En af min mors gamle kolleger røbede engang, at hun var begyndt at sige til folk, at hun boede i Søbjerg. Det passede ikke. Hun boede i Sobjerg. Men Sobjerg lød så grimt, syntes hun – Søbjerg var bedre.
Jeg holder ret meget af den historie. En lille hverdagsfortælling om forfængelighed. Først for relativt nylig er det gået op for mig, at justeringen af stednavnet har et vist faktuelt grundlag.
Lad os se lidt nærmere på sagen.
Nærmer du dig Sobjerg fra Dianalund-siden, kommer du forbi flere skilte, der peger mod Sobjerg. Der står “Sobjerg” på dem – ikke overraskende. Men når du kører gennem selve Sobjerg og fortsætter mod vest, så skifter Kragerupvej navn til … Søbjergvej. Og på et hvidt skilt med røde bogstaver står der minsandten: “Søbjerg 2”. Det peger i den retning, man lige er kommet fra, og kan kun henvise til én ting: Sobjerg.
Jeg har gransket forskellige nutidige kort, og jeg kan simpelthen ikke finde nogen lokaliteter i nærheden med navnet Søbjerg. Med andre ord eksisterer Søbjerg kun på disse skilte – og så måske uofficielt blandt visse lokale beboere, der i lighed med min mors kollega finder “Søbjerg” mere velklingende end “Sobjerg”.
Ikke en gang forleddet “Sø-” er der belæg for. Der eksisterer ingen sø i området. Jo, med lidt god vilje: Midt i Sobjerg – en bebyggelse på små ti huse – ligger der et gadekær. Men at opkalde en landsby efter sådan en beskeden mængde vand ville alligevel være noget af en tilsnigelse.
En del mere oplagt er det at forbinde stednavnet Sobjerg – stavet med o – med den bakke, som byen ligger for foden af. Bakken hedder Sobjerg (eller Sobjerg Banke, som nyere kort med hang til dobbeltkonfekt kalder den). Det er faktisk et ret imponerende landskabselement, som jeg gerne kører forbi, når lejligheden byder sig. Toppen ligger op til 34 meter højere end det omgivende terræn, og da der ikke er ret meget bevoksning i området, er den særdeles iøjnefaldende.
Jeg er muligvis farvet af min interesse for bakker, men jeg synes, at egnens beboere burde være stolte af det mægtige Sobjerg. Det er de så ikke. Eller måske er de, men de bryder sig bare ikke om navnet. Kan det tænkes, at det er dem, der har fået gennemtrumfet, at der skal stå “Søbjerg” på det førnævnte skilt, og at vejen fra vest mod Sobjerg skal hedde Søbjergvej?
Jeg har ikke undersøgt vej- og skiltesagerne nøjere, men jeg fandt til gengæld nogle historiske informationer om stednavnet, altså om Sobjerg. Det viser sig, at der findes to gamle kort, hvor Sobjerg skrives Søbjerg. Eller “Søebierg” for at være helt præcis. Kortene er fra hhv. 1774 og 1844. På endnu tidligere kort optræder forleddet “Soe-“, som måske også smager lidt af ø.
Jeg tvivler på, at min mors gamle kollega har været inspireret af disse gamle stavemåder. Hun har sikkert slet ikke kendt til dem. Men man kan i al fald sige, at vejen fra o til ø ikke er så lang, som man kunne tro.
Det ved vi jo også fra visse bøjningsformer. Det hedder én ko, men to køer. Og det hedder én so, men to søer. Er der ikke en forbindelse her? Stednavnet Sobjerg skal vel netop forstås som bjerget, hvorpå der går søer. I øvrigt en parallel til Kobanke – Sjællands højeste naturlige punkt. Kobanke må antages at betyde den banke, hvorpå der går køer.
Men, men, men. De her grammatiske causerier vil næppe gøre en forskel hos modstanderne af navnet Sobjerg. For det er jo associationen, de ikke bryder sig om. En so er et lavstammet, øffende dyr, der går med sin flade, slimede snude dybt nede i sølet. Sådan et væsen vil man nødigt have hæftet på sig, heller ikke selvom det måske blot er i form af smådrillerier.
Så er det straks smukkere med en sø: Søbjerg. Et idyllisk navn. Man ser det for sig: en fjeldsø i et solbeskinnet alpelandskab. Lige noget, der kan få ejendomspriserne til at bevæge sig opad mod den skyfri himmel. Navnet Solbjerg kunne i den forbindelse også være tillokkende. Men det er faktisk snuppet. Kun seks kilometer fra Sobjerg ligger landsbyen Solbjerg. Det ville være noget rod at have to gange Solbjerg så tæt på hinanden.
Og det ville helt ærligt også være noget rod, hvis man omdøbte landsbyen Sobjerg til Søbjerg, for Sobjerg ligger jo ved Sobjerg – alias Sobjerg Banke. Bakken og byen er nært knyttede, og man kan ikke bare ændre den enes navn, uden at det kommer til at se ulogisk ud for folk med bare minimalt lokalkendskab eller evne til at studere et landkort.
Men man skal aldrig sige aldrig, og der findes rent faktisk eksempler på, at byer med succes har forkastet deres egne navne. Her kan nævnes Rumperup og Gumperup. Det var navne på to små byer, der ligesom Sobjerg ligger på Sjælland, og de har det til fælles, at den forreste del af navnene ofte forbindes med noget nedsættende. Efter ønske fra lokalbefolkningerne blev Rumperup og Gumperup omdøbt til hhv. Højsted og Klinteby. I januar 2025 er det præcis 100 år siden af Rumperup blev til Højsted, så når disse linjer skrives, er der kun få uger til jubilæet.
Hvem ved, om 100 år hedder Sobjerg måske Søbjerg, og måske vil man til den tid se tilbage og sige, at det hele startede med en forfængelig nødløgn.
