Danmarks bedste cykelryttere skal op ad hovedgaden i den østjyske by Rønde, når DM i landevejscykling 2015 afgøres. Det har Danmarks Cykle Union netop offentliggjort:

http://www.feltet.dk/nyheder/dm_2015_skal_afvikles_i_roende/

Set herfra er det et spændende valg. Området ligger i den nordvestlige del af Mols Bjerge, hvor der er en del rigtig gode stigninger. Selve byen Rønde er speciel derved, at den ligger på en bakkeskråning. Det gør den til en af Danmarks mest markante “bjergbyer”, om end den ikke – som det hævdes i Feltet.dk’s artikel – er Danmarks eneste bjergby. Titlen som Danmarks bjergby nummer 1 indehaves af Vejle:

http://www.danskebjerge.dk/artikler-bjergbyer1.htm

Hovedgaden i Rønde, der skal være opløb ved alle løb under DM, er noget ganske specielt. Det er en af de mest skrånende hovedgader i landet – med en højdeforskel på næsten 50 meter mellem den vestlige og den østlige ende. Og så er gaden næsten helt lige og faktisk ret bred (se Danskebjerge.dk’s billede ovenfor).

Den lokale cykelklub har gjort en stor indsats for at få DM til Rønde. Området er dog langt fra ukendt for DCU, idet Post Danmark Rundt ofte kommer forbi denne smukke og cykelmæssigt udfordrende egn.

Med valget af Rønde som omdrejningspunkt ved DM 2015 fortsætter tendensen med at prioritere kuperede ruter. DCU har i de sidste par år fx lagt DM ved Hammel (2012) og Faaborg (2014) og U23-DM ved Vejle (2012) – alle tre byer, hvis umiddelbare omegn byder på hårde stigninger.

/Jacob