Foråret er den bedste tid til en særlig disciplin, som jeg holder meget af: Løb i skovbund.

Det er nemlig i tiden mellem den våde vinter og den grønne sommer, at man nemmest kommer rundt i skovene uden for stierne. Forårsskovens bund er typisk dækket af visne blade fra året før, og fordi bladene er tørret ud, danner de et dejligt knasende tæppe under dine fødder. Samtidig kan man forholdsvis nemt bevæge sig forbi de store træer, da der endnu ikke er kommet fut i bevoksningen i underskoven.

Ja, og så gør det jo bestemt ikke oplevelsen værre, at man mærker de lidt højere temperaturer. Og at fuglene synger mere og lystigere, end de gjorde i årets mørkeste måneder.

Skovbundsløb er den mest autentiske slags motion, der findes. Det var den måde, vore forfædre for tusinder af år siden bevægede sig rundt, når de f.eks. var på jagt. Dengang var der ingen veje eller vedligeholdte skovstier. Det var mennesket, der bevægede sig gennem naturen – i den helt rene form.

Det er selvfølgelig ikke risikofrit. Der ligger små og store grene på kryds og tværs i en skov, og man snubler, hvis man ikke er opmærksom. Men det er jo netop dét, der er så skønt ved skovbundsløb. At man er så meget til stede hele tiden. Det er man simpelthen nødt til.

Og kroppen har faktisk godt af det. Dine led bliver styrket af, at underlaget er så varieret. Og af, at du foretager så mange retningsskift. Skove gemmer ofte på bakker. Bakkerne udfordrer din puls.

Din balanceevne og koordinering forbedres også af skovbundsløb. Det kan måske komme dig til gavn i andre sammenhænge, hvis du kommer ud i ujævnt terræn.

Det hænder, at jeg farer vild, når jeg løber skovbundsløb. Man har jo i sagens natur bevæget sig væk fra alfarvej, og så kan selv en skov, man ofte har besøgt, virke fremmed. Men ved du hvad: At fare vild er slet ikke så tosset. Det skærper dine sanser. Når du er på afveje, kigger du mere efter elementer i terrænet, der kan hjælpe dig med orienteringen. Eller du prøver at finde ud af, hvor lyden af biltrafik kommer fra, så du har noget at navigere efter. Måske er du nødt til at hoppe over en bæk for at komme tilbage på rette spor. Det giver bare en oplevelse mere. Og muligvis våde fødder – men hvad gør dét?

Det koster noget at forlade de vante stier. Især tid. At løbe i skovbund kan føje flere minutter til din kilometertid. Dels på grund af modstanden i underlaget, men også fordi det er stort set umuligt at holde en bestemt kurs og rytme. Der står jo træer “i vejen” alle steder. Prøv af samme grund at ignorere GPS’en. GPS-teknologi er elendig til skovbundsløb. Den formår ikke at registerere alle dine små snirklede bevægelser, og det gør, at din hastighed ser endnu ringere ud på displayet, end den egentlig er.

Men hey – det er altså heller ikke i en skovbund, at du skal slå din personlige fartrekord. Når du løber skovbundsløb, er det ikke dig selv, du er oppe imod. Det er naturen. Lær at elske det.

Om det er lovligt? Ja, i offentlige skove må du bevæge dig over alt i skovene, så længe du ikke ødelægger noget. I private skove er reglerne lidt mere restriktive, men jeg har svært ved at se, hvordan en enkelt motionsløber eller to skulle kunne skade skovdriften. Brug den sunde fornuft. Men skynd dig, før det hele grønnes.

/Jacob