Nå, så blev det 2020, og jeg vil lige hæfte nogle ord på landevejscyklingen i de forgangne 12 måneder – med særlig fokus på de tendenser, der tegnede sig for de bedste danske ryttere og for PostNord Danmark Rundt.
Talenter blomstrede
Man kan vel med nogen ret sige, at 2019 blev det resultatmæssigt bedste danske cykelår nogensinde. Adskillige podieplaceringer i nogle af verdens største cykelløb – det er ikke hverdagskost. Jo, der var også en håndfuld ret vilde danske år i midt-90’erne, men jeg har det bare lidt stramt med den tid i professionel cykling. Og selvom jeg da stadig nærer en skepsis over for renheden i sporten, så synes jeg, at der er noget beroligende i den kontinuitet og udvikling, der har kendetegnet de bedste danskere i de seneste år. Der har været nogle stærke ungdomsårgange her i 10’erne, og det er opløftende, at den lovende generation fra “dengang” nu også giver afkast på det allerhøjeste seniorniveau.
Det er også fedt at se, at Jakob Fuglsang, der i en del år har været en stabil Top 10-rytter, nu er at finde helt fremme, når de største løb skal afgøres. Så lever vi med, at hans begejstring for Tour de France nok aldrig udmønter sig i et resultat, der kan matche hans topplaceringer i de korterevarende løb.
En sidebemærkning angående VM: Der var én rytter, der imponerede mig mindst lige så meget som Mads Pedersen, og det var Stefan Küng. Han var i udbrud i endnu længere tid end danskeren, og jeg har enorm respekt for den måde, han tilkæmpede sig en VM-medalje på: Han troede ikke selv på, at han kunne vinde i en spurt, men han indså, at hvis han strøg sin sidste tændstik på den sidste store bakke, så var bronzen inden for rækkevidde. Og missionen lykkedes. Én af de mange fede ting ved VM- og OL-løb er, at de ikke KUN handler om at blive nummer 1. De handler også om at vinde medaljer, og det betyder lidt for løbets “logik” i slutfasen. Det så man bl.a. også ved seneste OL.
Danskerne vinder i møgvejr
Det har hidtil måske mest været en vittighed, men efterhånden må det anses for en uomtvistelig sandhed: Danskerne er bedst i regnvejr. Årets største danske sejre kom i regnfuldt og koldt vejr: Liège-Bastogne-Liège og VM i Harrogate. Nå ja, der vil selvfølgelig være ryttertyper også i den danske lejr, der har det lige så skidt med møgvejr som en type som Valverde. Men tager man Fuglsang, Mads P og Valgren, så tyder resultaterne altså på, at de klarer sig strålende, når det pisser ned.
Fuglsang har ved flere lejligheder kaldt det dårlige vejr “danskervejr”, hvilket vist skal indikere, at danske cykelryttere i særlig grad er gode til at håndtere regn og blæst, fordi det er de forhold, de er vokset op med derhjemme. Teorien kan ikke helt afvises, men måske skal fænomenet snarere forklares med, at Danmark producerer mange ryttere af forårsklassikertypen, og at den type ryttere på flere måder har en robusthed, som kan komme dem til gavn, når en ultralav fedtprocent ikke længere er den afgørende faktor.
Kast også lige et blik på et par andre af Fuglsangs store præstationer. Det var på en regnvejrsdag, at han i årets Critérium du Dauphiné skaffede sig det afgørende forspring i klassementet, så han endte med at vinde løbet. Og hvordan var det lige, det gik, dengang i 2014, da der blev kørt på pavéer i Tour de France – i regnvejr? Der satte Fuglsang alle favoritter på nær sin egen holdkaptajn Nibali til vægs og var afgørende for Nibalis samlede sejr. Mærkværdigt nok har Paris-Roubaix været uden regn i 17 år, og sidst der var våde brosten i løbet, ja, der kom danske Lars Michaelsen ind på en imponerende femteplads. Der er altså noget om det!
Sprinteropgør er ikke savnet
PostNord Danmark Rundt 2019 blev efter min mening en stor succes. Nok lider løbet af, at det af en eller anden grund sjældent lykkes at tiltrække sportens bedste udøvere, men sportsligt set var der ikke en finger at sætte på 2019-udgaven af løbet.
Én af de forbedringer, jeg oplever, at der er sket i PostNord Danmark Rundt de senere år, er, at man ikke længere kan reducere de afgørende momenter til at være Kongeetapen og enkeltstarten. Der er 1-2 andre etaper, som også kan skabe ravage, og det er kun godt. De eneste, der kan pive lidt over den udvikling, er sprinterne. De har nu kun ét sikkert skud i bøssen, nemlig den afsluttende Frederiksberg-etape. I år blev de i særlig grad udmanøvreret, idet både Silkeborg- og Odsherredetapen blev vundet af dem, man kan kalde klassikerryttere, som udnyttede, at etaperne rummede stigninger på afgørende tidspunkter.
Jeg tror måske, at tiden er ved at løbe fra sprinterløbene. Den forudsigelighed, som gennemsyrer dem, kan ikke opvejes af, at der fra tid til anden dukker en superstar à la Cavendish op. Cykelpublikummet efterspørger spænding over længere tid end lige i de 20 sekunder, som en spurt varer.
Selv enkeltstartsspecialisterne går sværere tider i møde, i hvert fald i 2020-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Enkeltstarten er for første gang pillet ud af programmet, så nu skal løbet afgøres alene med linjeløbsetaper. Det har jeg det umiddelbart helt fint med – når bare etaperne foregår i kuperet terræn, hvor der opstår tidsforskelle i finalerne.
Et enkelt ønske kunne være, at PostNord Danmark Rundt også får et udtryk i medierne, der er på højde med det, man ser i de korte etapeløb i andre lande. Det er som om, at løbet (måske ubevidst) stadig behandles som en slags hyggeevent – sådan lidt aktiv ferie for profferne mellem alle de rigtigt store opgaver -, og det er vældig synd. Jeg tror heller ikke på, at de seere, der ser PostNord Danmark Rundt, er mindre inde i stoffet end dem, der ser udenlandske løb på TV 2. Derfor synes jeg, det er på tide at droppe den skolelærertilgang, som har det med at dominere i formidlingen.
