Overskæringsbakke øst for Sorø er måske den gamle klosterbys mest ikoniske forhøjning.
Stor er den ellers ikke – kun ca. 7 meter højere end det omgivende terræn. Og så er den omgivet af skov og altså af flere årsager ikke særlig synlig.
Når bakken, som også kaldes Rævebakken, alligevel er kendt af mange, så skyldes det, at den er omdrejningspunkt for en gammel årlig tradition for 3.g-eleverne på Sorø Akademi. Torsdag før Valborgsaften går de i samlet flok derud for at fejre gymnasietidens snarlige afslutning.*) Indtil for et par årtier siden omfattede begivenheden afbrænding af dukker forestillende nogle af skolens lærere. Den del blev der dog skruet ned for. Ved mit besøg lørdag kunne jeg konstatere, at der er placeret nogle stole i form af træblokke på bakketoppen, så muligvis er stedet nu om stunder mere en stille hyggelokalitet end en larmende festplads.
Stedet er også et eksempel på, at bakker har det med at blive centrum for kulturelle begivenheder. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og Rebild Bakker er blandt de mest prominente eksempler. Men der behøver ikke være enormt mange højdemeter i det, for at en bakke bringer folk sammen. Ud over Overskæringsbakke er der nær Sorø tre små bakker af kulturhistorisk betydning: Parnashøjen (ca. 11 meter høj og med mindesten på toppen), Kinahøjen (ca. 3 meter høj og med en lille tilhørende scene, hvor Det Kongelige Teater m.fl. optræder) og Galgebakken (ca. 10 meter høj og med i al fald én veldokumenteret halshugning).
Sidstnævnte bakke har jeg kælket ned ad i min barndom – jeg husker den som stor, stejl og meget skræmmende! Det var den ikke rent objektivt betragtet, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.
Man kan sammenfattende sige, at når det gælder forhøjninger i landskabet, er det ikke størrelsen, men gørelsen det kommer an på. Og så minder det os om, at landskaber skal forstås relativt: En bakke behøver ikke være særligt stor for at vække opsigt – det kræver blot, at der ikke findes nogen endnu større bakker lige i nærheden.
*) Begrebet Overskæringen (eller Overskæringsfesten) kommer af en tradition, der begyndte ved anlæggelsen af jernbanen i 1856 eller kort efter. Studenterne drog syngende ud til et sted, hvor jernbanesporene krydser. Ifølge en artikel i Soranerbladet blev traditionen ændret i 1937, hvor DSB indførte lyntog. Elevernes leg ved banelegemet, som inkluderede spring i sidste øjeblik hen over sporene, når et lokomotiv nærmede sig, var ganske enkelt for farlig (også selvom der ikke er rapporteret om ulykker).
I stedet fandt skovrideren på at samle en kvasdynge på “en af Rævebakkerne”, og med bålet som det nye omdrejningspunkt for traditionen kunne man brænde sin studenterhue samt dukker af skolens ikke altid lige populære undervisere. Traditionens navn blev dog bibeholdt, og således fik Rævebakken tilnavnet Overskæringsbakken, selvom bakken ligger et stykke vej fra den daværende jernbane mellem Sorø station og Sorø by.
/Jacob
