Det svenske medie Expressen har haft en reporter ude på en stigning ved navn Abborrbacken. En “dæmonbakke”, som Expressen også kalder den i omtalen. Den skal være den hårdeste bakke i noget motionsløb i Sverige. Bakken er 522 meter lang (vældigt præcis angivet!) og stiger med 8% i snit. En barsk udfordring, synes den løbende reporter:

https://www.expressen.se/tv/nyheter/sverige/reporterns-reaktion-pa-demonbacken-ger-upp/

Men egentlig er 522 meter og 8% ikke så voldsomt. Og man skal bemærke, at der jo heller ikke er tale om den hårdeste stigning af alle i Sverige. Abborrbacken er den hårdeste “løbebakke”, hvilket vil sige, at den indgår i et officielt motionsløb. Der findes helt sikkert skrappere stigninger på Kebnekaise og lignende steder, men det er måske småt med løbeevents der. Jeg tænker også, at specialløb, f.eks. ultraløb, ikke er regnet med.

Som det fremgår af Expressens video, er kåringen ikke trykprøvet – der efterlyses tip om andre hårde løbebakker i Sverige. Men hvordan med Danmark? Kan Danmark levere en stigning, der er hårdere end 522 meter med 8%, og som bruges i motionsløb?

Lad os se på et par eksempler.

Stigningen op ad Sindbjerg nær Silkeborg er 250 meter lang og stiger med 21,2% i snit. Den bruges i løbeeventen Julsø Ultra. Selvom Sindbjerg-bakken er kortere end Abborrbacken, så har den flere højdemeter og er selvsagt stejlere. Den slår helt sikkert den svenske stigning i hårdhed, men skal man være krakilsk, hører Julsø Ultra til specialløb-kategorien.

Stigningen op til Sindbjergs top er utvivlsomt hårdere end den, som Expressen har kåret som den hårdeste “løbebakke” i Sverige. (Foto: Danskebjerge.dk)

Kongeetapen i Etape Bornholm hører derimod til blandt de store danske motionsløb (næsten 1500 deltagere i 2024), og her har vi at gøre med det måske bedste bud på en dansk kandidat. Den afsluttende stigning på løbeetapen er 500 meter lang og stiger med 63 højdemeter. Det resulterer i en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,6. Altså er den nordbornholmske bakke cirka lige så lang, men samtidig markant stejlere end den svenske. Derudover er bakken sammenlignelig med Abborrbacken på den måde, at der er både grus- og asfaltsektioner på den. Læs Danskebjerge.dk’s test af stigningen op til Hammer Fyr her.

Hvad så med f.eks. Skovbakkevej i Aalborg? Jamen, den er bestemt hård, men ikke hårdere end Abborrbacken – i al fald ikke, hvis man ser på gennemsnitsværdierne. Skovbakkevej, der indgår i det traditionsrige Aalborg Brutal Marathon, er 400 meter lang og stiger med 8,8% i snit. Den er med andre ord en smule kortere og en smule stejlere end Abborrbacken. Så vi har måske med en uafgjort at gøre her. Men den maksimale stigning på Skovbakkevej er på hele 17%, og det kan godt være, at den aalborgensiske stigning på det punkt er mere krævende end den svenske.

Uanset hvad: Hvis spørgsmålet er, om der i Danmark er en stigning, som kan slå Expressens svenske rekordbakke, så er svaret ja!

/Jacob