Blogsbjerg

Det vrimler med indbydelser til motionsløb for tiden, og mange af dem har godt med højdemeter på programmet. Måske er det i år, at du skal prøve kræfter med Løberen Highland Trail, som Danskebjerge.dk har kåret til det hårdeste danske løb i halvmaratonkategorien?

Lidt mindre kan dog også gøre det, især på denne side af højsæsonen, hvor formen måske stadig hænger noget i håndbremsen. Heldigvis afvikles der her i marts og april adskillige motionsløb, som ganske vist er kuperede, men stadig er til at tale med.

Sidste år indledte jeg selv “bjergløbssæsonen” på den vestsjællandske halvø Reersø, hvor jeg var med i det traditionsrige Reersø Rundt. Underlaget er meget afvekslende – man løber på både asfalt, grus, sti og strandsand -, og der er også et par genstridige stigninger undervejs. Men det egentlige højdepunkt – i mere end én forstand – er, når man er kommet op på kanten af klinten og kan kigge ud over havet og næsten lodret ned på stranden til venstre for stien. Her vil navnlig dem med højdeskræk kunne opleve, at den høje puls og de anstrengte lunger får selskab af et sug i maven og en lille portion svimmelhed. I år finder løbet sted den 8. marts.

Derefter er der lidt tid til at justere bakketeknikken, inden det i april går løs med flere forårsklassikere. Færgelundsløbet afvikles den 2. april, og så fortsætter perlerækken: Aalborg Brutal Marathon den 3., Helvede i Nord den 6., Skvæt Skov-løbet den 12. og Hedelands Bjergløb den 19. april. Man bliver helt forpustet bare ved tanken om alle de højdemeter, som løberne bliver udsat for på de 18 dage.

Vejret er også en faktor ved disse kuperede løb. Det danske forårsvejr er omskifteligt, og forudgående regn kan gøre bakkerne ekstra vanskelige, ikke mindst på vej nedad. Det hænder endda, at der falder sne i april måned. Det skete bl.a. forud for Helvede i Nord for nogle år siden. Snedække på skrånende og sandet underlag kan virkelig gøre sådan et løb til et endnu større helvede, end det er i forvejen.

Men så er der jo også den mulighed, at solen stråler, og temperaturen er tocifret. Selvom mange deltagere i bjergløb går efter benhårde udfordringer, så er det da rart at kunne slippe for de lange ærmer og/eller bukseben. Og blå himmel har én yderligere fordel: Den sikrer bedre udsigter, når man kommer til de højeste punkter på ruten.

/Jacob

Hvordan vurderer man, hvor hård en rute er?

Det er vanskeligt.

Mange bruger mavefornemmelsen. “Puha, det her løb var helt sikkert hårdere end det forrige!” lyder det. Men så løse sammenligninger er ikke ret troværdige. Først og fremmest afhænger en løbsoplevelse meget af ens egen ydelse. Hvis du har presset dig selv hårdt i et løb, kan det få dig til at tro, at ruten var særligt hård, selvom den måske ikke var det. Subjektivitet har det med at overskygge objektivitet.

En meget bedre tilgang er at se på antallet af højdemeter. Det er bl.a. den metode, som ligger til grund for Danskebjerge.dk’s liste over danske bjergløb. For at komme med på listen skal løbenes ruter have et betydeligt antal højdemeter, og de er dernæst rangeret efter højdemeter. Så denne opgørelsesform er ret objektiv, i det omfang man kan skaffe data om højdemeterne.

Men man kan også vælge en helt tredje metode. Den går ud på at sammenligne tider. Altså eksempelvis at se på, hvor hurtigt vinderen har løbet. Hvis vedkommende har løbet markant langsommere, end hvad man ville have forventet på en flad rute, så er det en kraftig indikation af, at ruten er meget vanskelig.

Tidskrævende at løbe nedad
Ulempen kan være, at man så ikke længere får et “rent” billede af, hvor kuperet ruten er. For tempoet kan blive påvirket af andre forhold – f.eks. vejrforhold eller særligt drilsk underlag (sten, sand, mudder eller sågar vand).

Men hvis man husker at tage det forbehold, synes jeg, at tidssammenligningerne (som vi vender tilbage til om lidt) er ganske sigende for sværhedsgraden.

Et forhold, der kommer til udtryk på denne måde – og i mindre grad når man alene bruger højdemetermetoden -, er karakteren af nedstigningerne. Som mange bakkeglade løbere ved, er det nemlig nogle gange lige så tidskrævende at løbe nedad som opad. Det er tilfældet, hvis bakkerne er meget stejle, og det er svært at få fodfæste og/eller holde balancen.

På den måde kan et stærkt kuperet løb skille sig kraftigt ud fra et jævnt kuperet. På sidstnævntes bakker kan man puste ud og alligevel holde en høj fart nedad. På førstnævntes kan man også puste ud – i et vist omfang -, men man skal koncentrere sig meget om at sætte fødderne rigtigt, og alligevel er tidstabet betydeligt.

Tempoforskelle i forskellige løb
Når man kigger på nogle udvalgte bjergløbs vindertider (fra 2014), tegner der sig et ret klart billede:

– 1864-Løbet, halvmaraton: 1:22:42 = 15,31 km/t

– Aalborg Brutal Marathon, maraton: 2:47:59 = 15,07 km/t

– Klinteløbet, 10 km: 0:47:13 = 12,71 km/t

– Glarbo Highland Trail, 21 km: 2:12:45 = 9,49 km/t

Vinderne var løbere, der har et niveau svarende til at kunne løbe 10 km på mellem 32 og 36 minutter (konstateret via Google-søgning).

Og hvad viser alt dette så? Ja, det er jo til dels forskellige distancer, så direkte sammenlignelighed er der ikke. Men jeg synes alligevel, at man kan pege på et par interessante pointer ud fra tallene:

– Tempoet i Glarbo Highland Trail er ca. 60% langsommere end i 1864-Løbet. Distancerne er lige lange.

– Tempoet i Klinteløbet er ca. 19% langsommere end i Aalborg Brutal Marathon. Klinteløbets rute er ellers meget kortere end ruten i Aalborg Brutal Marathon (under en fjerdedel).

– Tempoet i 1864-Løbet og Aalborg Brutal Marathon ligger tæt. Det passer med, at koncentrationen af højdemeter er nogenlunde identisk på de to ruter. (At der i Aalborg løbes hurtigere trods den længere samlede distance, kan til dels forklares med styrkeforskellen mellem de to vindere.)

Metode kan udvikles yderligere
Man vil antageligt kunne bruge den her beskrevne metode til ret nøjagtige sammenligninger af løbs sværhedsgrader, hvis man skabte nogle mere kontrollerede rammer for empirien. Man kunne eksempelvis lade den samme løber – eller flere løbere med næsten ens præstationsniveau – gennemføre løbene og sikre sig, at de var i nogenlunde lige god form på de forskellige løbstidspunkter.

Det vil godt nok være en metode, som involverer en menneskelig faktor, og dette er som sagt ofte problematisk i sammenhænge, hvor man tilstræber objektivitet. Men løbere, der vinder løb, er som regel meget stabile i deres præstationer, så jeg er ikke så bekymret.

/Jacob

For halvandet år siden skrev Allan Treschow Jensen til mig, at han ville arrangere et løb med rigtig mange højdemeter.

Mit svar lød sådan her:

“Det lyder som et skønt projekt! (…) Jeg vil umiddelbart tro, at det bliver svært at lave en rute med over 700 højdemeter, hvis den skal lægges på vej/sti og ikke må være længere end 15 km. Men jeg har ikke noget mod at tage fejl! :)”

Siden har Glarbo Highland Trail, som løbet hedder, været afviklet to gange, og der kommer også et tredje i 2015. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af de hårdeste ruter, man overhovedet kan tegne i Danmark, hvis det skal være på vej, sti eller spor. Det går simpelthen op og ned hele tiden, og terrænet er stejlt.

Ruten er lagt på en 7 kilometer lang rundstrækning, der ifølge arrangørerne har 500 højdemeter. Det er derfor, at man kan komme op på 1000 højdemeter, hvis man snupper rundstrækningen to gange.

Men kan det passe, at der er 500 højdemeter pr. omgang?

Jeg er stadig ikke helt overbevist. Jeg har gennemgået ruten og kan slå fast, at der mindst er 340 højdemeter. Det får man, hvis man tager alle de laveste og de højeste punkter og lægger højdeforskellene sammen.

Dette tal er dog lavt sat. Ruten er meget varieret, og bakkerne går ikke kun lige op og lige ned. Der er også pukler på. Så derfor skal der lægges en del oven i de 340.

Allan er nået frem til de 500 højdemeter ud fra et kort med højdekurver, og det er også en god metode. Min tvivl er teoretisk baseret. Forestil dig, at du skal løbe op ad en stigning, som er 7 kilometer lang, og som stiger konstant med 500 højdemeter. Det ville give en stigningsprocent på 7,1 i snit – nogenlunde svarende til procenten på Alpe d’Huez. Men i et løb som Glarbo Highland Trail er der højst op-ad-bakke-løb på halvdelen af strækningen. Der er jo ikke tale om én sammenhængende stigning, men om flere “små”, og dem skal man ned fra igen. Derfor vil den gennemsnitlige stigningsprocent på rutens stigninger være det dobbelte, altså mindst 14,2 procent. 14,2 er meget højt. Så højt, at jeg næsten kun ville kunne få det til at stemme, hvis man havde fundet en meget stejl bakke, som man så løb og op ned ad gang på gang. Glarbo Highland Trail-ruten er derimod en reel rundstrækning, og her er det næsten umuligt ikke at have enkelte flade stykker. Og så snart man har det, vil gennemsnitsprocenten altid styrtdykke. Derfor har jeg min tvivl.

Men det, jeg fremfører her, er jo sådan et alt-andet-lige-ræsonnement, som kun holder, til det bliver modbevist i et konkret tilfælde. Som sagt vil jeg gerne tage fejl – jeg vil gerne æde en portion skovbund fra Silkeborg-skovene, hvis der virkelig er 500 højdemeter. På spejderære. Vi skal bare lige finde en måde, som vi kan fastslå sandheden på.

Hvad med højdedata ud fra GPS-registreringer? Det tror jeg ikke på. GPS’er har ret store usikkerheder, når det gælder ruter som denne. Rutesitet Gpsies.com angiver således et højdemetertal, der ligger langt under både Allans tal og min minimumsværdi. Da jeg kiggede nærmere på Gpsies.com’s profil, kunne jeg da også konstatere, at der simpelthen er sving, som er registeret forkert. Og fejlregistreringer har stor betydning, hvis det f.eks. drejer sig om et sving for foden af en bakke, lige inden der tages hul på en ny stigning. Her kan der smutte adskillige højdemeter blot det ene sted.

Så det er noget med at skulle tilbage til et kort med gode højdeangivelser og tælle op derfra. Og så måske prøveløbe ruten for at sammenholde kortet med virkeligheden – eller opdage ujævnheder, som end ikke et kort kan have med. Hvordan måler man f.eks. højdemeterne på en træstamme, der ligger på tværs af stien? Når vi er ovre i løbskategorien trail, er ruterne altid vanskeligere end ellers at beregne højdemeter på.

Anyway: Uanset om det er 340 højdemeter eller 500 eller noget helt tredje, så er Glarbo Highland Trail det mest kuperede danske motionsløb, jeg kender. Og vel at mærke et løb, som faktisk lokker en del løbere til. 175 tilmeldte var der i 2014. Det siger lidt om, at det ikke bare er et nørdeløb for højdemeterantallets skyld, men at der er mere at komme efter. F.eks. en fantastisk naturoplevelse.

/Jacob

Her om vinteren kan bakkeløb være en våd og beskidt fornøjelse. Mange af de bedste danske bakker ligger nemlig i skov- og naturområder med blødt underlag, og det betyder pløre og dårligt fodfæste.

Men rundt om i landet er der heldigvis også stigninger, som en løber kan komme tørskoet hjem fra, selv på en vinterdag. Man skal blot acceptere, at vejnettet ikke er helt så fintmasket som eksempelvis et stisystem i en skov. Så man risikerer at skulle løbe samme vej ned ad bakken, som man er kommet op.

Med mindre man altså finder en god rundstrækning, der både er kuperet og har en passende længde.

Her er en gennemgang af nogle af de landskaber og bakkebyer, der har de bedste asfalterede ruter med stigninger. Lad os starte helt i øst:

Nordbornholm:
Gudhjem er med sine meget stejle gader et fantastisk godt sted at afprøve sine bakkeevner. Der er et væld af muligheder for at komponere en rute, hvor man talrige gange kommer op og ned ad skråningen ud mod Østersøen. Den stejleste udfordring er Bokulvej. Den stiger med op til 23% og er således Danmarks tredjestejleste asfaltvej. På vestsiden af øen kan man prøve den rute, som i årtier er blevet brugt ved de lokale cykelrytteres enkeltstartsmesterskaber. Den er 8,5 km lang og går fra den lille havneby Vang og op til toppen af halvøen Hammeren. En tur med mange højdemeter, men: fra mål er der altså 8,5 km tilbage til start.

Furesø-området:
For københavnere er området ved Furesø det nærmeste bakketerræn. Igen kan man med fordel følge i cykelrytternes spor. Det var nemlig her, at VM i landevejscykling blev afviklet i 2011, og selvom Geels Bakke og vejen op til Søllerød Slot ikke fik afgørende betydning for udfaldet, så er det ikke desto mindre et par okay stigninger. Det er muligt at skære nogle hjørner af VM-rundstrækningen, så man kan nå op ad stigningerne flere gange, uden at det bliver en overvældende lang løbetur.

Maglesø:
Der er umådelig smukt ved Maglesø vest for Tølløse, og der er en kuperet asfaltvej, der går rundt om søen. Få steder i Danmark kan man løbe ti så smukke kilometer som på denne rundstrækning. Jeg vil anbefale at løbe mod uret, da man derved konfronteres med de højeste stigningsprocenter, som man finder på nordsiden af søen.

Kalundborg:
Den nordvestsjællandske by Kalundborg er ikke så kendt som bakkeby, men det burde den være. I byens vestlige udkant er der nemlig veje, der i stejlhed næsten kan måle sig med Gudhjems. Prøv f.eks. Tjørnebakken, der med en maksimal stigningsprocent på 21 sniger sig ind i Top 10 over de stejleste danske asfaltstigninger. Området ved Tjørnebakken har samtidig den fordel, at der er relativt mange veje på kryds og tværs – det gør det muligt at komponere en kort, men meget kuperet rundstrækning.

Aabenraa:
Aabenraa Bjergmarathon er blevet kåret som Danmarks mest populære bjergløb. Op mod 3.000 deltagere vælger hvert år at kaste sig ud på den hårde rute, som i maratonudgaven inkluderer fire sløjfer med hver én større stigning.

Kolding og Vejle:
De to østjyske nabobyer ligner hinanden lidt, på den måde at mange af deres stigninger ligger på skråninger ned mod en ådal. Bakker og byer er en rigtig god kombination for bakkeløbere, fordi den betyder, at der er mange veje, som hjælper én op og ned ad skråningerne. Hvis man går efter maksimal stejlhed, skal man vælge Vejle frem for Kolding, da det er i Vejle, at man finder de mest skrånende gader. Ja, faktisk har Vejle Danmarks stejleste gade: Christian Winthersvej har et sted, hvor hældningen er på intet mindre end 25,5%.

Søhøjlandet:
Med kendte bakker som Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj kunne man tro, at Søhøjlandet var et eldorado for løb på asfalt, men så lige til er det ikke. En betydelig del af de store midtjyske stigninger ligger nemlig ude på landet, hvor der ofte er langt mellem vejkrydsene. Dermed risikerer man at skulle løbe temmelig langt blot for at bestige én stor knold. Omvendt er det altså virkelig mange bakker at vælge imellem. Jeg vil fremhæve et enkelt sted: I den lille by Laven er der en vej, der hedder Slangebakken. Som navnet antyder, slanger vejen sig op ad en bakke, og det går nedad igen straks efter, så her kan man løbe nogle fornøjelige runder.

Mariager Fjord:
Mariager Fjord kaldes Danmarks smukkeste, hvilket i høj grad hænger sammen med de høje skrænter ned mod fjorden. Der er mulighed for kuperede rundstrækninger i Hobro, inderst i fjorden, samt i Mariager by ved fjordens sydside, hvor man kan løbe op forbi Hohøj, Danmarks største gravhøj.

/Jacob

Første etape i Post Danmark Rundt 2015 har mange ligheder med anden etape i Giro d’Italia 2012. Dengang aflagde feltet også besøg i bl.a. Struer, Holstebro og ved den jyske vestkyst. Og dengang blev der også talt om, at vinden kunne få en vigtig rolle.

Og ja, Vestkysten er det mest blæsende område i Danmark. Man skal så bare også huske på, at der er et højt dige ud mod havet. Så jeg vil vove den påstand, at hvis der er vestenvind – som er det mest almindelige i Danmark -, så er kystvejen et af de mere stille steder i landet.

Under Giro’ens besøg her strålede solen, og vindstyrken var beskeden (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor). Hovedfeltet var i kontrol hele vejen. Man må forudse et lignende scenarie ved Post Danmark Rundt.

Første etape i det store danske etapeløb blev offentliggjort 26. november. Resten offentliggøres til foråret.

/Jacob

Der er noget helt særligt ved den enkeltstart, man kan deltage i ved næste års Born Fondo, navnet på opfølgeren til Gudhjem Bjergløb 2014.

For det første er den traditionsrig. Den lokale cykelklub har i årtier brugt ruten til klubmesterskabet i enkeltstart. I beskrivelsen af enkeltstarten anvender arrangørerne selv ordet “legendarisk” om den. Den er så nok kun legendarisk for de bornholmske cykelfreaks, men det udelukker jo ikke, at den kan gå hen og få legende-status i videre kredse.

For det andet drejer det sig om en særdeles kuperet rute. Arrangørerne holder ikke igen: De kalder den Danmarks “mest udfordrende enkeltstart” og hævder, at “det er de vildeste kilometer, du nogensinde har prøvet kræfter med”.

Jeg vil personligt mene, at man andre steder i Danmark kan finde strækninger, der i sværhedsgrad kan måle sig med denne. Men hvis man alene kigger på ruter, der har været brugt til større cykelløb, så er denne bjergenkeltstart – som også er et af de ord, arrangørerne bruger om eventen – sandsynligvis den skrappeste.

Brutal start
Starten er meget speciel. Her er der nemlig ikke noget med, at man lige skal i gang først. Næh, det går opad fra kilometer 0, og stigningen, man skal besejre, er den mest krævende i hele landet, nemlig hovedgaden i havnebyen Vang på Bornholms vestkyst (billedet ovenfor). Den er 1280 meter lang og stiger med 7,2% i snit. Dette dækker dog over, at stigningen mod slutningen flader langsomt ud. Selve stykket inde i Vang stiger gennemgående med omkring 10% og byder bl.a. på et hårnålesving.

Derefter kommer man ud på hovedvejen. Her nås lidt efter 3-kilometermærket rutens højeste punkt (115 moh.). Ved Slotslyngvej drejes til venstre, og så går det nedad, men vejforløbet er kryptisk, så det er svært at give den fuld gas her.

Langs Hammer Sø er der fladt, og derpå kommer man til opløbsbakken: Fyrvej. Den snørklede vej stiger med 9% i snit over en strækning på godt 700 meter. Arrangøren påstår, at stigningsprocenten når op på 20 – det vil jeg vædde min hat på ikke passer. Men asfalten vil givetvis opleves som meget stejl, hvis syregrænsen allerede har været overskredet flere gange på de foregående kilometer.

Disponering vigtig
Ved passage af målet, der ligger ved siden af fyret på toppen af Hammeren, har man tilbagelagt 8,3 kilometer og hele 180 højdemeter. Det er hårdt nok i sig selv, men det helt enestående ved ruten er den svære start og den svære afslutning. Dette stiller store krav til, hvordan man disponerer enkeltstarten.

Der er tre meget skarpe sving på ruten, hvoraf de to – på hhv. Vang og Slotslyngvej – har karakter af egentlige hårnålesving. Det mest drilske er formentlig svinget på Slotslyngvej. Det er på 170 grader og ligger på en nedkørsel, så her er der både risiko for at oversatse og være overforsigtig.

Omgivelserne på ruten? De er smukke – naturen, klipperne og ikke mindst: Hammershus borgruin. Men lad os være realistiske: Deltagerne kigger nok mere på pulsur og asfalt end på seværdigheder og omgivende terræn.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:
http://www.bornfondo.dk/enkeltstart.html

Og her er ruten:
http://ridewithgps.com/routes/165574

/Jacob

Post Danmark Rundt kan nok ikke betegnes som det hårdeste løb i de professionelle cykelrytteres kalender. Omvendt vil det være forkert at sige, at de tordner hen over det danske landskab, som var det én stor parkeringsplads.

For selvom profferne har nemmere ved at klare de danske stigninger end vi
andre, så er det altså ikke sådan, at de suser op ad dem med 40 i timen.
Her nogle udvalgte tider på Rasmus Quaade fra Kongeetapen, der igen i 2014 havde mål i Vejle:

– Slangebakken, Laven (se billedet): 24 km/t i snit
– Yding Skovhøj, Yding: 21,6 km/t i snit (det stejleste stykke: 17,2 km/t)
– Bøgeagervej, Vejle: 24,9 km/t i snit
– Kiddesvej, Vejle (første gang): 18,7 km/t
– Kiddesvej, Vejle (sidste gang): 15,6 km/t

/Jacob

Nu er det måske snart slut med at læse brok fra Danskebjerge.dk over manglede live-tv fra Post Danmark Rundt.

Det siges, at en tv-aftale er ved at blive landet.

http://cykelmagasinet.dk/post-danmark-rundt-live-i-2015

I så fald er det den vigtigste nyhed i Post Danmark Rundts nyere historie. Langt vigtigere end fx hvilke store navne man kan tiltrække. Det er ved eksponeringen, at et cykelløbs succes starter. Navnene skal nok komme.

/Jacob

Det er ikke sikkert, at rytterne og den menige tilskuer vil være enig med mig. Men det kunne nu være interessant, hvis der for en sjælden gangs skyld er dårligt vejr i Vejle, når Post Danmark Rundt-feltet ankommer 8. august.

Seneste besøg for mit vedkommende fandt sted forleden i periferien af et skybrud. Koldingvej og Kiddesvej var drivvåde. Så det skarpe sving op mod Kiddesvej var vanskeligt. Og mens jeg selv kunne tillade mig at være en pivskid og bremse godt og grunding ned inden svinget, så vil profferne løbe anderledes stor risiko. Ikke at jeg på nogen måde bryder mig om at se nogen styrte, men drilske vejrforhold vil alt andet lige øge potentiale for dramatik i etapeløbet.

Det kan Jakob Fuglsang, der i år er blandt storfavoritterne, tale med om. I 2011 røg han ud i barrieren i det nævnte sving – på en dag, hvor asfalten også var lidt fugtig.

(Se Fuglsangs semi-styrt her.)

Den mest skræmmende oplevelse, jeg selv fik denne gang, var dog oppe på selve Kiddesvej-stigningen. Pludselig fedtede baghjulet rundt, og jeg var nær røget af cyklen. Det kom helt uventet. Men da jeg kiggede mig bagud, så jeg, at jeg var kørt over et brunt brønddæksel. Det var åbenbart blevet spejlglat i regnen. Og da der er flere dæksler af samme type på Kiddesvej, forudser jeg problemer for rytterne i Post Danmark Rundt-feltet. De kan jo ikke på samme måde som jeg navigere frit på vejen, hvis de sidder i en større gruppe. Så selv hvis de er opmærksomme på problematikken, kan de få svært ved at slippe udenom.

Et tredje farligt sted på rundstrækningen i Vejle er det højresving, der ligger for enden af Pedersholms Allé. Man kommer med høj fart på en nedkørsel, der falder med op til ca. 10%. Så der kan også her ske ting og sager, hvis man satser lidt for meget i vandpytterne.

Den afsluttende rundstrækning i Vejle er på ca. 5,5 kilometer, og jeg har beregnet den til at indeholde 85 højdemeter. Højdemeterne er primært fordelt på hhv. Gl. Ribevej og Kiddesvej, men stykket fra Kiddesvej og op til det højeste punkt på Pedersholms Allé byder også på stigende terræn. I tørvejr vil det selvfølgelig være disse opstigninger, der er mest udfordrende.

Og selv uden regnvejr er der stor sandsynlighed for, at det bliver i Vejles gader, at Post Danmark Rundt afgøres. I kombination med enkeltstarten i Middelfart.

/Jacob

//danskebjerge.dk/VIDEO0243.mp4

Tour-favoritterne tager spidsen på Jenkin Road, Sheffield, på 2. etape af Tour de France 2014.

Det kan tage et par minutter at loade videoen.

//The Tour favourites climbing Jenkin Road, Sheffield, on stage 2 of the Tour de France 2014. (It may take a few minutes for the video to load.)//

/Jacob