Forsommerens solrige og nedbørsfattige vejr har skabt mange tørre pletter i det danske landskab. Men selvom det måske er fristende at bruge ordet katastrofe om situationen, så er det dog ikke nær så katastrofalt, som da sandstormene rasede i gamle dage.
I middelalderen og lang tid derefter var man ret så magtesløs overfor sandflugt. Den opstod i tørre og ubevoksede områder, når det blev stormvejr. En gigantisk støvsky rejste sig, og så bevægede det flyvende sand sig hen over de nærmeste marker. Resultatet på kort sigt var, at arealerne ikke gav noget høstudbytte det år eller var uegnede til græsning, hvilket var velfærdstruende for lokalbefolkningen. På længere sigt kunne sandflugten betyde, at flere landbrugsområder måtte opgives, og derved bredte ørkenen sig i den pågældende landsdel.
Ved Rørvig i Nordvestsjælland kæmpede landbefolkningen en evig kamp mod sandet. Mod øst – ud mod Isefjordens nordligste ende – var jorden til at dyrke, mens der mod vest kun var ufrugtbart flyvesand. Dette sand havde det med at blæse ind over en naturlig forhøjning i landskabet, der gik tværs over halvøen i en nord-/sydlig retning på halvøen. Som værn mod det fjendtlige sand forhøjede beboerne volden, således at den med tiden fik en højde på næsten 15 meter over det tilstødende terræn.
Det var selvfølgelig et projekt, der kontinuerligt krævede en vis arbejdsindsats. Bonussen var, at når stormene kastede sandet i retning af volden, så var dette i sig selv med til at forøge dens størrelse og dermed dens effektivitet.
Kampen varede fra 1500-tallet og tre århundreder frem. Så fandt man på løsninger, der ikke bestod i beskyttelsesvolde, men derimod i beplantning. Nord for Arresø havde man allerede i første del af 1700-tallet succes med at plante marehalm. Senere i århundredet begyndte man at importere arter af fyrretræ fra udlandet. Fyr kunne man godt få til at gro i de sandede områder, og så snart træerne fik fodfæste, mistede sandstormene pusten.
Et sådant træplantningsprojekt indledtes ved Rørvig i 1867. Projektet, der involverede fire typer fyrretræ, blev til det, der nu kaldes Rørvig Sandflugtsplantage. Volden står tilbage som et 1,3 kilometer langt mindesmærke fra sandflugtens tid. Den kaldes Højsandet, og der går fine stier både langs med den og oven på den.
I løbet af de sidste 100 år er der skudt sommerhuse op omkring Højsandet, og her kan beboerne i dag nyde det læ og den skygge, som plantagen giver, selvom dens oprindelige formål altså var et andet.
