Et gennemsnit er et gennemsnit. Det hele skal indregnes. Hvis du fx skal udregne din gennemsnitsfart på en bestemt strækning, så skal alle hastigheder tælles med – både dem, hvor du kørte rasende hurtigt, og dem, hvor du måtte bremse op. Egentlig ret elementært.
Derfor er det også noget værre tosseri, når nogle i udregningen af gennemsnittet af en stigning fraregner de passager, hvor terrænet falder. Enhver matematiklærer ville ryste på hovedet af sådan noget.
Du kan godt prøve at argumentere for, hvorfor faldende terræn har indflydelse på stigningens karakter, men det er stadig forkert at ændre på definitionen af et gennemsnit. Hvis du vil lave din egen hjemmestrikkede opgørelse af en bakkes hårdhed – fint! Men så skal du lade være med at kalde det et gennemsnit!
Ibækvej ved Vejle er et aktuelt eksempel. Vejen indgår i 2023-udgaven af PostNord Danmark Rundt. Stigningen begynder i en højde af 2 meter over havet og slutter i en højde af 85 meter over havet. Højdeforskellen er altså 83 meter, og de er fordelt ud på en strækning, der er 1650 meter lang. Det giver et gennemsnit på 5,0% – nemlig udregnet ved at dividere 83 med 1650.
Næ nej, er der så nogen, der siger. For på Ibækvej er der flere stigende højdemeter end de 83. Vejens overflade falder nemlig med 10 højdemeter undervejs. Og det giver 10 stigende højdemeter i den anden ende. Så når man bestiger Ibækvej, er der i alt 93 højdemeter, der skal overvindes.
Det sidste er helt rigtigt. Men et gennemsnit er stadig et gennemsnit. Det kan man ikke manipulere med. Og er det ikke også misvisende bare at skære de 10 meters fald ud af ligningen? De bidrager jo til at gøre den samlede vejstrækning knap så anstrengende at tilbagelægge.
Mine fem argumenter mod “det manipulerede gennemsnit”:
- Man kan ikke bare sådan genopfinde et matematisk begreb. Hvis man vil benytte sin egen uofficielle metode, må man også give metoden en særskilt betegnelse.
- Det er i international kontekst ikke normalt at fraregne terrænfald i udregningen af gennemsnit for stigninger.
- Den samlede vejstrækning bliver nemmere at forcere alene på grund af delstrækningen med terrænfald (hvor man har glæde af tyngdekraften).
- Det fald i puls, som ned-ad-bakke-stykket alt andet lige medfører, gør det mindre anstrengende at bestige det efterfølgende stigende terræn.
- Terrænfaldet giver cyklisten ekstra fart, således at i hvert fald begyndelsen af det efterfølgende opadgående stykke bliver nemmere at bestige.
Så alt i alt passer det simpelthen ikke – som det ellers påstås -, at det er mere sigende for en cyklists “oplevelse”, at man fraregner terrænfald.
Nå, men er der en vej ud af det her morads, der er opstået? Forhåbentlig.
Det var hjemmesiden Climbs.dk, som med sin hjemmebryggede gennemsnitsmetode for alvor gav næring til begrebsforvirringen. Og siden fulgte kommuner som Vejle og Silkeborg efter, da de opsatte skilte med talværdier for udvalgte stigninger. Skiltet ved Ibækvej fortæller således, at bakken i snit stiger med 6,4%. Hvilket den faktuelt ikke gør. Det er ærgerligt, at offentlige myndigheder dummer sig på den måde.
En trøst er dog, at det er de færreste stigninger, der har terrænfald undervejs. I flertallet af tilfælde er der ikke samme forvirring.
Og ellers er der ikke andet for, end at man må påpege fejlen, når lejligheden byder sig. Det er et langt og sejt træk, for ligesom det har taget næsten 20 år at trænge igennem med den rigtige maksimale stigningsprocent på Kiddesvej (19% og ikke 21% som så ofte hævdet), kan der gå noget tid, før budskabet om det korrekte gennemsnit synker ind. Men så må det være sådan.
/Jacob