Op til de traditionsrige broløb på Storebælt blev der flittigt spurgt til, hvor hård højbroen er at løbe op ad. Nogle mente, den var en barsk udfordring, men min egen vurdering var, at på en halvmaraton, hvor broen er den eneste stigning, er det ikke rigtig noget at skrive hjem om.
Nu er Tour de France så på vej til Storebælt – så småt -, og så er det selvfølgelig igen relevant at få opfrisket, hvilke egenskaber der kendetegner strækningen fra betalingsanlægget og op til midtpunktet mellem pylonerne.
Feltet skal jo fra øst mod vest, så stigningen starter ved betalingsanlægget i Korsør. Det er nærmere betegnet ved indsnævringen efter betalingsanlægget, at terrænet (i kraft af den dæmning, der forbinder bro og land) begynder at stige. Man lægger ud i ca. 3,5 meter over havet, og herfra går det støt opad. Med sine 4.400 meter er der formentlig tale om den længste konstant stigende vejstrækning i Danmark overhovedet. Til gengæld er stigningsprocenten meget mild – 1,6% i gennemsnit. Den når næppe over 3 på noget tidspunkt.
Broens højeste punkt befinder sig 254 meter over havet. Det er på toppen af pylonerne, og så højt når vejbanen selvfølgelig ikke op. Ifølge en officiel angivelse ligger vejbanen i 75 meters højde, hvilket altså vil sige, at højdeforskellen fra betalingsanlæg til midten af det frie spænd er ca. 72 meter. Herfra er der et fald videre vestover ned mod Sprogø, nogenlunde med samme egenskaber som stigningen fra Korsør. 72 højdemeter svarer til størrelsen på de største stigninger på Fyn og Sjælland.
Storebæltsbroen ligger i retningen ØNØ-VSV. Det indebærer, at man typisk vil få vinden ind forfra eller skråt forfra, idet den typiske vindretning er vestlig eller dér omkring. Ingen tvivl om, at en tur op ad Storebæltsbroen kan blive en hård omgang, når der er godt med blæs på, men samtidig er det på mange måder en ret monoton strækning. Monotoni i terrænet vil som udgangspunkt tale imod, at der opstår uventede situationer i et cykelløb, og man må i hvert fald sige, at en udbrydergruppe vil få det særdeles svært på Storebæltsbroen. Mange Tour de France-fans vil naturligvis håbe, at blæsten over Bæltet kan give splittelse i feltet. Desværre viser erfaringen, at vind sjældent bliver en afgørende faktor i professionelle cykelløb.
/Jacob