Ved den sydlige ende af Bromme Maglesø kommer vejen helt tæt på søbredden. (Redigeret skråfoto fra SDFI)

Forleden cyklede jeg en tur på Midtsjælland. Den var 76,4 km lang og havde ca. 650 højdemeter. Det vil sige stærkt kuperet efter sjællandsk målestok. Men det var snyd – på en måde. 

Ruten var nemlig placeret på en rundstrækning på godt 7,5 km. Rundstrækningen, der går rundt om de smukke søer Bromme Lillesø og Bromme Maglesø, kørte jeg 10 gange. Imens voksede antallet af tilbagelagte højdemeter – fra 65 efter den første runde til 650 efter den sidste. (Se turen på Strava her.)

Kunne jeg have fundet en rute, der var lige så hård, og hvor jeg ikke behøvede køre rundt og rundt? Det ville kunne lade sig gøre. Men mulighederne ville være få. 

De 650 højdemeter fordelt på 76,4 km balancerer nemlig på en grænse, som jeg meget tit er stødt på, når jeg har set på danske løberuter eller selv designet dem. Grænsen er 1 højdemeter pr. 100 længdemeter. Hvilket svarer til, at terrænet er steget med 1.000 meter vertikalt, når din gps siger, du har kørt 100 kilometer.

Stravas let stiliserede højdeprofil fra turen rundt om Bromme Maglesø og Bromme Lillesø.

Jeg har været med i et cykelløb, hvor ruten gik rundt om Tystrup Sø – et af Sjællands mest kuperede landskaber. Her var der meget tæt på 1.000 højdemeter på 100 km (noget, som arrangørerne brugte i markedsføringen af eventen). Men vi kørte altså også tre gange rundt om søen. Hvis ruten havde strakt sig ikke blot rundt om søen, men også ud i en større omkreds, var de 1.000 højdemeter på 100 km ikke blevet nået. 

Jamen, Odsherred da? Der ligger Sjællands skrappeste bakker jo, og bakkerne ligger tættere end ved Tystrup Sø. En 100 km-tur rundt i det landskab giver godt med højdemeter. Men du ville stadig være nødt til at køre mindst to gange i ring for at nå op på 1.000.

Ovre i Jylland er der lidt flere muligheder. Og i et løb som Grejsdalsløbet er der faktisk ruter, som krydser den magiske grænse uden at slå knuder på sig selv. Men det er ikke med stor margin. Da jeg kørte  “Udfordringen”, eventens korteste rute på 83 km, var der ifølge Strava 950 højdemeter. Det svarer til 1.140 højdemeter pr. 100 km. Nogenlunde det samme forhold gælder for ruterne på 127 km og 167 km, mens den meget lange rute på 229 km ikke helt når op på 1.000 højdemeter pr. 100 km (2024-udgaven). 

Et andet eksempel fra Vejle-egnen: Kongeetapen i PostNord Danmark Rundt – den med slutspurten på Kiddesvej – har ofte mere end 1.000 højdemeter pr. 100 km. Men her skal man huske på, at etapen altid afsluttes med en rundstrækning, der køres flere gange. Dermed øges koncentrationen af højdemeter. Og alligevel ligger antallet af højdemeter på kongeetapen sjældent meget over den nævnte grænse. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan man fx ikke designe en dansk rute med 2.000 højdemeter på 100 km?

Det hænger først og fremmest sammen med størrelsen af stigningerne og afstanden imellem dem. I Danmark er de enkelte bakker sjældent på mere end 100 højdemeter, og derfor skal der en del bakker til for at runde 1.000 på 100. Som regel er der også et godt stykke vej fra toppen af den ene stigning til bunden af den næste. Disse mellemstykker går hårdt ud over koncentrationen af højdemeter. 

I et terræn med færre småknolde, men flere store stigninger ophobes højdemeterne lidt mere effektivt. Hvis du fx har en 100 km lang strækning med tre stigninger på hhv. 500, 350 og 150 højdemeter, så kan man uden at benytte kugleramme konkludere, at de i sig selv rækker til den magiske grænse.

Lad os regne lidt videre: Hvis alle tre stigninger stiger med 5% i snit, så vil de 100 km have i alt 20 km med stigende terræn og 80 km med fladt eller faldende terræn. Det lyder måske ikke så hårdt egentlig. I al fald ikke, hvis der køres kontrolleret. Til gengæld ville en rute med dobbelt så mange bakker og samme antal højdemeter måske føles mere anstrengende, fordi der “sker” mere undervejs (op/ned, sving osv.).

Uanset hvad så er et professionelt cykelløb på en rute, der ligger omkring 1:100-grænsen, ikke at sidestille med en bjergetape i en Grand Tour. Det er snarere et klassikeragtigt løb à la Amstel Gold Race. Her vil såvel spinkle klatrespecialister som tunge supersprintere få det svært, mens puncheur-typerne har bedre chancer for at nå til tops.

Vejen gennem skoven ved Bromme Lillesø går op og ned og byder på gode udfordringer for motionscyklister. (Foto: Danskebjerge.dk)

Hvis man som motionist selv vil have mange højdemeter i benene på dansk grund, så er metoden med rundstrækninger den nemmeste. Og der er ingen grænse for, hvor kort den må være – når blot den indeholder mindst én stigning.

Men det er klart, at jo flere runder der skal køres, desto mere ensformig bliver cykeloplevelsen. Jeg må tilstå, at mine runder om de ellers naturskønne søer ved Bromme til sidst begyndte at føles lidt lange i det. Man skal have motivationen i orden for at træne på den måde.

Og husk så lige at være skeptisk overfor de højdemeter, du bliver præsenteret for af din software. Der er flere af de kendte online ruteservices, der rammer ved siden af skiven, når de tæller højdemeter sammen. Jeg vil anbefale, at du lægger ruten ind på Strava og vælger Stravas højdejusteringsfunktion. Det giver dig et relativt troværdigt resultat.

/Jacob