Hvis vi går 15 år tilbage, hvor mange danskere havde da hørt om Kiddesvej? Ikke mange. Men dengang var vejen heller ikke et fast element i Danmarks største cykelløb.
En del af indbyggerne i Vejle kendte den, ja, men det var mest, fordi den var til besvær. Stejle gader er bøvlede at bestige på en gammel havelåge og med indkøbspose på bagagebæreren.
I dag er verden en anden, Kiddesvej er klimakset i det årlige PostNord Danmark Rundt, og som sportslokalitet rangerer vejen på højde med steder som Charlottenlund Travbane, Vojens Speedwaycenter eller Parken i København. Alle ikoniske steder, der danner ramme om klassiske tilbagevendende events, og som i stor stil får besøg af tilhængerne af de respektive idrætsgrene.
Men er Kiddesvej kun for de mest hardcore cykelentusiaster, eller har kendskabet til 19%-stigningen en bred forankring?
Det undersøgte Danskebjerge.dk forleden med en lille stikprøve. Nærmere betegnet en meningsmåling i Facebookgruppen ”Landevejs-cyklingens verden”. Hvis man tillader sig at generalisere ud fra dén, så har over halvdelen af de danske cykelmotionister prøvet kræfter med Kiddesvej.
Meningsmålingen kastede 471 gyldige svar af sig. Resultatet var, at ud af de 471 personer har 252 cyklet op ad Kiddesvej flere gange, 63 har gjort det en enkelt gang, mens 156 aldrig har udsat sig selv for det. Det vil sige, at 67% (to ud af tre) har prøvet at pedalere op ad Kiddesvej mindst én gang. Det er jo en ganske høj andel, når man tager i betragtning, at den pågældende Facebookgruppe tæller motionister fra hele Danmark – tilsyneladende et bredt, geografisk udsnit.
Og hvad så, kan man måske spørge? Betyder det noget, at Kiddesvej er blevet berømt?
Ja, det gør det da.
Det giver for det første en sport en helt ny dimension, når den ikke bare er knyttet til bestemte udøvere, men også til særlige lokaliteter. Det er grundlæggende interessant, at cykling ikke bare er cykling, men at cykeloplevelsen kan variere, afhængig af hvilken egn man befinder sig i.
Og lige så vigtigt i tilfældet med Kiddesvej: Stedet stiller cykelrytteren over for en fysisk test ud over det sædvanlige, og uanset om man er motionist på udkig efter personlige udfordringer eller fan af professionel cykling – eller begge dele som rigtig mange jo er -, så har den beskedne, men ultrastejle gade en stærk tiltrækningskraft, der leder tankerne hen på religiøse pilgrimsmål. Kiddesvej drager.
Og på det lokaløkonomiske plan er Vejle Kommune næppe helt kede af Kiddesvej raske rise-to-fame. Mange udenbys motionister snupper en overnatning eller to i byen, enten som led i en træningslejr eller i forbindelse med deltagelse i løb som Grejsdalsløbet eller Kongeetapen, der også har Kiddesvej på plakaten. På længere sigt har eksponeringen af Vejle-områdets udanske kuperede landskab utvivlsomt også en virkning på tilflytning og erhvervsudvikling.
Meget mere om Kiddesvej her (og se de øvrige links på den pågældende side).
/Jacob
Tak for din kommentar, Michael. 🙂 Selvom Aalborgs bakker måske er lidt kortere end Vejles, så kan man jo altid kombinere dem, sådan at der er mange bakker fordelt på en længere strækning.
Men hvad Skovbakkevej angår, så er den stigning ganske konkurrencedygtig i forhold til Kiddesvej, jf. den sammenligning af højdeprofiler, jeg har lavet her.
Jeg har aldrig kørt den. Men jeg har heller ikke bil, så derfor er det bøvlet for mig at tage rundt i landet med min cykel. Så jeg holder mig til at cykle i mit lokalområde. Men her er heldigvis også en del gode bakker. Dog lige en tand mindre seje end dem i Vejle. Her i Aalborg kan jeg godt finde bakker med ca. samme stigningsprocent som Kiddesvej. Men så er de bare kortere, så oplevelsen bliver jo ikke helt den samme. Frydendalsvej er monsterstejl, men er jo kun ca. 250 meter lang. Der er også grusvejen op til Aalborgtårnet, som har Kiddesvejprocenter. Men igen mangler den ca. 200 meters længde. Så er der Skovbakkevej, som har nogenlunde samme længde. Men til gengæld er den kun rigtigt stejl halvdelen af vejen op. Søndre Skovvej er længere, nemlig 700 meter. Men er så kun 6,1% stejl i snit. Så nej, vi har ikke helt nogen Kiddesvej her i Aalborg. Men dog stadig en del okay bakker. Naurvej er dog ikke tosset. Den er ca. 400 meter lang med en stigningsprocent på ca. 9 i snit. Det er lidt á la Kiddesvej, eller en Kiddesvej light måske. Men den har ingen sving – går bare lige op som en mur. Men modsat Skovbakkevej har den heller ingen enormt stejle steder. Men stiger bare jævnt stejlt hele vejen. Lerumbakken i Nørresundby er også en fin stigning. Ca. 400-450 meter med 33 højdemeter. Men igen lige knapt så hård som Kiddesvej. Den har dog et par sving som giver en lidt sej oplevelse.