Hvis du er på udkig efter nye
træningsruter, så sæt din lid til vinteren. For tiden er der
nemlig frostvejr døgnet rundt, og dermed dannes der is på søerne.
For mig står en løbetur på en
isbelagt sø som et af højdepunkterne i en i øvrigt mørk tid. Der
er noget fascinerende ved at lade fødderne sætte af og lande oven
på noget, som ellers kun Jesus hævdes at kunne betræde. Og så
giver det et helt nyt perspektiv på et landskab, når man kan
betragte hele sceneriet fra uvante vinkler.
Men hvornår tør man? Lige så smuk en
oplevelse det kan være at løbe på en sø, lige så farligt kan det
være. Få centimeter under dig lurer det farlige iskolde vand.
Hvis det er en populær skøjtesø, så
skal mit enkle råd være, at man følger i hælene på de andre. Det
kan måske lyde lidt kynisk, men sagen er, at hvis du ser andre
bevæge sig rundt ude på søen uden at falde i, så kan du også
roligt gøre det. Eller du kan følge de fod- eller skøjtespor, som
andre har efterladt, hvis der altså er sne på søen.
Nu er det jo bare ikke alle søer, der
er lige befærdede, så hvis du vil ud på isen, kan du komme
ud for at være den første. Her er det blot vigtigt, at du i
forvejen har lidt kendskab til søen og dens nærmeste omgivelser.
Især vandløb kan være lumske, fordi de ofte er relativt varme. Det
betyder, at isen er tyndere ud for disse vandløb.
Et andet forhold er søens dybde. Lav
vanddybde betyder, at der hurtigt kommer et tykt lag is på den. Er
søen dyb, så er der mere vand, der skal varmes op, og så går der
længere tid, før isen er tyk nok. Samtidig kan søen være meget
udsat for vind. Det øger bevægelsen i vandet og forsinker
isdannelsen. Samme virkning har kraftig strøm.
For nylig skrev en læser til Dmi.dk og
gjorde opmærksom på, at der på hans fødeegn findes en gammel
talemåde, der hedder, at når Tystrup Sø kan bære en krage, så
kan Sorø Sø bære hest og vogn. Det betyder selvfølgelig, at isen
har sværere betingelser på Tystrup Sø end på Sorø Sø – selvom der kun er få kilometer imellem dem. Vigtige
faktorer her er, at Tystrup Sø er næsten dobbelt så dyb, og at der
er ret kraftigt gennemløb, fordi søen er en del af Susåen.
Få timer før dette blev skrevet, konstaterede jeg, at noget af det samme gør sig gældende, når man sammenligner Sorø Sø med Tuel Sø. De to søer er faktisk forbundne – via den noget mindre Pedersborg Sø -, og alligevel er der lige nu is på hele Sorø Sø, mens Tuel Sø er næsten isfri. Det hænger sammen med, at Tuel Sø har været mere udsat for den kraftige østenvind, samtidig med at søen er noget dybere.
/Jacob