Blogsbjerg

For halvandet år siden skrev Allan Treschow Jensen til mig, at han ville arrangere et løb med rigtig mange højdemeter.

Mit svar lød sådan her:

“Det lyder som et skønt projekt! (…) Jeg vil umiddelbart tro, at det bliver svært at lave en rute med over 700 højdemeter, hvis den skal lægges på vej/sti og ikke må være længere end 15 km. Men jeg har ikke noget mod at tage fejl! :)”

Siden har Glarbo Highland Trail, som løbet hedder, været afviklet to gange, og der kommer også et tredje i 2015. Og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en af de hårdeste ruter, man overhovedet kan tegne i Danmark, hvis det skal være på vej, sti eller spor. Det går simpelthen op og ned hele tiden, og terrænet er stejlt.

Ruten er lagt på en 7 kilometer lang rundstrækning, der ifølge arrangørerne har 500 højdemeter. Det er derfor, at man kan komme op på 1000 højdemeter, hvis man snupper rundstrækningen to gange.

Men kan det passe, at der er 500 højdemeter pr. omgang?

Jeg er stadig ikke helt overbevist. Jeg har gennemgået ruten og kan slå fast, at der mindst er 340 højdemeter. Det får man, hvis man tager alle de laveste og de højeste punkter og lægger højdeforskellene sammen.

Dette tal er dog lavt sat. Ruten er meget varieret, og bakkerne går ikke kun lige op og lige ned. Der er også pukler på. Så derfor skal der lægges en del oven i de 340.

Allan er nået frem til de 500 højdemeter ud fra et kort med højdekurver, og det er også en god metode. Min tvivl er teoretisk baseret. Forestil dig, at du skal løbe op ad en stigning, som er 7 kilometer lang, og som stiger konstant med 500 højdemeter. Det ville give en stigningsprocent på 7,1 i snit – nogenlunde svarende til procenten på Alpe d’Huez. Men i et løb som Glarbo Highland Trail er der højst op-ad-bakke-løb på halvdelen af strækningen. Der er jo ikke tale om én sammenhængende stigning, men om flere “små”, og dem skal man ned fra igen. Derfor vil den gennemsnitlige stigningsprocent på rutens stigninger være det dobbelte, altså mindst 14,2 procent. 14,2 er meget højt. Så højt, at jeg næsten kun ville kunne få det til at stemme, hvis man havde fundet en meget stejl bakke, som man så løb og op ned ad gang på gang. Glarbo Highland Trail-ruten er derimod en reel rundstrækning, og her er det næsten umuligt ikke at have enkelte flade stykker. Og så snart man har det, vil gennemsnitsprocenten altid styrtdykke. Derfor har jeg min tvivl.

Men det, jeg fremfører her, er jo sådan et alt-andet-lige-ræsonnement, som kun holder, til det bliver modbevist i et konkret tilfælde. Som sagt vil jeg gerne tage fejl – jeg vil gerne æde en portion skovbund fra Silkeborg-skovene, hvis der virkelig er 500 højdemeter. På spejderære. Vi skal bare lige finde en måde, som vi kan fastslå sandheden på.

Hvad med højdedata ud fra GPS-registreringer? Det tror jeg ikke på. GPS’er har ret store usikkerheder, når det gælder ruter som denne. Rutesitet Gpsies.com angiver således et højdemetertal, der ligger langt under både Allans tal og min minimumsværdi. Da jeg kiggede nærmere på Gpsies.com’s profil, kunne jeg da også konstatere, at der simpelthen er sving, som er registeret forkert. Og fejlregistreringer har stor betydning, hvis det f.eks. drejer sig om et sving for foden af en bakke, lige inden der tages hul på en ny stigning. Her kan der smutte adskillige højdemeter blot det ene sted.

Så det er noget med at skulle tilbage til et kort med gode højdeangivelser og tælle op derfra. Og så måske prøveløbe ruten for at sammenholde kortet med virkeligheden – eller opdage ujævnheder, som end ikke et kort kan have med. Hvordan måler man f.eks. højdemeterne på en træstamme, der ligger på tværs af stien? Når vi er ovre i løbskategorien trail, er ruterne altid vanskeligere end ellers at beregne højdemeter på.

Anyway: Uanset om det er 340 højdemeter eller 500 eller noget helt tredje, så er Glarbo Highland Trail det mest kuperede danske motionsløb, jeg kender. Og vel at mærke et løb, som faktisk lokker en del løbere til. 175 tilmeldte var der i 2014. Det siger lidt om, at det ikke bare er et nørdeløb for højdemeterantallets skyld, men at der er mere at komme efter. F.eks. en fantastisk naturoplevelse.

/Jacob

Her om vinteren kan bakkeløb være en våd og beskidt fornøjelse. Mange af de bedste danske bakker ligger nemlig i skov- og naturområder med blødt underlag, og det betyder pløre og dårligt fodfæste.

Men rundt om i landet er der heldigvis også stigninger, som en løber kan komme tørskoet hjem fra, selv på en vinterdag. Man skal blot acceptere, at vejnettet ikke er helt så fintmasket som eksempelvis et stisystem i en skov. Så man risikerer at skulle løbe samme vej ned ad bakken, som man er kommet op.

Med mindre man altså finder en god rundstrækning, der både er kuperet og har en passende længde.

Her er en gennemgang af nogle af de landskaber og bakkebyer, der har de bedste asfalterede ruter med stigninger. Lad os starte helt i øst:

Nordbornholm:
Gudhjem er med sine meget stejle gader et fantastisk godt sted at afprøve sine bakkeevner. Der er et væld af muligheder for at komponere en rute, hvor man talrige gange kommer op og ned ad skråningen ud mod Østersøen. Den stejleste udfordring er Bokulvej. Den stiger med op til 23% og er således Danmarks tredjestejleste asfaltvej. På vestsiden af øen kan man prøve den rute, som i årtier er blevet brugt ved de lokale cykelrytteres enkeltstartsmesterskaber. Den er 8,5 km lang og går fra den lille havneby Vang og op til toppen af halvøen Hammeren. En tur med mange højdemeter, men: fra mål er der altså 8,5 km tilbage til start.

Furesø-området:
For københavnere er området ved Furesø det nærmeste bakketerræn. Igen kan man med fordel følge i cykelrytternes spor. Det var nemlig her, at VM i landevejscykling blev afviklet i 2011, og selvom Geels Bakke og vejen op til Søllerød Slot ikke fik afgørende betydning for udfaldet, så er det ikke desto mindre et par okay stigninger. Det er muligt at skære nogle hjørner af VM-rundstrækningen, så man kan nå op ad stigningerne flere gange, uden at det bliver en overvældende lang løbetur.

Maglesø:
Der er umådelig smukt ved Maglesø vest for Tølløse, og der er en kuperet asfaltvej, der går rundt om søen. Få steder i Danmark kan man løbe ti så smukke kilometer som på denne rundstrækning. Jeg vil anbefale at løbe mod uret, da man derved konfronteres med de højeste stigningsprocenter, som man finder på nordsiden af søen.

Kalundborg:
Den nordvestsjællandske by Kalundborg er ikke så kendt som bakkeby, men det burde den være. I byens vestlige udkant er der nemlig veje, der i stejlhed næsten kan måle sig med Gudhjems. Prøv f.eks. Tjørnebakken, der med en maksimal stigningsprocent på 21 sniger sig ind i Top 10 over de stejleste danske asfaltstigninger. Området ved Tjørnebakken har samtidig den fordel, at der er relativt mange veje på kryds og tværs – det gør det muligt at komponere en kort, men meget kuperet rundstrækning.

Aabenraa:
Aabenraa Bjergmarathon er blevet kåret som Danmarks mest populære bjergløb. Op mod 3.000 deltagere vælger hvert år at kaste sig ud på den hårde rute, som i maratonudgaven inkluderer fire sløjfer med hver én større stigning.

Kolding og Vejle:
De to østjyske nabobyer ligner hinanden lidt, på den måde at mange af deres stigninger ligger på skråninger ned mod en ådal. Bakker og byer er en rigtig god kombination for bakkeløbere, fordi den betyder, at der er mange veje, som hjælper én op og ned ad skråningerne. Hvis man går efter maksimal stejlhed, skal man vælge Vejle frem for Kolding, da det er i Vejle, at man finder de mest skrånende gader. Ja, faktisk har Vejle Danmarks stejleste gade: Christian Winthersvej har et sted, hvor hældningen er på intet mindre end 25,5%.

Søhøjlandet:
Med kendte bakker som Himmelbjerget, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj kunne man tro, at Søhøjlandet var et eldorado for løb på asfalt, men så lige til er det ikke. En betydelig del af de store midtjyske stigninger ligger nemlig ude på landet, hvor der ofte er langt mellem vejkrydsene. Dermed risikerer man at skulle løbe temmelig langt blot for at bestige én stor knold. Omvendt er det altså virkelig mange bakker at vælge imellem. Jeg vil fremhæve et enkelt sted: I den lille by Laven er der en vej, der hedder Slangebakken. Som navnet antyder, slanger vejen sig op ad en bakke, og det går nedad igen straks efter, så her kan man løbe nogle fornøjelige runder.

Mariager Fjord:
Mariager Fjord kaldes Danmarks smukkeste, hvilket i høj grad hænger sammen med de høje skrænter ned mod fjorden. Der er mulighed for kuperede rundstrækninger i Hobro, inderst i fjorden, samt i Mariager by ved fjordens sydside, hvor man kan løbe op forbi Hohøj, Danmarks største gravhøj.

/Jacob

Første etape i Post Danmark Rundt 2015 har mange ligheder med anden etape i Giro d’Italia 2012. Dengang aflagde feltet også besøg i bl.a. Struer, Holstebro og ved den jyske vestkyst. Og dengang blev der også talt om, at vinden kunne få en vigtig rolle.

Og ja, Vestkysten er det mest blæsende område i Danmark. Man skal så bare også huske på, at der er et højt dige ud mod havet. Så jeg vil vove den påstand, at hvis der er vestenvind – som er det mest almindelige i Danmark -, så er kystvejen et af de mere stille steder i landet.

Under Giro’ens besøg her strålede solen, og vindstyrken var beskeden (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor). Hovedfeltet var i kontrol hele vejen. Man må forudse et lignende scenarie ved Post Danmark Rundt.

Første etape i det store danske etapeløb blev offentliggjort 26. november. Resten offentliggøres til foråret.

/Jacob

Der er noget helt særligt ved den enkeltstart, man kan deltage i ved næste års Born Fondo, navnet på opfølgeren til Gudhjem Bjergløb 2014.

For det første er den traditionsrig. Den lokale cykelklub har i årtier brugt ruten til klubmesterskabet i enkeltstart. I beskrivelsen af enkeltstarten anvender arrangørerne selv ordet “legendarisk” om den. Den er så nok kun legendarisk for de bornholmske cykelfreaks, men det udelukker jo ikke, at den kan gå hen og få legende-status i videre kredse.

For det andet drejer det sig om en særdeles kuperet rute. Arrangørerne holder ikke igen: De kalder den Danmarks “mest udfordrende enkeltstart” og hævder, at “det er de vildeste kilometer, du nogensinde har prøvet kræfter med”.

Jeg vil personligt mene, at man andre steder i Danmark kan finde strækninger, der i sværhedsgrad kan måle sig med denne. Men hvis man alene kigger på ruter, der har været brugt til større cykelløb, så er denne bjergenkeltstart – som også er et af de ord, arrangørerne bruger om eventen – sandsynligvis den skrappeste.

Brutal start
Starten er meget speciel. Her er der nemlig ikke noget med, at man lige skal i gang først. Næh, det går opad fra kilometer 0, og stigningen, man skal besejre, er den mest krævende i hele landet, nemlig hovedgaden i havnebyen Vang på Bornholms vestkyst (billedet ovenfor). Den er 1280 meter lang og stiger med 7,2% i snit. Dette dækker dog over, at stigningen mod slutningen flader langsomt ud. Selve stykket inde i Vang stiger gennemgående med omkring 10% og byder bl.a. på et hårnålesving.

Derefter kommer man ud på hovedvejen. Her nås lidt efter 3-kilometermærket rutens højeste punkt (115 moh.). Ved Slotslyngvej drejes til venstre, og så går det nedad, men vejforløbet er kryptisk, så det er svært at give den fuld gas her.

Langs Hammer Sø er der fladt, og derpå kommer man til opløbsbakken: Fyrvej. Den snørklede vej stiger med 9% i snit over en strækning på godt 700 meter. Arrangøren påstår, at stigningsprocenten når op på 20 – det vil jeg vædde min hat på ikke passer. Men asfalten vil givetvis opleves som meget stejl, hvis syregrænsen allerede har været overskredet flere gange på de foregående kilometer.

Disponering vigtig
Ved passage af målet, der ligger ved siden af fyret på toppen af Hammeren, har man tilbagelagt 8,3 kilometer og hele 180 højdemeter. Det er hårdt nok i sig selv, men det helt enestående ved ruten er den svære start og den svære afslutning. Dette stiller store krav til, hvordan man disponerer enkeltstarten.

Der er tre meget skarpe sving på ruten, hvoraf de to – på hhv. Vang og Slotslyngvej – har karakter af egentlige hårnålesving. Det mest drilske er formentlig svinget på Slotslyngvej. Det er på 170 grader og ligger på en nedkørsel, så her er der både risiko for at oversatse og være overforsigtig.

Omgivelserne på ruten? De er smukke – naturen, klipperne og ikke mindst: Hammershus borgruin. Men lad os være realistiske: Deltagerne kigger nok mere på pulsur og asfalt end på seværdigheder og omgivende terræn.

Læs mere om bjergenkeltstarten her:
http://www.bornfondo.dk/enkeltstart.html

Og her er ruten:
http://ridewithgps.com/routes/165574

/Jacob

Post Danmark Rundt kan nok ikke betegnes som det hårdeste løb i de professionelle cykelrytteres kalender. Omvendt vil det være forkert at sige, at de tordner hen over det danske landskab, som var det én stor parkeringsplads.

For selvom profferne har nemmere ved at klare de danske stigninger end vi
andre, så er det altså ikke sådan, at de suser op ad dem med 40 i timen.
Her nogle udvalgte tider på Rasmus Quaade fra Kongeetapen, der igen i 2014 havde mål i Vejle:

– Slangebakken, Laven (se billedet): 24 km/t i snit
– Yding Skovhøj, Yding: 21,6 km/t i snit (det stejleste stykke: 17,2 km/t)
– Bøgeagervej, Vejle: 24,9 km/t i snit
– Kiddesvej, Vejle (første gang): 18,7 km/t
– Kiddesvej, Vejle (sidste gang): 15,6 km/t

/Jacob

Nu er det måske snart slut med at læse brok fra Danskebjerge.dk over manglede live-tv fra Post Danmark Rundt.

Det siges, at en tv-aftale er ved at blive landet.

http://cykelmagasinet.dk/post-danmark-rundt-live-i-2015

I så fald er det den vigtigste nyhed i Post Danmark Rundts nyere historie. Langt vigtigere end fx hvilke store navne man kan tiltrække. Det er ved eksponeringen, at et cykelløbs succes starter. Navnene skal nok komme.

/Jacob

Det er ikke sikkert, at rytterne og den menige tilskuer vil være enig med mig. Men det kunne nu være interessant, hvis der for en sjælden gangs skyld er dårligt vejr i Vejle, når Post Danmark Rundt-feltet ankommer 8. august.

Seneste besøg for mit vedkommende fandt sted forleden i periferien af et skybrud. Koldingvej og Kiddesvej var drivvåde. Så det skarpe sving op mod Kiddesvej var vanskeligt. Og mens jeg selv kunne tillade mig at være en pivskid og bremse godt og grunding ned inden svinget, så vil profferne løbe anderledes stor risiko. Ikke at jeg på nogen måde bryder mig om at se nogen styrte, men drilske vejrforhold vil alt andet lige øge potentiale for dramatik i etapeløbet.

Det kan Jakob Fuglsang, der i år er blandt storfavoritterne, tale med om. I 2011 røg han ud i barrieren i det nævnte sving – på en dag, hvor asfalten også var lidt fugtig.

(Se Fuglsangs semi-styrt her.)

Den mest skræmmende oplevelse, jeg selv fik denne gang, var dog oppe på selve Kiddesvej-stigningen. Pludselig fedtede baghjulet rundt, og jeg var nær røget af cyklen. Det kom helt uventet. Men da jeg kiggede mig bagud, så jeg, at jeg var kørt over et brunt brønddæksel. Det var åbenbart blevet spejlglat i regnen. Og da der er flere dæksler af samme type på Kiddesvej, forudser jeg problemer for rytterne i Post Danmark Rundt-feltet. De kan jo ikke på samme måde som jeg navigere frit på vejen, hvis de sidder i en større gruppe. Så selv hvis de er opmærksomme på problematikken, kan de få svært ved at slippe udenom.

Et tredje farligt sted på rundstrækningen i Vejle er det højresving, der ligger for enden af Pedersholms Allé. Man kommer med høj fart på en nedkørsel, der falder med op til ca. 10%. Så der kan også her ske ting og sager, hvis man satser lidt for meget i vandpytterne.

Den afsluttende rundstrækning i Vejle er på ca. 5,5 kilometer, og jeg har beregnet den til at indeholde 85 højdemeter. Højdemeterne er primært fordelt på hhv. Gl. Ribevej og Kiddesvej, men stykket fra Kiddesvej og op til det højeste punkt på Pedersholms Allé byder også på stigende terræn. I tørvejr vil det selvfølgelig være disse opstigninger, der er mest udfordrende.

Og selv uden regnvejr er der stor sandsynlighed for, at det bliver i Vejles gader, at Post Danmark Rundt afgøres. I kombination med enkeltstarten i Middelfart.

/Jacob

//danskebjerge.dk/VIDEO0243.mp4

Tour-favoritterne tager spidsen på Jenkin Road, Sheffield, på 2. etape af Tour de France 2014.

Det kan tage et par minutter at loade videoen.

//The Tour favourites climbing Jenkin Road, Sheffield, on stage 2 of the Tour de France 2014. (It may take a few minutes for the video to load.)//

/Jacob

Anden etape i årets Tour de France byder på en række stigninger, der alle har det til fælles, at de er kortere end 5 kilometer, men samtidig stiger med mere end 6 procent.

Dermed er etapen symptomatisk for den udvikling, der har præget stigningerne i Touren i de senere år. Udviklingen går mod kortere stigninger, der til gengæld er stejlere.

Hjemmesiden Danskebjerge.dk har sammenlignet alle Tour-stigninger fra årene 2012-2014 med stigningerne i perioden 2006-2009. Og her er  tendensen klar.

På tværs af alle kategorier af stigninger – fra “udenfor kategori” og ned til kategori 4 – er der sket en øgning af stigningsprocenterne. I 2006-2009 lå procenten på 5,8 i gennemsnit, mens den i 2012-2014 er vokset til 6,6 procent. Længden er derimod faldet. Før var en gennemsnitlig stigning 9,4 kilometer lang. Nu er den 7,8 kilometer.

Etapen mellem York og Sheffield er i særlig grad eksponent for udviklingen. Samtlige 9 stigninger på etapen er kortere end gennemsnittet for Touren 2012-2014, og 7 af de 9 stigninger er stejlere end gennemsnittet.

Etaper som denne sammenlignes ofte med klassikerløbene, og det er ikke helt forkert. Klassikerne er netop kendetegnet af relativt korte, men stejle stigninger. Den sidste, særdeles stejle stigning på anden etape – Jenkin Road – er da også meget sammenlignelig med de såkaldte mure fra klassikerløbene, hvor stigningsprocenterne kortvarigt når op over 20.

Læs meget mere om Tour de France-stigninger her.

/Jacob

Det kan godt være, at tyskerne var i overtal, dengang de stormede skanserne ved Dybbøl. Men det har nu alligevel været sin sag at nå uskadt helt til toppen af bakken. Det ved jeg, for i går skulle jeg bestige den hele tre gange.

Dybbøl Banke med den ikoniske mølle er en central del af ruten i 1864-Løbet. Et løb, der efterhånden er blevet en traditionsrig motionsevent. Og popularitet vokser år for år. Så meget, at planen om at snige sig op på 1864 deltagere her i 150-året for slaget gik i vasken – det antal nåede man nemlig mange måneder inden startskuddet lød!

Og a propos startskud så blev det foretaget af et par soldater klædt i autentisk mundering fra dengang og naturligvis med et rigtigt 1800-tals gevær.

Løb med indbyggede oplevelser
I det hele taget lykkes arrangørerne rigtig fint med at gøre løbet til et temaløb. På de længere distancer kommer man både gennem udstillingslokalerne på Sønderborg Slot, man kryber af sted langs pallisaderne på Historiecenter Dybbøl Banke, og ja, så har man som sagt den “fornøjelse” gentagne gange at skulle ned og op ad de historiske skråninger, hvor så mange unge mænd måtte lade livet i 1864.

Det var halvmaratonløberne, der blev udsat for det hårdeste program. En formildende omstændighed var, at de sidste par kilometer skulle løbes på et let faldende terræn, så man kunne indhente lidt af det forsømte. Igen et element, der i al sin enkelhed bød på et historisk vingesus: Da skanserne var stormet, flygtede de overlevende danske soldater netop ned ad denne bakke for at komme i sikkerhed i Sønderborg by.

Enkelte faldne, men ikke noget alvorligt
I øvrigt var der også et par stigninger på den del af ruten, der ligger på den anden side af Alssund. Værst var den, de lokale kalder “Mini Alpe d’Huez” – en asfalteret sti, som snor sig op ad en bakke i Sønderborgs nordlige ende. Stigningen var placeret forholdsvis tidligt på ruten, men var med til at trække kræfter ud, også fordi der under hele løbet var bragende solskin, 20 grader og kun svag vind.

Strabadserne kostede vist et par “faldne” blandt deltagerne, men ikke værre, end at de kom til sig selv igen efter assistance fra Røde Kors-afdelingen. Røde Kors stod faktisk også for et indslag i selve arrangementet, idet de stillede med et autentisk feltlazaret.

Nutidig glæde i historiens skygge
Ramte alt plet? Nja, der var et kiks med ruteanvisningen, lidt før Kong Christian X.’s Bro skulle krydses anden gang. Jeg havde før løbet hørt, at der manglede hjælpere, så måske var dét forklaringen. Et skilt med en pil kunne have været løsningen, tænker jeg. I stedet var der enkelte uheldige løbere, der mistede lidt tid, før fadæsen blev opdaget.

Men der var jo trods alt ingen, der døde! Modsat 18. april 1864 var der denne søndag masser af glade danskere ved Alssund, da det hele var overstået. Ja, og tyskere, ikke at forglemme. Arrangørerne er begyndt at markedsføre sig mere i Tyskland, og det er da en fantastisk idé at skabe mere dansk/tysk sammenhold med en begivenhed som denne.

/Jacob