Stigningsprocenter på op til 45. Mere end dobbelt så stejlt som Kiddesvej!

Det var tæt på at blive til virkelighed i et industrikvarter i nordenden af Amager. Her er man i gang med at opføre Amager Bakke – et gigantisk topmoderne forbrændingsanlæg.

Taget på bygningen skal fungere som skipiste, og langt hen i processen var der ifølge Berlingske også planer om at anlægge en kort mountainbikerute op ad den skrånende flade. Den ville blive umådeligt stejl, for mens det nederste stykke hælder med 14%, så vokser hældningen til hele 45% på det øverste stykke.

For voldsomt, vurderede planlæggerne:

»Vi fandt ud af, at fordi hældningen er så stejl, ville vi være nødt til at anlægge stier, der er så teknisk svære, at kun de rigtig dygtige reelt kan bruge dem. Og på grund af underlaget kan man ikke bare ændre dem senere, så de teknisk dygtige ville hurtigt blive træt af banen,« siger Patrik Gustavsson, direktør i Fonden Amager Bakke, til Berlingske.

Bjergglade løbere har til gengæld noget at se frem til. Både i bjerglandskabet og på en cirka 100 meter lang sprintrute fra plateauet op mod udsigtsplatformen øverst på bakken vil man kunne træne bakkeløb, skriver avisen. Der er også mulighed for at teste sig selv af på flugttrapperne på hver side af bygningen.

Efter planen åbner skibakken om ca. halvandet år. I øjeblikket arbejder der ifølge TV2 Lorry 650 mennesker på byggeriet, som netop har fået påmonteret en enorm skorsten. Med skorstenen rækker bygningen nu 125 meter i vejret. Selve skibakken får en højdeforskel på ca. 80 meter.

/Jacob

P.S.: Billedet ovenfor er ude fra vandet, altså fra nordsiden. Jeg tog det fra båd den 5. juni 2016.