Traditionen tro evaluerer Danskebjerge.dk her årets store danske etapeløb PostNord Danmark Rundt. Som sædvanligt vil hovedfokus være på selve løbet og ruten – kun sekundært på bestemte ryttere.
Men lad os alligevel kort berøre sidstnævnte, altså rytterne. Årets startliste havde ifølge Procyclingstats en score på 176. Det er et ganske markant dyk i forhold til i fjor, hvor kvalitetsscoren var 228. Forklaringen er, at løbet sidste år havde deltagelse af store navne som Mads Pedersen, Mattias Skjelmose og Fabio Jacobsen. I år var Arnaud de Lie det eneste store navn. Et par andre deltagende stjerner har fremtiden bag sig, og en rytter som Magnus Cort, som vi danskere kender fra hans mange spektakulære sejre, ligger også i år uden for verdens top 100 og bidrager derfor ikke meget til startlistens objektive kvalitet.
En fordel ved en startliste uden absolutte topnavne er, at det fremmer jævnbyrdigheden og spændingen, og denne udgave af PostNord Danmark Rundt udviklede sig da også til en tæt strid – faktisk så tæt, at det samlede klassement først blev afgjort i den allersidste spurt. Her endte Cort som treer, hvilket var én placering fra at have gjort ham til vinder af etapeløbet.
Medvirkende til at opretholde suspensen var holdløbet, som fandt sted på første etape. Holdløbet var en nyskabelse, og det fungerede godt. Det er en optimal måde at præsentere de enkelte hold på, og fordi distancen var beskeden, kom der ikke nogen afgørende spredning i toppen, sådan som man ellers af og til ser med almindelige enkeltstarter. (Det mest kendte eksempel er vel Matti Breschel, der vandt talrige etaper i løbet, men aldrig det samlede klassement, fordi han mistede for meget tid på enkeltstarterne.) Man kan sagtens gentage succesen og lægge en TTT ind igen til næste år. De er jo sjældne i mindre etapeløb, og derfor er der potentiale i, at PostNord Danmark Rundt kan profilere sig på dem.
Allerede dagen efter holdløbet var det tid til kongeetapen – den, der siden 2004 har haft opløb på Kiddesvej/Koldingvej i Vejle.
Der var et par specielle egenskaber ved årets kongeetape. Én var længden. Etapen var hele 231 kilometer lang, og kombineret med den høje koncentration af højdemeter, der lå på den sidste tredjedel, fik etapen skær af en forårsklassiker i Holland eller Belgien. Vejret på dagen var dog en formildende omstændighed: Det var tørvejr, og vinden kom for det meste skråt bagfra på etapens første halvdel, så mange ryttere har kunnet tage det forholdsvis roligt i begyndelsen. Man kan fantasere om en kongeetape på 231 kilometer i regn og rusk, og hvor etapen ikke indledes i flade Vestjylland, men derimod både starter og slutter i Vejle.
Et andet særtræk ved dette års kongeetape var strækningen med Chr. Winthersvej. Danmarks stejleste gade med en maksimal stejlhed på 25,5% har været med i PostNord Danmark Rundt før, men vejforløbet hen til og efter den ekstreme stigning var anderledes. Hvor feltet tidligere er kommet susende oppe fra Jellingvej, kom det nu nede fra krydset Enggade/Jellingvej. Dette burde faktisk gøre det nemmere at dreje ind på den ultrasmalle Chr. Winthersvej, og derfor er det paradoksalt, at det var i år, at der opstod trafikprop. En holdbil blev fanget imellem grupperne på stigningen og skabte en værre omgang kluddermor. Det så grimt ud, og endnu værre blev det, da hovedfeltets bagtrop måtte af cyklerne nede på Jellingvej, fordi der simpelthen ikke var fremdrift nok på den første del af Chr. Winthersvej.
Ifølge løbsleder Jens Kasler, som Danskebjerge.dk talte med efter femte og sidste etape, var den vildfarne holdbil ikke årsagen til stoppet. Han mener, at det simpelthen var stejlheden, der gjorde det, og at man generelt må acceptere risikoen for propper, når man inddrager en stigning af denne karakter.
I hvert fald må mindst en snes ryttere være blevet sat ud af spillet på Chr. Winthersvej. Men på toppen var der trods alt hele 63 kilometer til målstregen, så for de fleste i feltet ville der under normale omstændigheder være rimelig tid til at få situationen nogenlunde under kontrol igen.
Men så kom endnu en nyskabelse ind i billedet, nemlig stigningen på Petersmindevej. Stigningen ligger i direkte forlængelse af nedkørslen på Søvej og er på 45 højdemeter. Med denne krævende tilføjelse til Chr. Winthersvej udgør de godt to kilometer fra Enggade den skrappeste delstrækning nogensinde i PostNord Danmark Rundt, og det var meget tilfredsstillende at se, hvordan begivenhederne udviklede sig her. Petersmindevej-bakken blev som håbet startskuddet til adskillige angreb. Det mest kraftfulde af dem involverede Magnus Cort, Matteo Trentin m.fl. og blev sat ind på Rugballevej med 53 kilometer til mål. Udbrudsgruppen fik ikke noget stort hul, men holdt ikke desto mindre hele vejen til mål. Dermed fik terrænet før Kiddesvej-rundstrækningen for andet år i træk afgørende betydning for resultatet på kongeetapen.
Jeg synes, at tilføjelsen af Petersmindevej var et stort plus. Den må meget gerne komme med i etapeløbet igen. Faktisk vil jeg hellere have Petersmindevej med end de stejleste 160 meter på Chr. Winthersvej. Den smalle gade er kilde til mange usikkerheder og tilfældigheder, og jeg tror ikke, at de 25,5% gør en stor forskel i forhold til de 19,5%, som asfalten stiger med på den bredere Gl. Kongevej et stenkast derfra. På Gl. Kongevej er der mindre risiko for kaotiske tilstande som dem, vi så på første del af Chr. Winthersvej.
Jens Kasler virker dog glad for Chr. Winthersvej. Hans melding til undertegnede efter etapeløbets slutning var, at de afviklingsmæssige problemer i år ikke umiddelbart er af en karakter, der diskvalificerer stigningen.
Problemer var der i hvert fald ikke på Vejledalen. Vejledalen er en nybygget vej – omtalt ad flere omgange på Danskebjerge.dk. Vejen snor sig elegant ned mod Vejle Ådal og er forsynet med veldesignede broer. Den fungerer som nedkørsel efter Petersmindevej og gør det muligt at føre feltet hurtigt hen til bl.a. Østengårdbakken.
For mig blev Vejledalen ikke helt så flot en visuel seeroplevelse, som jeg havde håbet. Det virkede som om, at holdet bag tv-produktionen ikke var opmærksom på, at vejen er en nyhed, og at der er mulighed for spektakulære billeder her. DR’s kommentatorer nævnte heller ikke Vejledalen med et ord. Synd, for der går altså mange årtier imellem, at der i Danmark bliver bygget en vej med en højdeforskel på næsten 90 meter. Måske kan der tages revanche, hvis Vejledalen engang bliver brugt som stigning i PostNord Danmark Rundt.
Rundstrækningen med Kiddesvej er velbeskrevet. Så den vil jeg ikke gennemgå her. Men den virkede – som den jo plejer at gøre. Højdepunktet kom til allersidst, da Magnus Cort gjorde det utrolige og indhentede Arnaud De Lie. Da den belgiske mester bevægede sig fra Kiddesvej over på Koldingvej, slog kommentatorerne ellers fast, at sejren var hans, men bornholmeren har en fantastisk evne til at æde sig selv ved synet af en mållinje. Især når terrænet stiger.
Var det den bedste Vejle-etape nogensinde? Det kan det godt have været. Både på grund af selve etapens forløb og fordi den skabte et resultat, der bidrog til øget spænding i resten af etapeløbet. Cort og De Lie havde efter etapen samme tid i det samme klassement, hvilket fik Brian Nygaard til at komme med den fornøjelige konstatering, at ingen kan føle sig trygge, hvis de kun fører med nul sekunder.
Efter tredje etape havde De Lie dog skabt et forspring på fem sekunder. Dels ved at tage bonussekunder ude på ruten og dels ved at krydse målstregen som nummer to lige foran Magnus Cort. Målbakken i Haderslev var 1 km lang og steg med 4,7% i snit. Fordi Cecilie Uttrup Ludwig har vundet et løb på denne bakke, var der spænding om, hvor vidt den også ville skabe splittelse i PostNord Danmark Rundt. Det skete dog ikke. De 35 hurtigste kom ind i samme tid. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der er noget galt med Chr. X’s Vej-stigningen. Det var en fin op-ad-bakke-spurt. Men hvis der skal skabes splittelse i et professionelt felt af herreryttere (selv i et relativt svagt felt som det i årets PostNord Danmark Rundt), så skal der altså helst tocifrede stigningsprocenter til. Plus gerne et halvt hundrede stærkt kuperede kilometer umiddelbart før.
Lidt af den samme problematik – bare på en anden måde – gjorde sig gældende på fjerde etape fra Store Heddinge til Holbæk. Heri indgik en meget bakket rundstrækning ved Maglesø. Fire gange skulle områdets stejleste bakke bestiges (maks. 12,5%). Se video fra passagerne nedenfor.
Maglesø-runden er storartet, både sportsligt og æstetisk. Og hvis man kørte 100 kilometer på den ville man få cirka lige så mange højdemeter i benene som på en udfordrende rute i Vejle. Men på etapen i PostNord Danmark Rundt 2024 blev der kun tilbagelagt omkring 45 kilometer her, og terrænet var nemt, både før og efter at feltet rundede den flotte istidssø.
Derfor var det på forhånd svært at tro på, at Magnus Cort kunne bruge de midtsjællandske bakker til at revanchere sig for de tabte sekunder på Haderslev-etapen, og det viste sig da også, at løbets større hold alle valgte en defensiv tilgang til rundstrækningen. Formentlig var det helt efter løbsledelsens drejebog, for der var tydeligvis lagt op til klassisk gadeløb i Holbæk by. Men nej, den forventede massespurt for sejren udeblev, fordi en enlig udbryder, upåagtede Jelte Krijnsen, fik kæmpet sig over stregen først.
Krijnsen udtalte i øvrigt selv bagefter, at det var på rundstrækningens brostensstykke, at han fik has på de andre ryttere i udbruddet. Dette var muligvis et lidt overset moment på etapen – og i almindelighed. Nok er der ikke så mange lange pavéer i Danmark, men når tingene spidser til i et løb, kan selv en kort vejstrækning med f.eks. chaussésten få betydning.
Tilbage er der så lige at hæfte et par ord på den femte og sidste etape i årets PostNord Danmark Rundt. Den mindede en del om 4. etape sidste år. Faktisk var den afsluttende rundstrækning identisk med den, som Fabio Jakobsen sejrede på i 2023. Opløbsstrækningen stiger med ca. 9 meter op til målstregen, men det er nok at gå for vidt at kalde det en spurt op ad bakke. Det blev danske Tobias Lund Andresen, der kom først i mål på en etape, hvor udbruddet blev holdt i kortere snor end dagen før. Igen i år var der flot publikumsopbakning i Bagsværd, og vejret var lige så godt som i fjor.
Undertegnede fik med egne øjne set to af årets etaper, men ellers er PostNord Danmark Rundt i høj grad en tv-båret event. Jeg oplever, at tv-produktionen er af passende høj kvalitet. Der er ikke noget, som får løbet til at stikke ud i negativ retning sammenlignet med andre internationale løb i samme kategori. Dog var der en skønhedsfejl på Vejle-etapen, hvor udbryderne fulgte en kameramotorcykel, der var drejet af i et sving i stedet for at køre lige over. Hvem der bar ansvaret for udbrydernes dyre tidstab, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men med større omhu kunne fejlen nok være undgået.
Jeg fornemmer, at brugen af kameradroner er tiltagende, og på første etape gav de et glimrende ekstra krydderi til tv-dækningen af holdløbet. Helikopteren virker dog uundværlig – det er den, der leverer de landskabsbilleder, som i sig selv gør PostNord Danmark Rundt værd at tænde fjernsynet for.
DR’s to kommentatorer holder et udmærket niveau. Og deres rollefordeling er fin, synes jeg. Der er dog stadig lidt for meget hygge-nygge over det, hvilket bl.a. gik lidt ud over afslutningen i Vejle, hvor kommentatorerne ikke helt kunne leve op til det intense drama, der udspillede sig for øjnene af os. Lige i dén situation kunne det måske have været godt med f.eks. Dennis Ritter og Rolf Sørensen ved mikrofonen for at understøtte fornemmelsen af, at denne etape var sammenlignelig med World Tour-løb af højeste kaliber.
Samlet set var det dog en rigtig god udgave af PostNord Danmark Rundt. Ingen tvivl om dét.
Hvis man skal udpege det største minus, så er det måske det faldende dramapotentiale hen over etapeløbet. De sidste tre etaper var praktisk talt sprinteretaper (også selvom en udbryder snød sprinterne i Holbæk). Et perfekt PostNord Danmark Rundt har et lidt bedre mix, men man må også bare erkende, at konceptet med, at etaperne helst skal slutte i større byer, giver nogle begrænsninger. Det er trods alt et fåtal af de danske byer, der er fulde af bakker.
I øvrigt skal vi som danskere glæde os over, at de flade etaper sagtens kan kaste danske vindere af sig. I år var det Tobias Lund Andresen, der imponerede i spurterne, men Magnus Cort er også stærk på opløbsstrækningerne, ligesom eksempelvis Mads Pedersen, som vi da gerne snart skulle se til start i PostNord Danmark Rundt igen.
/Jacob
