Hvorfor åsene er så spændende? Jamen, det er de, fordi de er de mest forfinede af istidens kreationer. I modsætning til tunneldale og randmoræner, som er udgravet og skubbet op med voldsomme kræfter, er åsene strøet ud i en lang linje og ligger i dag som slanger gennem det østdanske landskab. Det er særpræget, det er iøjnefaldende. Åsene er juvelen i gletsjernes arvegods.
For nylig kom jeg forbi åsbakkerne ved Beldringe lidt vest for den sydøstsjællandske by Præstø. Mellem 10 og 20 meter høje er de, og 300-600 meter lange (se kort). Et yndigt kuperet terræn, som vinder yderligere i skønhed ved, at området også byder på en herregård, en kirke og en lang allé.
Her finder man altså en håndfuld åsbakker på rad og række, alle i deres oprindelige form – hvilket desværre ikke kan siges om ret meget af den ca. 9 kilometer lange ås, der går fra Skibinge syd for Præstø og op forbi Bårse. Det meste er gravet væk. For blot få år siden blev en af de største åsbakker molesteret af grusgravning – det er den, der ligger (eller lå) lige nord for byen Gishale. Også åsen længere mod nordvest består i dag af overvejende grusgravsrester og grusgravssøer.
Der er ikke nogen stærk tradition for at kalde åsen fra Skibinge til Bårse noget bestemt, men begrebet Gishale Ås findes, og jeg synes, det giver god mening at kalde det hele for Gishale Ås. I princippet kunne man faktisk inkludere Mogenstrup Ås i regnestykket, for åsbakkerne på den ca. 25 kilometer lange strækning mellem Skibinge og det centrale Næstved er reelt knyttet til samme tunneldal. At man alligevel holder dem adskilt, hænger nok sammen med, at der mellem Bårse og Mogenstrup er en strækning på ca. 6 kilometer, hvor der ikke er åsbakker.
/Jacob
