Lørdag var jeg en tur på Vejrbanke. Det er en bakke, der ligger i den nordlige udkant af Gerlev, 4 km stik syd for Slagelse.
Jeg fik interesse for bakken under en cykeltur for nylig. På toppen er der nemlig en stor træbygget platform med bord og adskillige siddepladser. “Der er nok en god udsigt derfra,” tænkte jeg i forbifarten, og ganske rigtigt – da jeg var deroppe i dag, kunne jeg nyde et kig ud over vidtstrakte marker til om ikke alle sider, så dog de fleste.
På udsigtspunktet befinder man sig 65 meter over havet. De sidste tre meter skyldes en høj, som ved første øjekast ligner en gravhøj. Det ville være usædvanligt at tillade sådan et anlæg oven på en gravhøj, og researchen bagefter viste da også, at der er tale om en høj opført som en del af et vandværk. Det forklarer samtidig de to små bygninger, der ligger klos op ad højen. Mit gæt er, at der inde i højen befinder sig nogle store beholdere.
At der er flot udsigt mod syd og øst skyldes især, at landskabet falder ned mod Harrested Ådal. Der er godt 50 højdemeter ned til ådalens bund.
Dette bakkede landskab er ofte lidt overset, fordi man i stedet fokuserer på Vårby Bakke, der ligger til den modsatte side, altså mod vest. Terrænfaldet ned mod Vårby Å er en halv snes meter større og et nøk stejlere. Men Harrested-området er bestemt også krævende, hvis man f.eks. er cyklist.
Tag Skørpingevej fra broen over Harrested Å. Stigningen op mod Gerlev starter i 15 meters højde over havet, og den slutter først et stykke inde i Gerlev by 51 moh. Strækningen er 1200 meter lang, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,0. Især de første par hundrede meter er ganske stejle, og der er tit ufordelagtig vind, fordi vejen overvejende stiger i nordvestlig retning og ligger i åbent terræn.
/Jacob