“Hvorfor skred jord og træer ned i en garage i Vejle?” spørger Dr.dk i overskriften til en artikel i denne uge. Sagen handler om en skråning nedenfor Mølholm Kirke. Her skete der i februar et skred, der forårsagede skader på et hus nedenfor skråningen.
Dr.dk skriver, at der lige nu er en geologisk undersøgelse i gang af stedet. Man skal finde ud af, hvordan gentagelser kan undgås.
I artiklen fremhæves store regnmængder som en årsag, og der er ingen tvivl om, at nedbør spiller ind – i kombination med andre vejrforhold. Men endnu vigtigere er denne faktor: Menneskeskabte ændringer i terrænet. Gang på gang viser det sig, at jordskred sker på steder, der i nyere tid har undergået forandringer af den ene eller anden slags. Ofte har det været i forbindelse med anlæg af ny infrastruktur.
På kort over Vejle kan man se, at skråningen nedenfor Mølholm Kirke har ændret udseende op gennem 1900-tallet. Oprindeligt var der et relativt konstant fald ned mod jernbanen langs Vejle Fjord. Men i efterkrigsårene skete der en afgravning og udjævning i bunden af skråningen. Her etableredes nemlig en parcelhusvej, der fik navnet Banevangen. Banevangen blev så at sige skåret ind i skråningen, og det betød uvægerligt, at der opstod et stejlere fald end det naturlige.
En stejlhed, der altså har vist sig at være for voldsom. Flere gange i de seneste årtier har der været jordskred i den stadigt tættere bebyggede bydel Mølholm. I 2020 skete der et skred på næsten præcis samme sted som skreddet i februar i år.
Jamen, er det ikke regnen, der gør det – en følge af klimaforandringerne?
Jo, det er regnen, der er den udløsende faktor. Men man skal huske på, at det naturlige danske terræn typisk er over 12.000 år gammelt. Bakkerne har ligget her så længe, at de er blevet formet af erosion (herunder regn) i et omfang, som langt overgår de senere års ændrede nedbørsmængder. Landet har sat sig. Derfor er store jordskred i Danmarks uforstyrrede landskab et sjældent forekommende fænomen. Men når mennesket skærer i selv samme landskab, griber man ind i den terrænjustering, som naturen selv har foretaget over tid.
Og én ting er, at jorden skrider sammen. Men det medfører også ofte materiel skade. Afgravningen blev jo foretaget for at skaffe plads til mennesker på den ene eller anden måde. Så når jordskreddet rammer, kan det gå ud over en vej, en jernbane eller – som i den aktuelle sag – et hus. Det er ærgerligt. Men det er først og fremmest os selv, vi skal takke, for at det gik galt.
Så er der selvfølgelig også skred, som ville ske, uanset hvad mennesket foretager sig. Det kendes fra Danmarks mange klinter. Klinterne er meget stejle – til tider nærmest lodrette -, og når de udsættes for påvirkning af eroderende fænomener så som nedbør og havets bølger, så kan de yderste lag styrte ned. Det er en såre naturlig proces.
Men også her bliver konsekvenserne forværret af menneskelig tilstedeværelse. Vi har nemlig – særligt gennem de sidste 100 år – opført bygninger tæt på disse klinter. Typisk sommerhuse, hvor tanken har været, at nærheden til havet er en stor del af herlighedsværdien. En del af disse sommerhuse har siden opførelsen fået en gradvist kortere afstand til klintekanten, og det er selvfølgelig ikke sjovt at se sin ejendom nærme sig afgrunden. Men i sidste ende er det en menneskeskabt ulykke, mere end det er en naturskabt.
Man må håbe, at vi tager ved lære af jordskreddene i fremtidige byggeprojekter. Vi skal undgå at etablere skråninger, der er stejlere end de stejleste naturskabte skråninger. Og vi skal undgå at opføre huse meget nær steder, hvor der er fare for jordskred.
