Nogle gange tænker jeg på, om Achton Friis mon havde godt gang i lommelærken, når han for et lille århundrede siden bevægede sig rundt i det danske landskab. Hans skildringer er i ny og næ en smule overgearede (for nu at bruge et moderne udtryk) – eksempelvis når han hylder området vest for Næstved for at have ”et mærkeligt bevægeligt og levende Landskab, stærkt bakket, med bugnende Agre og smukke Gaarde. (…). Landet stiger og bølger kraftigere, jo længere jeg kommer mod Vest, indtil jeg endelig naar det 43 Meter høje Menstrup Bjerg, hvor Udsigterne kulminerer og bliver aldeles pragtfulde.”
Nu har jeg selv bevæget mig rigtig meget rundt i netop det landskab (senest i denne uge, hvor jeg for en gangs skyld også havde kameraet med). Og jeg kan sige uden tøven, at det ikke er i vestlig retning, man skal gå fra Næstved, hvis man vil finde de største bakker på Sydsjælland. Af stejle bakker er der i miles omkreds faktisk kun det nævnte Menstrup Bjerg, og for at bestige det skal man maksimalt overvinde en højdeforskel på 28 meter. Relativt beskedent.
Udsigten fra toppen er fin, bestemt, men slet ikke så spektakulær, som den gode Achton Friis får det til at lyde. Er der kig til bølgen blå? En smule, men jeg kender mange bedre steder at stå, hvis man vil se farvandene omkring Sydsjælland. Og selv ikke Næstveds kirke- og vandtårne har jeg haft held til at observere fra Menstrup Bjerg.
Det, jeg i stedet bruger bjerget til, er at få pulsen op. Fra midten af Menstrup by går der en lille vej med det skønne navn Bjergvej, og idet man forlader bygrænsen, rejser en stigning sig meget markant foran én. Jeg kender mange danske stigninger, som er hårde, men som ikke syner af noget. Det gør Menstrup-bakken til gengæld, ja, jeg vil endda næsten sige, at den ser stejlere ud, end den er i virkeligheden. Det skyldes, at den ligger så afsondret dér ude på marken og stritter i vejret. Ganske charmerende, og sydsjællandske løbsarrangører er meget glade for at have Menstrup Bjerg med på deres ruter. De tekniske data for stigningen, når man kommer fra østsiden, er 530 meter og en gennemsnitlig hældning på 4,7%. Det er både lidt og meget, afhængig af hvad man sammenligner med, og hvordan ens fysiske form er.
På vej ned ad Menstrup Bjerg kan man så glæde sig over (eller begræde), at der ikke lurer nogen anden stigning i nærheden. Her er generelt kun let kuperet. At betegne landskabet mellem Næstved og Skælskør som ”stærkt bakket” – som Achton Friis gør -, er ret mærkeligt. Han plejer at have sammenligningsgrundlaget i orden, når han skildrer Danmark. Men som sagt kan han have været under en eller anden påvirkning, da han aflagde området besøg – eller måske har han simpelthen set forkert i sine noter, da han skulle skrive sine rejseskildringer rent? 😉
