Som endnu et bidrag til den lille serie om sødybder vil jeg her komme med et par eksempler på terrænforskelle, der overses, fordi de delvist befinder sig i vand.
Traditionelt tæller man ikke sø og hav med, når man angiver højdeforskelle. Det indebærer, at en skråning, der starter ved en sø og bevæger sig op i terrænet, typisk måles fra søens overflade. Hvilket jo giver god mening, hvis man ser det fra f.eks. en gåendes eller cyklendes perspektiv. De skal ikke ned i vandet.
Men i rent geologisk henseende er det en tvivlsom opgørelsesmåde.
Højdeforskellene i Danmark er jo primært skabt under istiden, og her spillede vandoverflader ingen væsentlig rolle. De nuværende vandoverflader har først fundet sig til rette flere årtusinder efter, at istidens gletsjere skabte landskabet. En del søers overflader er endda reguleret af menneskehånd.
En skarpere geologisk tilgang til beskrivelse af skrænter ved vand vil derfor inddrage højdeforskelle både over og under vandet – i det omfang, der er data tilgængelige for terrænet nede i søen naturligvis.
Lad os tage et eksempel: Ravnsø. Søen ligger i Søhøjlandet, og syd for søen når terrænet op i 117 meter over havet. Det giver en forskel på knap 100 meter ned til søens overflade. Men det istidsskabte terræn har en endnu større højdeforskel, for fra søens sydlige bred fortsætter faldet, og det stopper først en smule øst for søens midte i en dybde på 34 meter. Dette giver – hvis man skal udregne den samlede højdeforskel – følgende regnestykke: Den absolutte højde af det højeste terrænpunkt (117 m) minus den absolutte højde af Ravnsøs overflade (22 meter) plus søens dybde (34 meter). Hvilket ender ud med resultatet 129 meter. En betragtelig højdeforskel efter dansk målestok.
Tager vi Julsø – den vel nok mest kendte af Silkeborgs søer -, så har vi en sødybde på ca. 18 meter, som kan lægges oven i højden af Himmelbjerget. Det giver en samlet højdeforskel på 147-21+18=144 meter. Der er omtrent 1,5 kilometer mellem Himmelbjergtårnet og Julsøs dybeste punkt.
Helt så stor en højdeforskel finder man ikke ved Hald sø nær Viborg. Men til gengæld er skrænterne her endnu stejlere end ved Silkeborg. Fra Hald søs dybeste punkt, der ligger i søens sydlige halvdel, er der ca. 500 længdemeter op til kote 55 i Dollerup bakker. Højdeforskellen mellem bunden og dette jordpunkt er 55-9+31=77. Dette giver en hældningsprocent på 15,4 i gennemsnit på den 0,5 kilometer lange strækning. Ganske vist er det fra søbredden og op, at hældningen for alvor tager til (42% i snit på 110 meter!), men man glemmer altså 31 af de 77 højdemeter, hvis man kun ser på landjordens terrænforskelle.
Det er en pudsig egenskab ved de topografiske kort, at de i så ringe grad har informationer med om vanddybder. Der er typisk angivet nogle få havdybder på kortene, men søers dybder finder man slet ikke.
Ingen tvivl om, at pragmatiske hensyn ligger til grund. Dels er der en brugerbetragtning: det er de færreste, der i hverdagen har glæde af at vide, hvor dyb en sø er. Og dels så findes der tilsyneladende ingen systematiske undersøgelser af sødybder.
Men lad det være et ønske herfra, at også disse data kommer med på fremtidige Danmarkskort. De hører med til forståelsen af landskabet, også selvom vandets mørke gør søernes topografi mindre synligt.
Se Danskebjerge.dk’s oversigt over de dybest beliggende danske søer her. Og fotos her!
/Jacob
