Når man skal skåne sit bentøj (fx pga. restitution eller skader), så er det godt at gå en tur i stedet for at løbe eller cykle. Ulempen ved at gå er til gengæld, at intensiteten er til den lave side. Jeg skal gå meget hurtigt på flad vej for overhovedet at komme op i pulszone 2 – og jeg synes faktisk ikke, at det er særlig rart at gå meget hurtigt. Hurtig gang er slet ikke så naturligt for menneskekroppen, som løb er.
Men der findes en løsning, og den hedder stejle bakker. Når overfladen skråner opad, behøver man nemlig ikke tænke på at presse gåtempoet. Pulsen stiger helt af sig selv. Bare se på mine data fra en gåtur rundt på Mogenstrup Ås tidligere på ugen. Hjertet (rød linje) blev sat på prøve på stigningerne og kunne slappe af på vej ned igen. På hele turen lå pulsen på 120 i gennemsnit. Umiddelbart et beskedent tal, men det dækker over 140-150 i stigende terræn og ned til ca. 100 i faldende. Altså ret god intervaltræning!
Jeg gik godt til på stigningerne, men jeg skulle ikke presse mig selv mentalt for at gøre det – modsat når jeg går med 7-8 km/t på jævn overflade og hele tiden skal tænke på at tvinge kadencen i vejret.
Det skal siges, at terrænet på Mogenstrup Ås er ret så ekstremt efter dansk målestok. Der er ikke mange danske byer, hvor du kan gå ud og finde store bakker med tocifrede hældningsprocenter og da slet ikke, hvis der også skal være mulighed for at gå runder som på min åstur. Men måske kan man transportere sig et sted hen, hvor forholdene er egnede?
Se video her fra en af opstigningerne ad åsen langs Østre Ringvej.
