Blog Image

Blogsbjerg

Denne blog er tilknyttet sitet Danskebjerge.dk

Hvis du vil kommentere indlæggene, så hop til Danskebjerge.dk på Facebook, eller skriv en mail!

Tanker inden søndagens finale

Løb & ruter Posted on Sat, September 24, 2011 22:52:05

Erfaringerne
med VM-ruten indtil videre: Det fungerer vel egentlig efter hensigten!

Der skabes huller på Slotsbakken, der er spænding om hvor vidt det
bliver samlet spurt til sidst, og når de endelig når opløbsstrækningen,
er der så meget modbakke, at der sker ting og sager på de sidste meter.

Det kunne være sejt, hvis supersprinterne bliver snydt i morgen. 🙂



VM i gang og snakken går

Løb & ruter Posted on Thu, September 22, 2011 20:18:38

Enkeltstarterne ved VM er overstået, og nu venter det, man vel godt kan tillade sig at kalde højdepunktet: Linjeløbet omkring Søllerød.

http://www.danskebjerge.dk/artikler-vmruten4.htm

Søndagens 266 kilometer er blevet diskuteret meget rundt omkring i debatfora på nettet: Er ruten en ren foræring til sprinterne – eller går de døde, inden Geels Bakke nås for sidste gang? Dem, der tror på et sprinteropgør, er vist svagt i overtal, men ikke så få forventer, at det går anderledes.

Alene denne diskussion er en sejr for VM-arrangørerne: Det øger usikkerheden om udfaldet, fordi det er så svært at afgrænse feltet af mulige vindere.

De seneste vejrudsigter ser gode ud – solskin og svag vind -, og det vil favorisere sprinterne. Men så sent som i dag talte Danskebjerge.dk med en VM-deltager, der følte sig sikker på, at VM ikke bliver en ren massespurt. Det kunne dog godt blive en afgørelse, hvor 30-40 mand kommer hjem sammen, mente han.

Men det centrale spørgsmål, set fra beskuerens synsvinkel, er vel heller ikke, hvordan løbet ender. Det afgørende er, hvordan løbet udvikler sig. Altså om der sker noget, der skaber spænding om udfaldet. Eller hvis man skal være lidt fræk: Det gør ikke noget, at Cavendish kværner først over stregen, hvis bare andre forinden har gjort et bravt forsøg på at forhindre, at det ender sådan.

Ha’ et godt VM. Måske ses vi der?

/Jacob



Danske bjerge knækkede Danske Bjerge

Løb & ruter Posted on Tue, September 13, 2011 00:24:55


Dato: Søndag 11. september 2011. Tid til det traditionsrige Seiffert Løb ved Næstved. Selvom Danskebjerge.dk har besøgt terrænet på Mogenstrup Ås utallige gange, var det debut som deltager.

Det er altid en udfordring at møde de stejle sider på åsen – denne gang var det åsen, der vandt!

Forholdene var ekstra vanskelige ved dette års løb, fordi der forud var kommet flere tordenbyger. Det betød dels, at det i forvejen noget opblødte underlag blev endnu mere opblødt. Og så gjorde det luften noget klæbrig. Den luft, som der ellers var brug for at få ind og ud i rigelige mængder.

Der var flere ruter at vælge imellem. Danskebjerge.dk snuppede den længste, som officielt er på ca. 8,5 km (min GPS sagde 8,23 km, men målingen er usikker i terræn som dette). Det skulle dog vise sig, at en kortere rute måske havde været at foretrække…

Kilometer 1 går i rask tempo – lige over 4 minutter tog den -, men så kommer stigningerne. Allerede på den første (ca. 25 højdemeter) ryger pulsen over 90% af max, og syren i benene melder sig faretruende tidligt. På det efterfølgende flade stykke på toppen af åsen gælder det om at få styr på den overstyrede vejrtrækning, men så kommer et kompliceret stykke ned ad bakke på en gennem-eroderet sti fuld af trærødder – og derefter en ny stigning på ca. 25 højdemeter. Så er vi oppe i det røde felt igen. Det holder bare ikke!

Tredje stigning er dråben. Der er knap så mange højdemeter, men stigningen er så stejl og så glat, at kun de allerletteste løbere vil kunne løbe op (og undertegnede hører ikke til i den kategori!). Så man må bide i det sure æble og vandre til toppen. Bakkerne på åsen har fat i den lange ende, og selvom de næste par kilometer er næsten helt flade, er nederlaget uundgåeligt.

Dette var nemlig kun første omgang! 8,5-kilometer-distancen består af to identiske omgange, og det vil altså sige, at de førnævnte stigninger skulle forceres en gang mere. Resten er historie. Pulsen lå på omkring de 90% resten af vejen, men tempoet var i bund. Igen stod den på gå-tempo på de stejleste skråninger, og mens undertegnede andre gange formår at overhale de nærmeste konkurrenter på det afsluttende stykke, var det denne søndag ganske omvendt. Terrænet havde vundet.

En halvdårlig undskyldning kombineret med lidt kritik: På trods af at løbet har en del år på bagen, kan man ikke finde nogen rutekort på hjemmesiden. Dét er altså et minus, selvfølgelig især for førstegangsløbere. Hvis det havde været en flad rute, kunne man leve med det. Men her betyder terrænet utrolig meget for, hvordan man skal disponere sit løb. Jo, der står, at det er et hårdt løb, men det er der så mange løbsarrangører, der skriver. Så et rutekort vil klart være en styrkelse af Seiffert Løbet. Et løb, der ellers på fortræffelig vis byder på både enorme fysiske udfordringer og en unik naturoplevelse.

Læs mere om Mogenstrup Ås her.

/Jacob



VM i nedtur

Løb & ruter Posted on Sat, September 03, 2011 22:46:39

Det her er altså bare nederen:

http://cykelmagasinet.dk/Matti_Breschel_melder_fra_til_VM.aspx

Matti Breschel har opnået nogle af sine bedste resultater ved VM. Og i år ligger ruten rigtig godt til ham. Og løbet foregår tilmed i Danmark.

Og så må han trække sig.

Det er selvfølgelig surt for ham selv, men jeg vil vove den påstand, at katastrofen er større for dansk cykelsport. Ham venter der nye løb – derimod kommer VM ikke til Danmark igen i umindelige tider.

Chancerne for, at andre danskere kan gøre sig gældende i topstriden, er minimale. Jeg ville gerne slutte med en opmuntring, men den her cykelnyhed er svær at finde positive vinkler på…

/Jacob



Se Fuglsangs sejr

Løb & ruter Posted on Wed, August 17, 2011 23:25:00

Danskebjerge.dk har samlet forskellige klip sammen og lavet en lille film, der viser Jakob Fuglsangs fornemme sejr på 3. etape i årets Post Danmark Rundt.

http://www.youtube.com/watch?v=lHtoK7XuPh0

Der er optagelser fra samtlige passager af Kiddesvej, og man ser rytterne fra flere forskellige punkter på vejstrækningen.

Mere info på Danskebjerge.dk senere.

/Jacob



Kongeetapen revisited

Løb & ruter Posted on Sun, August 07, 2011 21:12:32

Igen i år deltog undertegnede i Kongeetapen. Der er jo nogle gode jyske bjerge, der skal passes, så der er (næsten) ingen vej uden om… smiley

Tre forhold gav skår i glæden i år: Modvind, regnvejr og punktering. Til gengæld kunne man glæde sig over et nyt tiltag, nemlig tilbagetransport med bus til startstedet i Århus. Det lettede logistikken en del i forhold til sidste år, hvor man stod med håret i Post Danmarks postkasse efter ankomsten i Vejle.

En anden glæde var det at se de mange tilskuere på Kiddesvej. Det giver ekstra kræfter i benene. Dels guleroden: man bliver klappet og hujet op ad den op til 19% stejle stigning. Og dels pisken: ydmygelsen ved at måtte stå af cyklen og trække op vil være lidt for svær at bære, når så mange kigger på.

Kongeetapen ER et specielt løb, alene fordi ruten er stort set identisk med den, som profrytterne kører på lige efter os motionister. Noget af det, der trækker ned, er geografien, som indebærer, at man kører mod sydvest – og dermed har stor risiko for generende modvind hele vejen. Det er næsten for meget af det gode at have modvind, når der samtidig er så meget modbakke.

/Jacob

(Foto: Danskebjerge.dk)



Tour’en er slut, men…

Løb & ruter Posted on Thu, July 28, 2011 00:38:03

Det kan godt være, at Tour de France er pakket sammen for i år, men set med danske briller er der stadig store begivenheder forude. Post Danmark Rundt – Danmarks måske største tilbagevendende sportsbegivenhed – skydes i gang om få dage, og derefter venter årtiets cykel-event i Danmark: VM på landevej.

Især VM på landevej i september vil få en fyldig foromtale på Danskebjerge.dk. Post Danmark Rundt er allerede velbeskrevet på sitet, men mon ikke der også falder et ord eller to af om årets udgave.

Det bliver en stor cykelsensommer!

/Jacob



Danskebjerge.dk til VM

Løb & ruter Posted on Mon, July 04, 2011 23:41:53

… eller i hvert fald på træningstur det sted, hvor VM i landevejscykling skal afholdes om et par måneder. Det var første gang på cykel (har løbet ruten tidligere). Det er ikke verdens hårdeste rute, men den er heller ikke flad. Jeg forestiller mig, at man efter en snes gange op ad fx Søllerød Slotsvej godt kan mærke det i benene… 🙂

/Jacob



Danskebjerge.dk i Vejle

Løb & ruter Posted on Sun, May 15, 2011 19:35:33

Danskebjerge.dk aflagde i dag kontrolbesøg. Nemlig på bakkerne i Vejle, hvor Danmarks angiveligt hårdeste motionscykelløb blev afviklet. Og jo, de står der endnu og har samme mål som altid – Munkebjerg, Kiddesvej og de andre gode gamle kendinge.

Jeg blev dog lidt træt af dem i dag, men det er ikke deres skyld… 😉

/Jacob



Bjergmaraton – nu med maraton

Løb & ruter Posted on Sun, December 12, 2010 20:28:04

I grusgraven Hedeland øst for Roskilde blev der i mange år afviklet “Hedelands Bjergmarathon” i april måned. Navnet undrede nok nogle, for den længste distance var halvmaraton. For nylig ændrede løbet da også navn til “Hedelands Bjergløb”.

Men næste gang, den 17. april 2011, vil der være en maratondistance, og den har de ægte maratondimensioner.

http://www.hedelandsbjerglob.dk/cms.asp?mode=show&id=172

Det bliver en hård omgang, for stierne i Hedeland har mange stejle bakker.

/Jacob



« PreviousNext »