I det fabelagtige sommervejr begav jeg mig torsdag en smule udenfor pastoratet, nemlig et par kilometer ind på svensk område. Den 7,5 kvadratkilometer store ø Hven (eller Ven, som den også staves) er især kendt for at have huset den berømte astronom Tycho Brahe, men stedet har også et naturskabt terræn, som er værd at kigge nærmere på.
Jeg har fra Høje Sandbjerg i Nordsjælland anet de lyse klinter på Hven, og det var interessant at se dem tættere på. Allerede ved ankomsten med færgen bliver man imponeret af terrænforskellen. Ven skyder op af havet, som var den en klippeø – med op til 39 meter høje kystskråninger hele vejen rundt, undtagen i den nordligste del.
I det indre er Hven ikke særligt kuperet. Det højeste punkt er ifølge Lantmateriet.se 44 meter (nær Tycho Brahes observatorier midt på øen). Det relativt flade terræn og de overraskende mange asfalterede veje gør Hven velegnet til cykelturisme, og de gule lejecykler går som varmt brød på en smuk og vindsvag dag som denne torsdag. Dog kunne jeg høre, at der blev bandet lidt på strækningerne op fra færgelejerne, da der her er temmelig stejlt (i Bäckviken ca. 200 meter med 10% i snit).
Om Hvens geologiske opståen skriver Oresundsvand .dk:
“Hovedparten af Øresund var et landområde for 8.000 år siden. (…) Verdenshavene steg i Litorinatiden (8000-2500 før Kristus), så Østersøen blev forvandlet til et indhav med Øresund og Bælterne som forbindelser med Atlanterhavet.
Isen flyttede sig ved afsmeltningen fra Østersøen gennem Sundet og Bælterne mod Kattegat, hvorved der dannedes fordybninger. Den smalle passage mellem Helsingborg og Helsingør blev dannet ved, at isen aflejrede materialer i Nordsjælland. En stor issø blev under en fase af afsmeltningen opdæmmet i Sundet, og ler blev aflejret. Øen Hven blev da formodentlig dannet som et stort lerplateau.”
Hven blev som så meget andet østdansk territorium overtaget af svenskerne i 1658. Når nu det skulle være, så var det logisk nok, for laver man et snit ned gennem Øresund, så ligger Ven tættere på Sverige end på Danmark. Men et vist dansk præg blev bevaret, og den berømte journalist Henrik Cavling har i sine erindringer beskrevet, hvordan han nærede varme følelser for stedet:
“At min Mor var født paa Hven gav Anledning til, at jeg som Dreng ofte kom til Øen. Det var en let Sag at løbe fra Lyngby til Skovshoved og herfra gaa over med en Steenbaad. Sørejsen varede sjælden mere end et Par Timer, naar da ikke Fiskerne var saa drukne, at de ikke kunde se Øen. Milde Vintre, som nu, kendte man ikke dengang. Sundet laa ofte tilfrosset. Man ikke blot gik, man kørte over det med Hest og Kane, ja med Vogn.” (i: Efter Redaktionens Slutning, 1928)
Endnu i dag kan man komme med “vogn” til Ven, men det er mig bekendt kun fra Landskrona, at man kan få bilen med. De øvrige færgeafgange er fra Helsingør og København, dog kun i årets varmeste tredjedel.
Hven har en størrelse, der gør den ganske motionsegnet – man kan gå eller cykle adskillige kilometer, før man løber tør for asfalt- eller grusveje. Hvis man skal pege på en begrænsning, så er det, at kystskrænterne er naturreservat, og derfor er det småt med vandremuligheder nær vandkanten. Men der er lavet udsigtspunkter, så man visse steder kan få et flot udkig ud over kysten og Øresund oppe fra toppen af skrænterne.
Se flere billeder fra turen til Hven på Danskebjerge.dk’s Facebookprofil.
