Jeg har benyttet de solrige martsdage til bl.a. en tur op omkring Tissø. Her er der en strækning, som er en af de mest kuperede øst for Lillebælt: 10 kilometer med 200 højdemeter.
Medvirkende til dette høje antal højdemeter er den puklede Kattrupvej. Den har nemlig ikke bare en højdeforskel på 56 meter fra bund til top. Der er også fem fald undervejs, således at antallet af højdemeter på strækningen bliver væsentligt større end højdeforskellen. Faldene medfører i alt 17 ekstra højdemeter, svarende til 23% af det samlede antal stigende højdemeter på Kattrupvej.
Kattrupvej er samtidig et eksempel på, at moderne GPS’er og højdeprofiler har svært ved at fange detaljerne på varierede strækninger som denne. På Kattrupvejs højdeprofil på kortservicen Ridewithgps kan man næsten ikke få øje på nogen fald overhovedet. Ved nærmere eftersyn ser man dog, at der oplyses et samlet fald på 4 meter.
Garmin Connect siger, at der er to fald på hhv. 3 og 6 meter, mens Strava siger to fald på hhv. 2 og 5 meter. I alle tilfælde et godt stykke fra virkelighedens fem fald med i alt 17 højdemeter. Disse fem fald er fundet ved at tælle højdeforskelle på SDFE’s onlinekort (den lidt besværlige, men p.t. mest nøjagtige metode).
De nævnte afvigelser forekommer vel at mærke på en strækning, der blot er 2,3 kilometer lang. Så hvis man kørte frem og tilbage ad Kattrupvej en håndfuld gange, vil man kunne nå op på et trecifret antal højdemeter, der altså ikke ville blive registreret af de nævnte kortservices.
Dette fortæller samtidig lidt om den generelle præcision, når det gælder angivelse af højdemeter på motionsture. Tendensen er, at højdemeterantallet er for lavt sat. En undervurdering på 25% er ikke unormalt. I ét tilfælde har jeg konstateret en afvigelse på 50%! Omvendt skal man også være opmærksom på, at der nogle gange registreres stigninger, der slet ikke findes i virkeligheden. I så fald kan slutresultatet selvfølgelig blive det modsatte.
Som jeg har skrevet i min analyse af GPS-data (se link herunder), er det ikke en naturlov, at højdemeterne registreres for lavt. Med den rigtige software kan man opnå ret høj præcision, hvilket sitet GPSies.com var et godt eksempel på. Desværre blev GPSies.com overtaget af AllTrails, som åbenbart ikke fik datasystemet med i købet og derfor nu leverer lige så ringe nøjagtighed som de førnævnte kortservices.
https://danskebjerge.dk/artikler-tro-ikke-paa-din-gps.htm
/Jacob