Hvis der er noget dårligt ved at komme rundt i landets afkroge, så er det, at det for hver tur bliver sværere at finde steder, man aldrig har besøgt før. Men det hænder alligevel for mig, at jeg opdager noget helt nyt. Heldigvis.
Forleden så jeg Klintebjerg for første gang. Det var lidt af et tilfælde. Vi var i det nordlige Odsherred og fik øje på stednavnet på Google Maps. Det skulle lige tjekkes ud.
Klintebjerg viste sig at være et højst ejendommeligt stykke kystterræn. Stejle partier flere steder og meget irregulært. Der er stier rundt i området, så der er gode muligheder for at udforske de særprægede knolde.
Et skilt forklarede, hvad vi stod overfor: Klintebjerg er en klint – op til 35 meter høj og dermed sammenlignelig med klinterne på Røsnæs, en mere kendt nordvestsjællandsk klintelokalitet.
Klintebjerg er dog ret kort – knap en kilometer af klinten følger stranden -, og så er et godt stykke af den tilmed blevet udgravet. Denne udgravning har selvfølgelig fjernet noget af den oprindelige natur, men der er til gengæld skabt nogle spøjse og dramatiske formationer, og lykkeligvis er de fleste af landskabets højeste punkter blevet bevaret, ligesom der stadig er en del klint tilbage, sådan at man kan danne sig et indtryk af, hvordan det hele så ud frem til midten af 1700-tallet.
Det var i 1752, at man begyndte at udvinde råstoffer fra Klintebjerg. Kalk og ler især. Klintebjerg er ikke det mest kalk- og lerholdige sted i Danmark, men man kan sejle direkte hen til stedet, og i kraft af den enkle logistik kunne udvindingen svare sig.
Der blev også etableret et kalkværk ved Klintebjerg. Noget af en kalkovn kan stadig ses der.
Der blev gravet i Klintebjerg i 1700- og 1800-tallet, men jeg kan alligevel se på de topografiske kort, at Klintebjerg nogenlunde lignede sig selv frem mod det 20. århundrede. Det var i årtierne frem mod Anden Verdenskrig, at de store indhug blev gjort. Antallet af kalkbrudsarbejdere er sikkert ikke steget i perioden, men udvindingsmetoderne blev gradvist mere effektive.
I 1957 var det dog slut, fortæller informationstavlen. Området blev fredet ad to omgange, i 1967 og 2019. Når man ved det, er det nemt at se, at man står i et kalkbrud, men de efterladte stenbunker og de afgravede klinteskråninger er overgroede, så egentlig fremstår Klintebjerg som et naturområde.
Man kommer nemmest dertil ad vejen fra byen Klint øst for Klintebjerg. Er man i bil, skal man dog være opmærksom på, at grusvejen fra havnen til det gamle kalkbrud for tiden er lukket for biltrafik. Lukningen skyldes, at uvejr har delvist nedbrudt vejens fundament.
Klintebjerg er lidt af en wow-oplevelse – især når man som mig kommer med en forventning om, at Odsherreds mest spændende kystlandskaber findes ud mod vest. En anden årsag til, at man nemt overser Klintebjerg, er, at lokaliteten oprindeligt er en ø. Den ligger omgivet af gammelt stenalderhav, som ved landhævning er blevet til fladt terræn. Denne fladhed kan få én til at tro, at der ikke er nævneværdige højdeforskelle i det nordøstlige Odsherred, men Klintebjerg er altså en fin lille undtagelse, som er værd at besøge, hvis man har en time eller to at gøre godt med.
Husk sko med såler, der kan gribe fat. Det havde jeg forsømt, men jeg kom da både op og ned i god behold.
/Jacob
