Hvis du kan lide at komme højt til vejrs i den danske natur, så har sommeren 2021 bydt på mindst to gode nyheder.
Den ene er, at der er åbnet et nyt udsigtstårn i Nationalpark Vadehavet. Det er et 25 meter højt tårn, tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG). Fordi Vadehavsområdet er overordentligt fladt, får man udsigt over et særdeles vidtstrakt areal, når man bestiger tårnet. Tårnet har fået navnet Marsk Tower.
Læs mere om Marsk Tower her: https://www.tvsyd.dk/toender/marsktaarnet-aabner-for-publikum-saa-god-er-udsigten-fra-toppen
Og her er så den anden tårnnyhed: Nær Dueodde på Bornholm er dørene lige blevet slået op for endnu et tårn. Det har fået navnet Bornholmertårnet. Til forskel fra det nybyggede Marsk Tower så har det 70 meter høje tårn ved Dueodde eksisteret i en årrække, nemlig helt tilbage fra den kolde krigs tid, hvor det blev brugt til at opfange signaler i den tidligere Østblok. Tårnet er nu både et udsigtstårn og en del af et koldkrigsmuseum.
Bornholmertårnet har sin egen hjemmeside med meget mere information:
https://www.bornholmertaarnet.dk/
Men det vestjyske og det bornholmske tårn er langt fra de eneste udsigtstårne i Danmark. Find mange flere på denne side:
danskebjerge.dk/artikler-udsigtstaarne1.htm
/Jacob