Find et område nær dig uden ret mange bakker!

Det kunne lyde som en opgave, jeg kunne have stillet mig selv for underholdningens og nysgerrighedens skyld. Men i den forløbne uge var det faktisk et seriøst projekt, for jeg har været gennem en lille operation, som kræver, at jeg efterfølgende ikke udfordrer mig selv fysisk i 7 dage.

Jeg kunne selvfølgelig lægge mig på en sofa og blive dér fra start til slut, men jeg har ræsonneret, at hvis blot jeg cykler med en belastning, der svarer til den, man kunne cykle med, hvis det var f.eks. på vej til eller fra arbejde, så er det ikke sport eller fysisk anstrengelse.

Denne ikke-anstrengende form for cykling har jeg defineret som ikke over ca. 70% i puls i snit. Samtidig må jeg på intet tidspunkt svede (så det drypper).

Nå, men det er jo bare at cykle langsomt så, kunne man sige. Men så enkelt er det faktisk ikke. For selv mindre bakker kan tvinge pulsen i vejret – mere end man lige tror, når man bare cykler derudaf på må og få og uden pulsur.

Selvfølgelig afhænger det en del af formen, men min egen erfaring er, at hvis du skal holde pulsen under 70% på en almindelig dansk stigning, så skal du nedsætte tempoet rigtig meget – så meget, at det føles akavet.

Af den grund tænkte jeg, at jeg på min skånsomme tur ville holde mig til veje uden bakker. Hvilket er nemmere sagt end gjort! For godt nok har vi herhjemme ingen rigtig store bjerge, men terrænet har det med at gå op og ned – afhængigt af, hvor i Danmark du befinder dig.

Mit projekt lykkedes nogenlunde. Jeg svedte ikke, og på de to ture, som begge var ca. 60 km, lå min gennemsnitspuls på hhv. 70% og 71%, med enkelte udsving op mod 80% undervejs. Så mission accomplished, men det krævede rutemæssigt flere fravalg end tilvalg, og mange veje var “lukket land” for mig. I andre egne af landet ville jeg have haft det nemmere.

Jeg tænkte lidt over, hvor i Danmark det vil være nemmest af cykle, hvis det ikke må være fysisk udfordrende, og jeg kom frem til følgende områder: Sydvestjylland, nordligste Jylland, Kattegatkysten, Norddjursland, Nordfyn, Langeland, Sydvestsjælland, Østsjælland, Lolland-Falster, Vestmøn og sydligste Bornholm.

De markerede områder anser jeg for generelt fladere end de øvrige.

Ikke sådan at forstå, at der i disse områder er pandekagefladt. Men der er længere mellem de større stigninger (over 10 højdemeter) end i de omgivende områder. Så nyopererede har det lettere her! 😉

/Jacob