Sten, grus, sand og ler. Det er i store træk en dækkende beskrivelse af det danske landskabs bestanddele. Materialet blev bragt hertil af gletsjere nordfra. Noget af det blev afsat direkte af gletsjerne (moræne), men andet blev “filtreret” ved isens afsmeltning. (Læs mere om dette her.)
Men der er også overfladenære materialer, som er ældre end istiden. Blandt dem er kalk. Lad os se lidt nærmere på dét.
Kalk kan på afstand minde lidt om andre stenarter, men i virkeligheden er kalk en rest af liv. Kalk består nemlig af skaller – skeletter om man vil – fra bittesmå dyr og planter. De levede i havet, men når de døde, sank deres skaller ned på havbunden, og gennem millioner af år ophobede disse “ligrester” sig. Ved Faxe har kalklagene f.eks. en tykkelse på over 50 meter.
På et kort over kalklag, lavet af GEUS, kan man se, hvor dybt nede kalklagene ligger i Danmark. Dybden er angivet med farvede områder, således at kalken i de lyseorange områder ligger tæt på nutidens havniveau, mens den i de mørkerøde og grønne områder ligger adskillige hundrede meter nede.
Som det fremgår, ligger de mørkerøde og grønne områder fortrinsvist mod vest. Jo længere vi kommer mod Storbritannien, desto dybere befinder kalklagene sig. Omvendt er især Fyn og Sjælland lyse i farvetonerne. Kalken står altså højt her. Det passer med, at det er fynboer og sjællændere, der har mest kalk i deres vand.
I langt det meste af Danmark ligger kalken lavere end 0 meter over havet. Det indebærer, at den er godt skjult af de langt yngre materialer, der er nævnt i indledningen: sten, grus, sand og ler. Men der er enkelte undtagelser.
Den væsentligste undtagelse er på Sjælland. På Stevns og op langs Køge Bugt findes der kalklag over havniveau. Med andre ord kan man finde dem, hvis man graver bare et stykke ned i jorden. Det har man bl.a. gjort ved Solrød (Karlstrup Kalkbrud) og ved Faxe (Faxe Kalkbrud).
Men kalken er endnu mere synlig på Stevns Klint. Ved klinten har erosionen gjort, at man ikke behøver hjælp fra gravemaskiner for at se kalken. Den viser sig som omtrent lodrette kalkskrænter direkte ud mod Østersøen. Klintens maksimale højde er 41 meter.
Som bekendt er der også kalk på Møn, nemlig ved øens østlige ende. Her er det dog lidt “snyd”, for den høje, hvide klint er ikke “original” kalkhavbund. Kalken er skubbet op af gletsjere i istiden, altså bragt hertil andetsteds fra. Og selvom kalken når højere op i terrænet på Møn end på Stevns, så er det altså på Stevns og Østsjælland, at kalken har sin største horisontale udbredelse.
På kortet ovenfor er dette højtstående østsjællandske kalklag vist med den lyseste farve.
Som man kan se, er der dog også områder med tilsvarende egenskaber i Jylland, nemlig i et bælte, der går fra Århus op mod Aalborg og derfra til Thy. På disse lokaliteter finder man også kalkgrave.
Og så er der de såkaldte kalkgruber. Dem kender mange danskere – især Mønsted og Daugbjerg. Og så kunne man måske spørge, hvorfor de egne ikke fylder mere på kortet. De befinder sig da også over havets overflade?
Forklaringen er, at kalken i gruberne er meget lokal. Den er skubbet op nedefra – fra lag, der ligger flere hundrede meter nede -, så på lidt samme måde som med Møns Klint er det altså ikke et helt “ægte” kalklandskab.
Blandt andre eksempler på afgrænsede lokaliteter med tilførte kalklag kan nævnes Allindelille Fredskov på Midtsjælland. Her er en gletsjer engang i istiden ankommet med en stor kalkflage, som er blevet efterladt, og som endnu i dag ligger lige under muldlaget. Kalken kommer bl.a. til syne, når skovens træer vælter. Så trækker rodnettet den hvide kalk med op over jordoverfladen.
En charmerende parallel til Møns Klint er den blå anemone. Den trives begge steder storartet – netop fordi kalken står højt i terrænet. Et andet fællestræk ved de to steder er jordfalshuller. De skabes ved, at nedsivende vand eroderer hulrum i kalken.
I april 2024 oplevede en golfklub i Nordjylland, at der pludselig opstod et jordfaldshul på banen. Banen ligger syd for Aalborg, hvor der ligeledes er kalk nær terrænoverfladen.
/Jacob
