, men ikke urealistisk. Kardyb Langdysse syd for Skive (i dag næsten uden nogen oprindelige sten) har en længde på 184,5 meter. Lindeskov Langdysse på Fyn måler 168 meter. Der kan tidligere have eksisteret andre langdysser af lignende størrelse.
  
  

Så vidt den kæde af indicier, der underbygger forestillingen om, at Kongedyssen oprindeligt har været længere.

Der er altså også en del ting, der taler imod denne teori. Heriblandt:

• Der findes eksempler på storstensgrave, der er anlagt i forlængelse af hinanden, bl.a. ved Grøfte (også Slagelse Kommune).
• Kongedyssens nordlige randsten kan være fjernet af alle mulige grunde, eksempelvis i forbindelse med anlæggelse af Bavnehøjvej.
• På et matrikelkort oprettet så tidligt som i 1806 er både den nuværende Kongedysse og den overpløjede langdysse indtegnet som noget, der ligner områder fyldt med sten. Disse to områder er adskilt på kortet, og der går ingen vej igennem, dvs. adskillelsen lader til at være sket inden etablering af Bavnehøjvej. Måske har det endda været sådan fra starten.
• Når den nordlige langdysse allerede var overpløjet i 1893, og Bavnehøjvej blev anlagt i sidste del af 1800-tallet, så kan den gamle mand, som Skov- og Naturstyrelsen hørte om i 1984, ikke selv have oplevet, at der blev fjernet materiale fra stedet.
• Hvorfor er der ca. 30 meter fladt terræn uden synlige spor af dysse mellem den overpløjede langdysse og Bavnehøjvej? Hvis man havde anlagt en vej vinkelret gennem en langdysse, havde man vel kun haft behov for at fjerne så meget af dyssen, som anlægsarbejdet krævede.
  

Der kan være andre for- og imod-argumenter end de ovenstående.

Men er der en konklusion, der kan drages?

Det er svært, men jeg hælder til, at det er overvejende sandsynligt, at Kongedyssen også oprindeligt har haft de dimensioner, den har nu. Jeg lægger især vægt på det gamle matrikelkort, der synes at vise to separate områder med sten liggende i forlængelse af hinanden. Hvad “motivet” har været til at lave et sådant dobbeltanlæg, kan man kun gætte på.

Men uanset hvad: Kongedysse er i sin nutidige form faktisk en stor langdysse – en del længere end den gennemsnitlige danske langdysse -, og det kan anbefales at besøge den. Den er nem at komme til (pga. parkeringspladsen få skridt derfra), og udsigten er formidabel. Dog skal man måske lige overveje tidspunktet for besøget.

Hvis du kommer om sommeren, kan du nyde det gode vejr og forhåbentlig også det klare vejr, der gør det muligt at se Storebæltsbroen og Fyns kyst – til gengæld kan der være skudt så meget græs op, at randstenene skjules. I årets kolde måneder kan der være et vejrbetinget ubehag forbundet med at studere Kongedyssen – til gengæld er det nemmere at få et fyldestgørende indtryk af storstensgraven, fordi bevoksningen er minimal.

I et andet blogindlæg kan du læse om andre oldtidsgrave, der ligger lige i nærheden af Kongedysse.

/Jacob

Byggegrunde skal helst have en god beliggenhed. Sådan var holdningen også i oldtiden, hvor de store gravmonumenter ofte blev anlagt på steder, der lå højt i terrænet. På den måde sikrede man ikke blot, at der var en flot udsigt fra disse anlæg, men også, at de kunne ses fra lang afstand og gøre indtryk på såvel lokale som tilrejsende.

Et område med fremragende beliggenhed både dengang og nu er højdedraget vest for Slagelse. Lad os kalde det Vårby Bakke, for selvom nogle forbinder navnet Vårby Bakke med skråningerne på og ved Korsørvej, så er der faktisk tale om en ca. 14 kilometer bred skråning, der har sin bund i den nord-/sydgående Vårby Ådal. Fra åen og op til toppen af Vårby Bakke er der en højdeforskel på ca. 55 meter, og hvis vejret er blot nogenlunde klart, kan man se den fynske kyst godt 30 kilometer mod vest.

Langs bakkekammen ved Slagelse har der ifølge Kulturarv.dk ligget 20 oldtidshøje. I dag er der seks tilbage. Fire af dem ligger på en næsten lige linje indenfor 800 meter, og de er karakteristiske på hver deres måde:

• Tvehøje: Den sydligste af de fire oldtidsgrave. Den lever til fulde op til sit navn, idet den af Nationalmuseet betegnes som “to sammenbyggede høje”. Set oppefra er den omtrent amøbeformet. Formen snyder øjet lidt, for fra afstand forledes man til at tro, at der er to toppe, men i virkeligheden er der næsten intet terrænfald imellem dem. Fra mange andre bronzealderhøje ved man, at en usædvanlig form kan skyldes senere påvirkning (f.eks. er der på Hagbardshøj ved Susåen en kløft midt i højen, og den er dannet af mennesker i nyere tid). Sådan er det tilsyneladende ikke med Tvehøje. Det kunne være interessant at vide, hvor almindeligt fænomenet er i Danmark.
  
• Hellig Anders Høj: En offentligt tilgængelig høj, der også kaldes Korshøj eller Hvilehøj. Den er en af de mest kendte bronzealderhøje på Vestsjælland. I seværdighedsforklaringen fra Skov- og Naturstyrelsen hedder det kort og godt: “Høj med kors, højt i terræn, vidt udsyn”. Der er fem meters højdeforskel på bund og top, og det i sig selv gør lokaliteten spændende. Men det er korset på toppen og den dertil hørende myte, som er trækplasteret. Det siges om en Slagelse-præst ved navn Anders, at han på en rejse var nået til Jerusalem. Da kom der en hest hen til ham, og den bad ham springe op på dens ryg. Det gjorde han, og vupti, så lå han på en høj nær sin hjemby. Højen er opkaldt efter middelalderpræsten, og der har siden 1700-tallet stået et trækrucifiks til minde om ham – det blev senest fornyet i 1952.
  
• Bavnehøj: Omtrent samme dimensioner som Hellig Anders Høj 400 meter længere mod syd, men slet ikke med samme publikumsappel. Det skyldes først og fremmest den bevoksning, som højen er omsluttet af. Der burde næsten være en lov, der forbød tilgroning af oldtidsminder, men sådan er det ikke. At Bavnehøj har været mere attraktiv før i tiden, ser man bl.a. ved, at navnet på den nærmeste gård er Baunehøjgård, og den nærliggende vej hedder Bavnehøjvej.
  
• Kongedysse: En 60 meter lang dysse, som forbindes med en vis kong Slag. Kong Slag siges at have lagt navn til byen Slagelse, hvilket dog ikke kan passe, da man ved, at bynavnet Slagelse har en anden oprindelse. Men langdyssens beliggenhed og de mægtige sten, der udgør dyssens eneste kammer, har bestemt noget majestætisk over sig. Kongedyssen er efter alt at dømme ældre end de tre førnævnte oldtidsgrave. Langdysser er nemlig fra bondestenalderen, mens de kuppelformede gravhøje typisk er fra bronzealderen. Kongedyssen har egen parkeringsplads, og udsigten er en smule bedre end den fra Hellig Anders Høj, da terrænet ned mod ådalen her er blottet for træer.

Jeg har lidt mere at sige om Kongedyssen, men det bliver i et selvstændigt indlæg.

/Jacob

Nogle kilometer syd for Horsens ligger et lille, men alligevel meget markant højdedrag ved navn Bjerrelide. Dets højeste punkt er gravhøjen Purhøj med 121,5 moh., men lidt længere mod syd er der et andet toppunkt, der også er værd at kende. Især hvis man interesserer sig for krimistof og retsvæsen.

Stedets funktion afsløres allerede i navnet: Galgebakke. På Galgebakke er et ukendt antal dømte forbrydere blevet henrettet igennem tiden – den sidste i 1856, og det er den, jeg lige vil omtale.

Tilbage i 2008 var der i Vejle Amts Folkeblad en beskrivelse af de hændelser, der førte til henrettelsen. Du kan læse hele artiklen her. Men kort fortalt drejer det sig om en lokal mand, der overfaldt en 14-årig pige, Maren Abrahamsdatter, for at voldtage hende og umiddelbart efter slog pigen ihjel.

Af avisartiklen fremgår, at manden blev dømt til »at miste sin hals og hans hoved at sætte på en stage«. Han appellerede dommen, men den blev både stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg og af Højesteret, skriver avisen.

Dette er dog kun en halv sandhed, kan jeg nu afsløre. For på den tid fandtes endnu en retslig instans, nemlig regeringen og kongen. Der er flere eksempler på, at Frederik den 7. var relativt blød, når det gjaldt straffe, og på dagen, hvor drabssagen fra Bjerre blev taget op i statsrådet, havde han lige nedsat en i forvejen nedsat straf til en indbrudstyv.

Og også straffen til drabsmanden blev reduceret – omend ikke nok til at gøre gerningsmanden glad! Kongen slog nemlig fast, at i denne sag skulle dødsstraffen eksekveres. Formildelsen bestod i, at drabsmandens hoved ikke skulle sættes på en stage. Så han slap altså for at ende som f.eks. Johann Struensee, hvis kropsdele kunne ses videnom efter halshugningen.

Men døden undgik manden ikke. Han blev den sidste person, der henrettedes på Bjerrelide.

Ved mit sidste besøg på Bjerrelide forsøgte jeg at finde den gamle galgebakke. Man kan se den fra afstand, men desværre ligger den et stykke inde på en privat mark. Så nogen stor turistseværdighed er der ikke tale om. Der er Purhøj mere attraktiv.

På fredagens solbeskinnede cykeltur kom jeg forbi Fristrupvej nær Tølløse. Det er nogle år siden, at jeg sidst besteg denne ganske krævende sag, men jeg kunne sagtens huske den.

Der er mindst to ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken.

Den ene er, at bakken består af to adskilte stigende strækninger.

Nummer 1, den nederste, er den mest stejle. På de skrappeste 100 meter af den ligger stigningsprocenten på 10% i gennemsnit.

Derefter er der et stykke på 100 meter med en positiv højdeforskel på kun godt 1 meter, altså næsten fladt.

Så kommer delstigning nummer 2. Her bliver man bl.a. udsat for 240 meter med en gennemsnitlig stigning på 6,3%.

Det, man så kan diskutere, er, om stigningen bliver hårdere af at være delt op på denne måde, eller om den tværtimod bliver nemmere af det. Sidstnævnte påstand bygger på, at man får lidt tid til at puste ud halvvejs, hvor terrænet næsten ikke stiger. De fleste vil dog nok mene, at det er omvendt, altså at det særlige forløb gør stigningen mere krævende end ellers. Simpelthen fordi stigningsprocenterne visse steder når højere op, end hvis hældningen var fordelt mere ligeligt ud over hele bakken.

Andre lignende bakker
“Dobbeltbakker” af denne type er ikke så almindelige i Danmark, men de forekommer. Blandt sjællandske eksemplarer kan nævnes Kårupvej i Odsherred. Den minder faktisk en del om Fristrupvej, men er noget længere.

I Jylland har vi bl.a. Jelshøj, som Danskebjerge.dk har kåret til Danmarks smukkeste stigning. Jelshøj-stigningen er meget lig Fristrupvej, når vi ser på den samlede højdeforskel (Jelshøj: 35 højdemeter, Fristrupvej: 38 højdemeter), men den jyske bakke er noget kortere og dermed også stejlere. Den kan uanset hvad ikke hamle op med Danmarks måske mest udfordrende “dobbeltbakke”: Østengård ved Vejle. Denne skråner med helt op til 18% og har alligevel et kort midterstykke på 0%.

Der findes næppe nogen officiel definition på den nævnte type bakke. Man kan derfor ikke entydigt sige, hvornår en bakke er en “dobbeltbakke” à la Fristrupvej, og hvornår det bare er en bakke med varierende hældning. Men man kan i al fald slå fast, at det flade stykke skal adskille sig markant fra bakkens maksimale stigningsprocent. Et bud kunne være: Bakken skal have en maksimal stigningsprocent på mindst 10, og på midterstykket skal der være en strækning med en stigning på højst 2% i snit.

Forældede bakkenavne
Mangler vi noget? Ja, jeg mangler at nævne den anden ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken. Det er, at den har tilnavnet Schulstad-bakken. Ja, faktisk har dette navn, Schulstad-bakken, lokalt været det mest benyttede i mange år, særligt blandt cykelryttere. Ulempen: at der ikke længere er nogen Schulstad brødfabrik på Fristrupvej. Den lukkede i 2012, og deraf fik vi misèren: En stigning, der var opkaldt efter en privat virksomhed, bærer et navn, som ikke længere giver mening.

Et parallelt eksempel finder vi ved Rønnede, hvor Sydsjællands største stigning engang blev døbt P2-bakken. Navnet kom af den møbelforretning, som lå i bunden af bakken (præcis ligesom brødfabrikken på Fristrupvej lå i bunden af bakken). Og som sådan er det forståeligt. For hvis nu man skulle forklare andre om, hvordan man fandt frem til stigningen, kunne man jo sige: “Ved du, hvor P2 Møbler og Tæpper ligger? Godt, det er dér, du skal dreje af.” Praktisk. Og så alligevel ikke.

For mens eksisterende veje kun sjældent ændrer form og placering, så er virksomheder genstand for forandring. De lukker – som møbelforretningen og brødfabrikken gjorde for år tilbage. Eller de brænder ned. Eller de ændrer navn. Eller noget fjerde. Så det er ganske enkelt noget rod at opkalde uforanderlige lokaliteter efter foranderlige lokaliteter.

Tag i stedet udgangspunkt i noget andet. F.eks. vejnavnet. Man kan også bruge navnet på bakketoppen øverst oppe. Eller den by, man kører igennem på strækningen. Bare det er noget, der er knyttet fast til landskabet og ikke kan forsvinde nærmest fra den ene dag til den anden, som firmaer jo kan.

/Jacob