Der er bakker, der er hårde, fordi de simpelthen er det. Og så er der bakker, der er hårde, fordi man tror, de ikke er det.
På min seneste cykeltur stødte jeg på to af disse snydebakker. Vel at mærke af ret forskellig slags.
Efter at have rundet Skælskør havde jeg retning mod nord. Jeg var mere end halvvejs på den planlagte tur, og benene var ikke helt lige så friske, som da jeg startede. Men vindretningen var gunstig, og tempoet godt.
Så mærker jeg alligevel noget, der minder om en krise. Farten falder fra nogle og tredive kilometer i timen til nogle og tyve. Tilsyneladende uden grund. Hvad sker der? Nåh jo.
Vi nærmer os Sønderupsønder. Her har jeg kørt før, men det er længe siden. Dengang blev jeg ramt af en fornemmelse af at hænge fast i dyndet. Det er det samme nu.
Fænomenet kaldes i internationalt cykelsprog for ‘false flat’. Det vil sige, at det, der lader til at være fladt terræn, i virkeligheden er stigende.
‘False flat’ kan tilskrives flere faktorer. Først og fremmest skal strækningen have en jævn, men kun moderat hældning – oftest i intervallet 1-3%. Dernæst skal omgivelserne være sådan, at de visuelt ikke afslører, at terrænet stiger. Og endelig skal den vej, man cykler på, typisk være bred, for på store brede veje er det sværere at identificere hældninger med øjet.
Mit grummeste møde med ‘false flat’ var i Harzen. Det er en del år siden, men det står stadig klart for mig.
Fra byen Goslar cyklede jeg ind mod bjergene. Da jeg kom til en dal, forventede jeg at finde nogle sideveje, der førte hen til skarpe stigninger. I stedet blev jeg ved og ved med at køre i dalen, og tempoet var sløjt trods stadigt højere puls. Først senere indså jeg, at vejen gennem dalen faktisk hele tiden gik en smule opad. Det var bare ikke til at se. Senere på turen stødte jeg på andre ‘false flats’ og enerverende stigninger. En medvirkende faktor var, at der er meget nåleskov i Harzen, og når du kører på en bred vej omgivet af høje ensartede træer skrumper fornemmelsen af stigning.
Sønderupsønder er ikke Harzen. Men fænomenet er tilsvarende. Og ubehaget og forundringen den samme. Slagelse Landevej virker som flad asfalt, men er det ikke. På det sidste stykke mod toppen øges stigningsprocenten dog en smule, og det er faktisk en lettelse: Solidt skrånende asfalt ved man, hvad er, og her kan man bedre leve med lav fart og lidt ømhed i benmuskulaturen.
Sønderupsønder-bakken er i alt 1150 meter lang og stiger med 2,7% i gennemsnit. Det kan måske virke sammenligneligt med Slagelseegnens mest kendte stigning, Vårby Bakke på Korsørvej. Den er 1100 meter lang og stiger med 4% i snit. Men der er stor forskel på de to. Vårby Bakkes stigningsgrad ligger konstant på 4-5% på langt det meste af strækningen, og det er nok til, at man aldrig er i tvivl. Vårby Bakke er hverken ‘flat’ eller ‘false flat’. Hård, men reel.
Nu nævnte jeg jo, at jeg på tilbageturen fra Skælskør var stødt ind i en anden snydestrækning, så den skal også med her.
Det drejer sig om vejen Parcelgårdsvej, der går parallelt med Vestmotorvejen i udkanten af Slagelse. Parcelgårdsvej er i det ydre helt anderledes end vejen til Sønderupsønder: smal, snoet og puklet. Men også dén er sært irriterende. For uanset om man kommer kørende fra den ene eller den anden side, så oplever man vældig meget modstand. Det hele føles så trægt.
Måske spiller det ind, at asfaltbelægningen er noget grov idet. Men min hovedtese er, at det er de meget hyppige terrænstigninger og terrænfald, der gør udslaget. 4-5 meter op, 4-5 meter ned, 4-5 meter op osv. Man får intet momentum med sig, og derfor er det hårdt. Normalt er en asfaltvej noget “udglattet”, men Parcelgårdsvej forekommer at være placeret direkte oven på det puklede dødislandskab, der er ret markant i området. Læg dertil forskellige småsving, som også bidrager til at bryde rytmen.
Til syvende og sidst er hverken Parcelgårds eller Slagelse Landevej dog ondskabsfulde i sig selv. Når bare man har fokus på sin ydelse og ikke alt muligt andet, så er både den ene og den anden type strækning ét fedt. Men det vil alligevel være en hjælp for de fleste, hvis de på forhånd ved, at de nærmer sig en bakke, der bedrager. Så kan man være lidt tilgivende overfor sig selv, når sanserne sætter gang i alarmklokkerne. Betragt det som falsk alarm, og stol på dine evner!
/Jacob
