Der er gået lidt inflation i brugen af ordet “ikonisk”, men jeg kender et sted, hvor betegnelsen er på sin plads, og det er vandtårnet ved motorvejsbroen ved Sorø.

Mange tusind mennesker suser forbi den bygning i løbet af en dag, og de bider nok mere mærke i den end i de fleste andre bygninger, de passerer. Den blev nemlig farvelagt af kunstneren Per Arnoldi i 1995, og selvom nogle er kritiske overfor de kraftige farver, der er brugt, så må tiltaget siges at have været en succes. Vandtårnet er blevet et vartegn for Sorø – det repræsenterer byen i kraft af sit let genkendelige udtryk og sin placering ved en af- og tilkørsel til E20.

Et tredje forhold, der gør det 15 meter høje vandtårn til et stærkt symbol, er, at det står på en bakke. Det er måske ikke noget, man lige tænker over, når man kommer kørende på motorvejen, for moderne motorveje er rige på diverse skråninger, mere eller mindre kunstigt anlagte, bl.a. for at skærme for støjen. Men vandtårnet ved Sorø står faktisk på en naturlig forhøjning, der akkurat har overlevet byggeriet af motorvejen.

Sydsiden af forhøjningen er skåret af, og derfor er højdeforskellen på de 18 meter mellem vandtårnets fod og motorvejens asfaltbelægning temmelig dramatisk. Men denne højdeforskel repræsenterer nogenlunde den oprindelige variation i områdets terræn.

Stien op til vandtårnet fra øst ligger på en naturskabt skråning, der ikke har været påvirket af motorvejsbyggeriet. (Foto: Danskebjerge.dk)

Hvad man ikke kan se fra motorvejen, er, at der også på den modsatte side af vandtårnet er et kraftigt terrænfald. Det hænger sammen med grusgravning. En aktivitet, der er taget til i de seneste årtier, og som nu gør, at der er en stor grusgravssø blot 150 meter nord for vandtårnet. Højdeforskellen mellem tårnbakken og søoverfladen er 27 meter.

Man kan roligt sige, at det pedersborgske landskab er blevet præget af menneskehånd. Tager man det geodætiske kort fra sidste del af 1800-tallet, så ser man et område, der er helt domineret af marker. Det område er i dag skåret op på kryds og på tværs. Men lige netop vandtårnsbakken overlevede, og den leverer i dag udmærket “branding” for Sorø, hvis berømte klosterkirke hverken kan ses fra hoved- eller motorvej.

Topografisk kort over Pedersborg i slutningen af 1800-tallet. Den nuværende placering af vandtårnet indsat af Danskebjerge.dk.
Topografisk kort over det nuværende Pedersborg. Placeringen af vandtårnet indsat af Danskebjerge.dk. Sammenlign med 1800-tals-kortet ovenfor.