På fredagens solbeskinnede cykeltur kom jeg forbi Fristrupvej nær Tølløse. Det er nogle år siden, at jeg sidst besteg denne ganske krævende sag, men jeg kunne sagtens huske den.
Der er mindst to ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken.
Den ene er, at bakken består af to adskilte stigende strækninger.
Nummer 1, den nederste, er den mest stejle. På de skrappeste 100 meter af den ligger stigningsprocenten på 10% i gennemsnit.
Derefter er der et stykke på 100 meter med en positiv højdeforskel på kun godt 1 meter, altså næsten fladt.
Så kommer delstigning nummer 2. Her bliver man bl.a. udsat for 240 meter med en gennemsnitlig stigning på 6,3%.
Det, man så kan diskutere, er, om stigningen bliver hårdere af at være delt op på denne måde, eller om den tværtimod bliver nemmere af det. Sidstnævnte påstand bygger på, at man får lidt tid til at puste ud halvvejs, hvor terrænet næsten ikke stiger. De fleste vil dog nok mene, at det er omvendt, altså at det særlige forløb gør stigningen mere krævende end ellers. Simpelthen fordi stigningsprocenterne visse steder når højere op, end hvis hældningen var fordelt mere ligeligt ud over hele bakken.
Andre lignende bakker
“Dobbeltbakker” af denne type er ikke så almindelige i Danmark, men de forekommer. Blandt sjællandske eksemplarer kan nævnes Kårupvej i Odsherred. Den minder faktisk en del om Fristrupvej, men er noget længere.
I Jylland har vi bl.a. Jelshøj, som Danskebjerge.dk har kåret til Danmarks smukkeste stigning. Jelshøj-stigningen er meget lig Fristrupvej, når vi ser på den samlede højdeforskel (Jelshøj: 35 højdemeter, Fristrupvej: 38 højdemeter), men den jyske bakke er noget kortere og dermed også stejlere. Den kan uanset hvad ikke hamle op med Danmarks måske mest udfordrende “dobbeltbakke”: Østengård ved Vejle. Denne skråner med helt op til 18% og har alligevel et kort midterstykke på 0%.
Der findes næppe nogen officiel definition på den nævnte type bakke. Man kan derfor ikke entydigt sige, hvornår en bakke er en “dobbeltbakke” à la Fristrupvej, og hvornår det bare er en bakke med varierende hældning. Men man kan i al fald slå fast, at det flade stykke skal adskille sig markant fra bakkens maksimale stigningsprocent. Et bud kunne være: Bakken skal have en maksimal stigningsprocent på mindst 10, og på midterstykket skal der være en strækning med en stigning på højst 2% i snit.
Forældede bakkenavne
Mangler vi noget? Ja, jeg mangler at nævne den anden ting, der kendetegner Fristrupvej-bakken. Det er, at den har tilnavnet Schulstad-bakken. Ja, faktisk har dette navn, Schulstad-bakken, lokalt været det mest benyttede i mange år, særligt blandt cykelryttere. Ulempen: at der ikke længere er nogen Schulstad brødfabrik på Fristrupvej. Den lukkede i 2012, og deraf fik vi misèren: En stigning, der var opkaldt efter en privat virksomhed, bærer et navn, som ikke længere giver mening.
Et parallelt eksempel finder vi ved Rønnede, hvor Sydsjællands største stigning engang blev døbt P2-bakken. Navnet kom af den møbelforretning, som lå i bunden af bakken (præcis ligesom brødfabrikken på Fristrupvej lå i bunden af bakken). Og som sådan er det forståeligt. For hvis nu man skulle forklare andre om, hvordan man fandt frem til stigningen, kunne man jo sige: “Ved du, hvor P2 Møbler og Tæpper ligger? Godt, det er dér, du skal dreje af.” Praktisk. Og så alligevel ikke.
For mens eksisterende veje kun sjældent ændrer form og placering, så er virksomheder genstand for forandring. De lukker – som møbelforretningen og brødfabrikken gjorde for år tilbage. Eller de brænder ned. Eller de ændrer navn. Eller noget fjerde. Så det er ganske enkelt noget rod at opkalde uforanderlige lokaliteter efter foranderlige lokaliteter.
Tag i stedet udgangspunkt i noget andet. F.eks. vejnavnet. Man kan også bruge navnet på bakketoppen øverst oppe. Eller den by, man kører igennem på strækningen. Bare det er noget, der er knyttet fast til landskabet og ikke kan forsvinde nærmest fra den ene dag til den anden, som firmaer jo kan.
/Jacob