Mange holder af raps. Se bare alle de Facebookopslag med fotos af rapsmarker. Folk elsker rapsens overvældende gule farve og det sikre tegn på sommer, som rapsmarker i fuldt flor er.
Nogle anfører så, at rapsmarker ikke er rigtig natur. De er nærmest det modsatte, siger de, for en intensivt dyrket mark efterlader næsten ingen plads til biodiversitet.
Nuvel, men hvad er så egentlig natur?
Bromme Plantage er et godt udgangspunkt for en sådan diskussion.
For 300 år siden var det et sandet, let bølgende åbent landskab. Det var dyrket af bønder med primitive redskaber og ingen sprøjtemidler. Så blev der plantet grantræer i området, hvilket givetvis bedre kunne betale sig, når nu jorden var så porøs. Men kom der mere eller mindre natur ud af dét? Det kan diskuteres.
Efter Anden Verdenskrig kom næste omvæltning: Grusgravning. Store stykker af plantagen blev ryddet, og gravemaskiner åd løs af sand og grus. Kom der mere eller mindre natur ud af dét? Hvis vi vælger at kalde granplantagen for natur, så medførte grusgravningen mindre natur.
I de seneste par årtier er dele af grusgraven (som også til dels fungerede som losseplads) blevet ”retableret”. Terrænet er blevet møbleret lidt om, der er bygget kunstige bakker, og der er kommet bevoksning på skråningerne. Mere natur? Ja, der kom mere natur ud af det, hvis altså landbrugsjord, som blev gjort til plantage, som blev gjort til grusgrav, som blev gjort til naturområde, kan kaldes natur.
Hvis det hele får lov at gro frit, vil man om nogle år ikke kunne færdes i det område. Buskadset vil simpelthen være for tæt og genstridigt. Allerede nu er der steder, hvor brændenælderne fylder så meget, at det kan være en tvivlsom fornøjelse at færdes der. Hvis der overhovedet er tale om mere natur, så er det i hvert fald en natur, der vil være svært tilgængelig. Og hvad er den natur så værd, kunne man spørge?
Men lupinen er her. Og den er køn i sine overvejende lilla nuancer, der stråler selv i gråvejr, som det var i dag, da jeg var på besøg i Bromme. Natur? Tjah, lupinen er kommet, fordi jordbundsforholdene i den nedlagte grusgrav og losseplads passer den godt. Men den er nok også kommet, fordi der har ligget affald fra bl.a. haver her – med små lupinfrø. Naturligt forekommende midt på Sjælland er den i hvert fald ikke.
Det er den heller ikke på Island. Jeg besøgte Island sidste år og var bl.a. betaget af den blå lupin, der voksede over alt i det unge, stenede istidslandskab (se mit foto nederst). Men Alaska-lupin, som den hedder, er et fremmedlegeme. Endda et fremmedlegeme, som mennesket selv har indført. Den skulle begrænse jorderosion, men endte i stedet med at brede sig og kvæle andre plantearter. Gør det Alaska-lupinen mindre smuk? Skal man betragte den som et trist udtryk for forringet natur, fordi den er indført af mennesket i nyere tid?
Jeg har ikke et sikkert svar på disse spørgsmål. Men én ting ved jeg, og det er, at der ikke findes ret meget natur, der er urørt af menneskehånd, og den natur, der kun vokser på egne præmisser, er ikke nødvendigvis en natur, vi mennesker vil elske.
/Jacob
