Når der males med den brede biodiversitetspensel, er der mange nuancer, der forsvinder. Det er fx nemt at fremmane et forfaldsbillede, hvor alt bare er blevet værre gennem årene. Sådan er virkeligheden ikke. Men der er omvendt nogle faktorer i spil, som vi er nødt til at tage alvorligt, hvis vi skal sikre en god og stabil natur i Danmark.


For at starte med det afdramatiserende: Statistik skal altid tages med et gran salt.

Selvom man i denne artikel fra 22/4 2025 kan læse, at gråspurvebestanden er gået tilbage siden 1970’erne, og at rådyrbestanden er faldet siden 2009, så er der her reelt tale om mindre væsentlige problemer. Der er nemlig i samme periode kommet flere skovspurve og flere dådyr. Og betydningen for fødekæder mv. er i den forbindelse omtrent lig nul.

Problemer sat på spidsen
I øvrigt forholder det sig ikke sådan, som man ellers lærte i min barndom, at bortfald af én art kan få fødekæden til at bryde sammen. Der er i dag enighed om, at huller i biologien hurtigt udfyldes af anden biologi. Så selv hvis gråspurve og rådyr helt forsvandt, ville det ikke påvirke os som mennesker synderligt. Jeg vil endda sige, at det er lidt mærkeligt at se rådyr nævnt som et dyr i krise. Den dyreart er jo stort set styret af godser, der tilpasser mængden af individer efter behov. Hvis der er et problem med rådyr, så er det snarere, at jagten foregår på en måde, der skævvrider køns- og aldersbalancen i bestanden.

For nogle somre siden havde jeg denne fine oplevelse med et brølende rådyr en sen aften.


Bemærk også de sammenligninger i tid, der indgår i artiklen. Bestanden af gråspurve sættes i forhold til for 50 år siden. Bestanden af rådyr sættes i forhold til for 16 år siden. Hvorfor lige de år? Formentlig for at sætte en tydelig streg under en negativ udvikling. Men det er en smule manipulerende. Tit dækker den slags taloplysninger over, at der frem til det tidsrum, man sammenligner nutiden med, havde været en fremgang for den specifikke art. Ser man til gengæld på kurven over en periode, der rækker længere bagud, er det aktuelle forfald måske ikke så entydigt.

Levesteder fjernet
Når alt det er sagt, så er jeg bestemt ikke uenig i, at der er et problem med en presset natur. Krisen skyldes – som det også påpeges i artiklen -, at vi mennesker udnytter arealerne til det yderste. Med andre ord er det ikke gift og forurening, der er hovedskurken. Nej, årsagen er menneskets nidkære udnyttelse af den jord, der kunne have rummet natur.

Især landbrugets intensive udnyttelse af markarealer spiller en rolle. Bortset fra de naturlige læhegn i skel er alt på et moderne markareal opdyrket – modsat for et par generationer siden, hvor der endnu var små delarealer uden ret meget korn. Det gjaldt fx ved vandhuller. Der var mange vandhuller på markerne før i tiden. Ved at fjerne disse vandhuller har man frataget fugle og insekter gode levesteder. Der er en grund til, at biologer betegner nutidens kornmarker som en slags ørkener.

Markerne langs Susåen er for en stor dels vedkommende uegnede til intensiv dyrkning, så her har dyrelivet det ganske godt.


Byggetrang med en pris
Men landmændene bærer ikke al ansvaret for udviklingen. Hele samfundet er medskyldigt, for vi støtter op om, at der bygges nye ting, og at der bygges tættere. En motorvej, der skærer sig gennem et landskab – den er forstyrrende for naturen på mange måder. Og der er mange flere motorveje i Danmark i dag, end der var i 1970’erne. Der er gode grunde til, at de blev anlagt – men vi må ikke se bort fra de konsekvenser, de medfører.

Faktisk må der forventes at være en vis proportionalitet mellem menneskers indgreb i naturen og faldet i biodiversitet. Det kan dårligt være anderledes. Nye bolig- og industrikvarterer er alt andet lige også skidt nyt for naturen, og det burde vi nok være mere bevidste om i stedet for at fokusere så meget på sekundære faktorer som skadelige stoffer.

Tag fx det DSB-værksted, der i disse år bygges klos op ad Mogenstrup Ås. Én ting er, at det fylder kolossalt i landskabet. Men det forstyrrer og fortrænger også en masse dyr, som ellers nød godt af, at der på den egn var sammenhængende arealer med kun begrænset menneskelig aktivitet.

Svært at kompensere
Man skal huske på, at dyr er mere skrøbelige end mennesker. Du kan ikke bare tage et antal dyr fra en bestemt art og tvinge dem til at leve på det halve af den plads, de havde før. Hvis der forsvinder 50% dyr fra ét sted, kan du ikke bare øge mængden af dyr tilsvarende et andet sted. Det er ikke et nulsumsspil.

Af samme grund skal man ikke sætte alt for stor lid til de mange naturprojekter, der er i gang rundt omkring. De har måske nok en lokal virkning, men hvis de finder sted i eksisterende skove – som mange aktuelle naturparkprojekter gør -, så er gevinsten beskeden. Det ville batte mere, hvis man udførte dem på de førnævnte landbrugsørkener, hvor biodiversiteten i forvejen er nødlidende. Men på kort sigt er det selvfølgelig nemmere for staten (og dermed politikerne) at inddrage statens egne arealer.

En ærlig pragmatisme
Et spørgsmål, man må stille i denne sammenhæng, er: Og hvad så? Er det egentlig noget problem, at befolkningstallet og aktiviteten øges, således at de vilde dyr må vige pladsen?

Mit svar: Det synes jeg ikke nødvendigvis, det er! Så længe det ikke er officiel politik, at vi skal være færre indbyggere i Danmark, og at samfundskagen skal skrumpe, så må vi åbent erkende, at så kan vi ikke også have en natur, der kvantitativt svarer til 1970’ernes. Men det, vi kan gøre, er at se på, hvordan vi gør mindst mulig skade på naturen, når vi bygger og effektiviserer.

En vild dådyrflok i udkanten af en skov.


Og så synes jeg også, at det er helt okay at prioritere det, man kan kalde den oplevede natur. Altså at sørge for, at vi mennesker har nem adgang til naturoplevelser, og at vi kan tage ud og se de dyr, der betyder noget for os. Jeg ved godt, at naturen efter nogles mening har værdi i sig selv. Det synspunkt køber jeg ikke helt. Jeg som menneske synes ræven er spændende – jeg vil gerne have mulighed for at få øje på den, så jeg synes, vi skal arbejde for at sikre dens tilstedeværelse i mange egne af Danmark. Jeg kan bedre leve med ikke at se en gråspurv eller et rådyr, hvis der til gengæld er rigeligt med skovspurve og dådyr. Jeg mener godt, at man må være pragmatisk, hvad natur angår. Man skal bare være åben om præmisserne.

/Jacob

Her er link til artiklen, der omtales ovenfor:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-04-21-raadyr-og-raeve-forsvinder-i-danmark-naturvejleder-er-bekymret