Når man bevæger sig rundt i et tæt bebygget område som det, man finder nordvest for København, så er det ikke så let at se et mønster i landskabet. En bakke hist og en bakke pist. Man skal være lokalkendt for at opstøve det maksimale antal højdemeter – kunne man tro.
Men faktisk er der system i rodet. Et system, der stammer tilbage fra istiden.
Danskebjerge.dk har bearbejdet nogle landkort for at kunne tydeliggøre, hvordan terrænet mellem Furesø og Øresund er struktureret:
(Se kortet i stor størrelse her.)
Lidt forenklet handler det om, at der fra Furesø forgrener sig nogle dale, som alle munder ud i Øresund. Disse dale, som på kortet er tydeliggjort med en relieffunktion, er grundlaget for langt de fleste stigninger, man møder i området: Klampenborgvej øst for Kongens Lyngby, Frederiksdalsvej i Virum, Wesselsmindevej ved Raadvad, Kongevejen (Geels Bakke), ja, såmænd også den karakteristiske lille bakke ved Nationalmuseet i Brede – alle ligger de på skråninger ned mod en ådal. Og man kunne nævne mange flere.
Furesø-egnen er unik i kraft af sin tætte koncentration af såkaldte tunneldale. Tunneldale er dale, som er udgravet af smeltevand inde under gletsjere. Man skal forestille sig, at der i Nordøstsjælland har været en gletsjer, hvis front har løbet nogenlunde parallelt med den nuværende Øresundskyst – den har blot befundet sig lidt længere inde i landet. Herfra har der strømmet smeltevand ud, som har boret sig ned i underlaget, mere eller mindre vinkelret på isfronten. Det er sket med stor kraft og over betydelige strækninger. Faktisk kan dalene følges helt over til Hornsherred – 40 km fra Øresund – som en øst-vestrettet gennemskæring af landskabet.
Jeg kan ikke komme i tanker om tunneldale, der i dag ikke også er ådale. Vand har det jo med at søge den nemmeste vej for at komme væk, og der er de dybe tunneldale et oplagt valg. Mølleåen løber igennem Furesø-områdets mest kendte ådal, Mølleådalen. Mølleådalen er et yndet mål for fiskere, kanoroere, løbere og andre, der går efter gode naturoplevelser, men den er også “moder” til en del asfalterede stigninger.
En undtagelse fra reglen om åer og tunneldale er Ulvedalene, det kendte bakkeområde syd for Eremitageslottet. Her er der en tunneldal, men ikke noget entydigt å-forløb.
En anden undtagelse fra tunneldalsfænomenet finder man i Furesø-egnens nordlige ende ved Gammel Holte. Flere af de høje, nærmest kegleformede bakketoppe er skabt af dødis, dvs. i forbindelse med bortsmeltning af is, som er efterladt af gletsjere.
Det ændrer dog ikke ved fællesnævneren for hele området: Smeltevand. Stort set alt terræn, der skråner her, har noget med smeltevand i istiden at gøre. Det er bare ikke altid lige til at se, når mennesket har sat så markant et præg på omgivelserne, som tilfældet er nordvest for København.
/Jacob
