Årets Giro d’Italia viser, at nutidens løbsarrangører virkelig arbejder detaljeret med rutedesignet. De placerer stigninger omhyggeligt i forhold til deres tiltænkte funktion og skaber bl.a. etaper, hvor sprinterholdene skal slås for at få deres hurtige, men tunge folk med til opløbet.
Sådan noget var der langt imellem for 10 år siden og længere tilbage. Vi var mange, der kunne se potentialet i mere kreative rutedesigns, men især i Tour de France skete der ingen udvikling fra 1990’erne og frem. Det er fristende at betragte det som udtryk for passivitet og manglende professionalisme, at det tog så lang tid at få implementeret den spændingsbevidste tilgang.
I den forbindelse vil jeg dog fremhæve PostNord Danmark Rundt som en af de events, hvor man tidligt udså sig dramaskabende terrænkombinationer. Måske skyldes det, at man i Danmark har mindre at gøre godt med og derfor må bestræbe sig på at få meget ud af lidt, mens man i alpelandene har så mange bjerge, at man har troet, at de alene kunne bære dramaet.
Samtidig holdt mange løbsarrangører for længe fast i forestillingen om, at op-ad-bakke-afslutninger var de mest spændende. Det kan de være, men ofte er det en bedre løsning at placere stigningen nogle kilometer før målstregen. På den måde får man mere for pengene: En kamp for at nå først over toppen og derefter en kamp for at bevare eller eliminere et eventuelt forspring, der er skabt opad.
