Udsigten fra Trebjerg byder bl.a. på kig til øerne Vigø og Illum.

Det sted, hvor man har den måske bedste udsigt ud over den nyudnævnte geopark på Sydfyn, er ved Trebjerg. Toppen af Trebjerg er det højeste punkt på Sydfyn – beliggende i en højde af 128 meter over havet. Kun to meter lavere end den måske mere kendte Frøbjerg Bavnehøj længere mod nord.

Det mest spektakulære ved Trebjerg er udsigten mod vest. Her kan man se ud over Helnæs Bugt, og man kan få et fint indtryk af, hvad der kendetegner denne del af Danmark, nemlig et druknet istidslandskab. Det er den betegnelse, der markedsføres som den nye geoparks motto: “et druknet istidslandskab i verdensklasse”.

Ordene henviser til, at det kuperede landskab, som blev skabt af isen i området ved det sydlige Lillebælt, til dels ligger under vand. Resultatet er et lille ørige, og kun få udsigtspunkter giver et bedre overblik over øriget end toppen af Trebjerg. Eller Dronningeudsigten, som navnet på parkeringspladsen ved siden af lyder

Sidst jeg var der, lå der sne. Og når jeg tænker efter, så var det en kold oplevelse. Forudsætningen for den gode udsigt er nemlig, at terrænet er åbent, hvilket igen betyder, at der ikke er ret meget læ der. Så tag godt med tøj på, hvis du besøger Trebjerg om vinteren!

På toppen af Trebjerg står et postament – sådan som der gør på mange af Danmarks fineste toppunkter.

/Jacob