Vejle-etapen i PostNord Danmark Rundt er kendt for sin barske og bakkede rute, og her i 2024 overgår den sig selv.
Feltet skal nemlig op forbi Petersmindeskolen i 106 meters højde over havet. Dette bliver den mest kuperede delstrækning i noget dansk landevejsløb!
Rytternes opstigning begynder helt i bunden af bakken i krydset ved Enggade. Herfra går det op til Chr. Winthersvej, som med sin maksimale stigningsprocent på 25,5% er Danmarks stejleste gade. Så fortsættes nedad til Jellingvej, men hvor man i andre løb bliver på denne vej, indtil man kører ud af Vejle, skal man i år op ad Petersmindevej, som i sig selv er en ganske krævende bakke.
Der er altså tale om to stigninger lige efter hinanden, og et sådant kuperet forløb på asfaltveje findes ikke noget andet sted i Danmark.
Strækningen er godt 2 kilometer lang og med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5. Det er hårdt i sig selv. Men hårdheden består især i, at den første del er uhyre stejl, og efter den når rytterne kun lige at køre nedad et kort øjeblik, før de igen skal forcere 45 højdemeter. Det er brutalt og unikt.
Men her slutter festfyrværkeriet ikke. For fra Petersmindeskolen er der kun få pedaltråd hen til endnu et højdepunkt, som er værd at se frem til: Nedkørslen ad Vejledalen.
Vejledalen er en helt ny vej og ganske spektakulær i dansk kontekst. Danskebjerge.dk har ved flere lejligheder opfordret til, at man benytter Vejledalen i et cykelløb så hurtigt som muligt efter indvielsen. Og nu sker det altså. Flot bliver det, når feltet i PostNord Danmark Rundt suser gennem den lille tunnel i svinget og videre ned mod bunden af Vejle ådal.
Vejle-etapen er 2. etape i årets løb. Den kan meget vel blive afgørende for, hvem der vinder løbet samlet, da der ikke ventes nævneværdige tidsforskelle mellem de stærkeste ryttere på de efterfølgende tre etaper.