Dette indlæg er skrevet ved middagstid 18. juni 2021 – det er årets varmeste dag, og på min nuværende lokalitet vil temperaturen snart nå op på 33 grader.
Høje temperaturer kan få mange til at sænke aktivitetsniveauet, men faktisk er det netop på en dag som denne, at du bør prøve at slå dine rekorder. En høj temperatur giver nemlig automatisk ekstra fart på cyklen.
Rent videnskabeligt er fartforøgelsen pga. temperaturen beregnet til at være på ca. en halv km/t pr. +10 varmegrader, men min (og andres) erfaring er, at der snarere er tale om 1 km/t. Det kan skyldes varmere dæk, tyndere beklædning mv.
Regnestykket ser dermed sådan ud: På en vinterdag med 3 graders varme cykler du eksempelvis 27 km/t, men på en sommerdag med 33 graders varme cykler du 30 km/t – vel at mærke ved præcis samme ydelse.
Matematisk er der ganske vist tale om en procentuel forskel, men i de fleste tilfælde vil en afrunding til 1 km/t passe ganske godt.
Læs mere om temperaturforskellens betydning i et indlæg fra i vinters:
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2021/01/17/621/
/Jacob
Først tak for en i øvrig meget fin og informativ Web-side.
Jeg har en ikke ubetydelig korrektion til artiklen om stigning VS modvind.
Du skriver:
“Hvis man fx kører en længere tur mellem punkt A og punkt B med medvind ud og modvind hjem, så er der modvind i halvdelen af tiden”
Det passer naturligvis ikke, idet modvindsstykket tager betydelig længere tid, netop fordi hastigheden er lavere.
I dit eget eksempel er hastigheden kun ca det halve ved 9 m/SEK (modvind naturligvis), hvilket betyder at det tager dobbelt så lang tid som i vindstille vejr. Sætter man det op imod 9 m/sek medvind, så bliver forskellene naturligvis endnu større.
Vh Leon Schäfer
Hej Leon.
Mange tak for din besked! Og for din interesse ikke mindst. 🙂
Du har sådan set ret i, at det er lidt unøjagtigt at sige “halvdelen af tiden”, når det egentlig skulle være “halvdelen af distancen”. I den konkrete artikel er det dog ikke så afgørende, synes jeg, da pointen blot er den, at modvind er en langt mere tilstedeværende modspiller på en længere cykeltur, end stigninger er.
Men det er klart, at hvis man ser på “modstand” (stigning, modvind mv.) som en tidsfaktor, så har den relativt større betydning end de modsatte fænomener, da de får én til at tilbringe længere tid i tilstanden, om jeg så må sige. Derfor er 20 km/t i snit ud i modvind og 40 km/t hjem i medvind ikke (som man ellers nemt kan snydes til at tro) lig med 30 km/t i samlet gennemsnitsfart – snitfarten bliver lavere.
Hvad angår mod- og medvind, har jeg skrevet dette indlæg engang (som opfølgning på ovenstående artikel):
https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2015/12/05/test-frem-og-tilbage-i-mod-og-medvind-260/
Jeg har også skrevet lidt om netop det matematiske forhold, men det kan jeg ikke lige finde – måske var det kun på Facebook el.lign.
Mange bakkehilsner
Jacob