Når et år rinder ud, har jeg en slags tradition med at gennemgå de cykelløb, jeg har kørt i den forløbne sæson, så det må jeg hellere holde fast i. Også selvom der i 2024 ikke var nær så meget at skrive hjem om, som der plejer at være. Hovedårsagen er, at flere af de løb, jeg tidligere har deltaget i, ikke blev afviklet. Og der er ikke kommet nyt til – i al fald ikke nogle, der geografisk og på anden vis svarer til mine ønsker. En lidt ærgerlig udvikling.
Jeg læste i øvrigt også for nylig, at Hedelandsløbet (eller Hedelands Naturtrail, som det har heddet i de senere år) også er lukket og slukket. Det var ellers en af de årlige events, der tiltalte mig meget i mine tidlige år som motionsløber. Det er lidt vemodigt at se sådan en traditionsrig begivenhed forsvinde fra kalenderen. Men det er også en sportslig streg i regningen for en motionist som mig, der godt kan lide at prøve sig selv af ved bestemte events hen over året.
Geografien spiller selvfølgelig en rolle her: Et løb, der kan nås indenfor en times kørsel, er noget mere attraktivt, end hvis man skal have et større transportpuslespil til at gå op. Så selv hvis et løbs ophør følges af et andet løbs opståen, er det ikke altid, at de to ting går lige op for den enkelte motionsløbsdeltager.
Anyway, her følger en kort skitsering af forløbet af de tre landevejsløb, det blev til for mit vedkommende i 2024.
Storebæltsløbet, Vestsjælland, april, 56 km:
Det var første gang, jeg deltog i dette traditionsrige løb. Generelt tager jeg ikke til så mange løb i april, bl.a. fordi jeg typisk er lidt i underskud af træning på det tidspunkt af året. Men denne gang passede det godt med min øvrige planlægning, og desuden var jeg lidt skuffet på mig selv over, at jeg aldrig har kørt et løb, der involverer de store bakker vest for Slagelse. Så nu skulle det være. Omend kun på den korte 56 km-distance.
Løbet er af den gammeldags slags med én samlet start. Det giver et meget stort felt på første kilometer, hvilket på sin vis er ganske cool, nu hvor det forekommer sjældnere og sjældnere. Der køres oven i købet ned ad bakke i begyndelsen, så det er ret hæsblæsende. Men der går ikke lang tid, før man rammer de førnævnte stigninger. Det har den fordel, at rytterne bliver spredt mere ud og således er til mindre gene for den øvrige trafik. Der er dog også en ulempe for én som mig, der hører til feltets tungere halvdel og kun er i vinterform. Ulempen er, at man nemt bliver kørt agterud på et tidligt tidspunkt, og det kan være noget rigtigt møg, hvis der samtidig er modvind på udturen.
Og netop dét var tilfældet på den barske Jættehøjvej, hvor jeg alt for tidligt kom til at sidde i den udtyndede del af feltet og alvorligt frygtede for at skulle sidde alene med de 7-8 m/s i ansigtet over en snes kilometer bagefter. På en eller anden måde blev der alligevel dannet en gruppe af rimelig størrelse, inden vi forlod Slots Bjergby, og det var guld værd på det følgende stykke, hvor højdemeterne blev færre, og vinden fik næsten frit spil i det åbne terræn.
Jeg sad og var spændt på, hvad der ville ske ved halvvejspunktet. Hvem i gruppen skulle ligeud – og hvem skulle dreje til højre? Ligeud var for dem på den lange rute. Til højre var for dem på den korte rute. Scenariet blev det værst tænkelige: Jeg var den eneste, der drejede af. Med andre ord kom løbets resterende 28 kilometer til at bestå i ufrivillig solokørsel!
Når nu det skulle være, så var det jo ikke så værst, at der var solid medvind på de første mange kilometer hjemad. Men i det sidste kvarter havde jeg overvejende den skarpe vind ind i fjæset, og opløbsbakken efter Hejninge var særligt grum. Min gennemsnitsfart styrtdykkede, og med 31,3 km/t i snit ved krydsningen af målstregen blev Storebæltsløbet da også til et af de langsomst kørte løb, jeg har stillet op i, når man tager den relativt korte rute i betragtning. Men det var så også første gang, at jeg er blevet “sat af feltet” på den måde, som jeg blev her.
Hedeboløbet, Midtsjælland, juni, 56 km:
Hedeboløbet er et af de cykelløb, jeg har deltaget oftest i. Det ligger godt for mig – lige efter midsommer -, og det er relativt nemt at komme til og fra Tune, som er start- og målby.
Modsat ved Storebæltsløbet deles feltet i Tune op i små startgrupper på under 25 mand. Det betyder, at man praktisk talt aldrig kommer til at køre i et stort felt, men oftest er der alligevel en håndfuld ryttere, som man styrkemæssigt går godt i spænd med. Sådan var det bare ikke for mig i år! Allerede på den første svage stigning så det besynderligt ud: 20 meter foran mig kørte en enkelt rytter, 20 meter bag mig kom der et par andre. Hvad gør man så?
Jeg valgte den offensive tilgang og kørte op til den førende. Vi fik etableret, hvad man med lidt god vilje kan kalde en gruppe, og så tonsede vi derudaf, mens dem, der lå bagved, tilsyneladende mistede yderligere terræn. Om det var fedt at ligge forrest på den måde? Mjah, sådan set ikke, for der er det med løb med små startgrupper, at man ikke ved, hvilken konkurrence man er oppe imod. Alt andet lige er det vel sådan, at en tomandsgruppe, som den jeg sad i, ikke er specielt hurtig, set over en strækning på godt 50 kilometer. But what can you do? Man kan ikke vinde hver gang, og 2024-udgaven af Hedeboløbet skulle åbenbart være den, hvor jeg ramte en uheldig startgruppe.
Et plus var det dog, at der omtrent halvvejs kom en mand op bagfra. Han forklarede senere, at han havde halset efter os i et godt stykke tid, men hver gang han havde nærmet sig os for alvor, var der sket noget, som satte ham tilbage, bl.a. krydsende trafik. Det viste sig, at han var en større forstærkning for vores lille gruppe end ham, jeg havde fulgtes med fra starten – faktisk var denne begyndt at sidde på hjul konstant, så der var åbenbart ikke så meget tilbage i ham, tænkte jeg.
Hen mod slutningen af løbet sker der noget uforudset: En bom går ned. Vi skal simpelthen holde for et tog! Det er første gang, jeg har prøvet dét i Hedeboløbet. Men ruten byder på en del usikkerhedsmomenter, bl.a. et lysreguleret kryds i Gadstrup blot 10 kilometer før målstregen. Så man skal være parat til at bide nogen frustration i sig i dette løb.
Frustrerende var det også at se, hvordan vores “wheelsucker” i gruppen på de sidste meter spurtede forbi mig hen mod målstregen. Han virkede meget stolt bagefter, men hvad han måske ikke tænkte over, var, at tiden tages ved både start og mål, således at hvis du er først til at køre over stregen ved start, så risikerer du, at dem, du slår i spurten, får en bedre sluttid end dig. Og sådan var det faktisk også i dette tilfælde, hvilket jeg tillod mig at fryde mig over, da jeg slog resultatet op under indtagelsen af grillpølsen i festteltet efter løbet.
Min snitfart var 32,8 km/t – det klart langsomste resultat ud af de fem gange, jeg har kørt Hedeboløbet. Men det kunne næppe være anderledes, når jeg kun sad sammen med 1-2 andre hele vejen.
Carl Nielsen Touren, Midt- og Sydfyn, september, 89 km:
Det her var et revancheløb. Altså for mig personligt. Som man kan læse i gennemgangen af sidste års løb, var Carl Nielsen Touren 2023 fuld af ærgrelser (løs hund, forkert rute mv.), så målet i 2024 var først og fremmest at gennemføre gnidningsfrit. Og det lykkedes stort set.
Vejret på løbsdagen var igen i år formidabelt efterårsvejr. Den eneste lille vejrrelaterede bekymring bestod i, at der var lidt medvind på de første kilometer efter startskuddet i Nr. Lyndelse. Når ambitionen er (som det tit er for mig) at sidde i samme gruppe som de hurtigste så længe som muligt, så er modvind bedst. I modvind kan man placere sig nede bagved og nyde godt af læ fra de forankørende, som til gengæld får det relativt hårdere. I medvind udebliver denne effekt, og derfor var det ikke så overraskende, at jeg i år måtte opgive kampen tidligere end håbet.
Jeg fandt så i første omgang sammen med en anden slagen rytter fra min startgruppe – en svensker bosiddende i en Odense-forstad -, men det holdt kun, til vi nåede den umådeligt lange stigning op til Jordløse. Her forsøgte svenskeren sig med en acceleration, men det gav bagslag, og så var han åbenbart syret så meget til, at han faldt ned igennem den gruppe, der på det tidspunkt havde samlet sig. Derefter blev terrænet så anstrengende, at der generelt var stor spredning. Arrangørerne havde i år skruet op for højdemeterne omkring Faaborg, og det kunne mærkes.
Selv kørte jeg ind på den navnkundige Golfbakke i ensom majestæt. Her fornemmede jeg et potentiale for krampe, hvilket jeg ellers kun oplever på meget kuperede ruter à la Grejsdalsløbets, men Carl Nielsen Tourens sidste tredjedel er relativt flad, så man er ikke helt så bekymret for det totale sammenbrud, som man er på Vejle-egnen.
Jeg endte med at sidde som det halvtynde øl i en tremandsgruppe (det er åbenbart sådan et år, hvor jeg ender med at sidde i smågrupper), og efter en føring i modvind med et par kilometer til mål blev jeg sat af de to andre. På det tidspunkt var jeg godt slidt (jeg kørte de 89 km med et pulsgennemsnit på 87%), så jeg affandt mig med at trille over målstregen alene, og desuden var der sket det, jeg havde håbet på fra start, nemlig at jeg gennemførte løbet uden alskens bøvl à la året før.
Set i bakspejlet skulle jeg nok have valgt startgruppe 2 frem for startgruppe 1. Tilsyneladende er det de hårde drenge, der sidder i startgruppe 1 i dette løb, og det er lige skrapt nok for mig – de tilbagelagde trods alt de første kilometer med over 40 km/t. Så hvis jeg deltager i løbet igen (og det vil jeg gerne, men det koster altså nogle bropenge ved siden af deltagergebyret), vil jeg prøve at placere mig lidt længere nede i køen ved startstregen.
Carl Nielsen Touren blev det tredje og sidste løb i min 2024-sæson. Jeg kan ikke love, at antallet bliver højere i 2025. Kalenderen skal passe, og motivationen skal være der. Omvendt skal jeg også minde mig selv om, at det netop er deltagelsen ved motionsløb, der gør, at man finder motivationen ved hverdagens træning. Sådan er jeg i hvert fald indrettet.
Læs om mine løb i 2023 her: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2023/12/08/tilbagekig-pa-2023-mine-landevejslob/
Og her mine løb i 2022: https://blogsbjerg.danskebjerge.dk/2022/12/03/tilbagekig-pa-2022-mine-landevejslob/
/Jacob
