Jeg var forleden forbi Gæsterehøje – en gruppe af bronzalderhøje beliggende lige ved Karrebækvej midt imellem Karrebæksminde og Næstved.
Om sommeren tror man som forbipasserende, at der kun er én høj – de andre høje forsvinder fra synsfeltet, når bevoksningen tiltager. Men faktisk er det en ret imponerende gruppe af høje. Ni styks ligger der (hvis man tæller selv de mindste med), og der er ikke mange meter imellem dem. Man kan med fordel bestige nogle af højene, for det er oppe fra toppene, at gravhøjskomplekset tager sig flottest ud. Måske især her om foråret, hvor der på én gang er en smuk skovbund at se på og samtidig godt udsyn, fordi der endnu kun er få blade på bøgetræerne.
Fortalte jeg, at Gæsterehøje består af ni høje? Det er ikke helt sandt. Der er kun 8½. Og det skyldes ikke bronzealderfolket, men mennesker fra en meget senere tidsalder. Mennesker, som tydeligvis havde hang til at skære genvej.
Karrebækvej blev anlagt så tæt på den nordligste gravhøj, at der ved anlæggelsen blev snittet noget af højen. Vejbyggerne må simpelthen have trukket en lige streg fra Næstved i retning af Karrebæksminde, og så var det bare synd for gravhøjen, at den lå på den linje. Som det fremgår af kortet øverst, er der ingen terrænmæssige grunde til, at man ikke kunne have flyttet vejen ti meter længere nordpå. Men den skulle åbenbart gå lige dér – gennem gravhøjen.
Det virker næsten provokerende. Eller brugte man ligefrem vejbyggeriet som en slags undskyldning for at udgrave højen? Det fortæller historien intet om. Karrebækvejs kyniske tilblivelse er ret ubeskrevet – og ligger længere tilbage i tiden, end man måske skulle tro. Trods vejens “moderne” retlinede forløb så kan den have nogle århundreder på bagen. I hvert fald viser gamle landkort, at den har ligget, hvor den ligger, siden 1800-tallet – mindst.
Den skråt afgravede høj, som med sine fem meter i højden er den højeste af Gæsterehøjene, kunne endda have været endnu mere ødelagt, end den fremstår i dag. På et tidspunkt blev den nemlig brugt som racerbane af knallertkørere! Det gav selvsagt nogle gevaldige fordybninger i den før så stolte gravhøj, og i 1981 greb Skov- og Naturstyrelsen ind: “Knallerters adgang til højen bør forhindres ved at restaurere gærdet mod landevejen ved højens NV-fod. Der skal bruges 5-10 m3 muldjord til restaureringen,” skrev styrelsen.
I dag er nordsiden jævnt og stejlt skrånende (se foto herover). Højen ser ganske velplejet ud, men bronzealdergravenes normale harmoniske udtryk har den for altid mistet.
/Jacob
